Middelfart Boldklub skal i gang med de fem sidste og afgørende runder i Oprykningsspillet til NordicBet Ligaen. Første halvdel af slutspillet gav i de 3 hjemmekampe 7 point for to sejre (AB og Fremad A) og onsdagens uafgjort mod Aarhus Fremad. De to udekampe gav 4 point for sejr over Næstved og uafgjort i Skive. Nu vender programmet og den første opgave er på udebane mod Fremad Amager søndag eftermiddag.
Dernæst følger hjemmekampen mod Næstved 24/5, to udekampe mod Aarhus Fremad 31/5 og AB 7/6 inden sæsonafslutningen på Middelfart Stadion mod Skive den 14. juni. Der er altså udebane mod de to konkurrenter til oprykningspladserne. Det er måske ikke det værste for Middelfart. I statistikken for udekampe i sæsonen har Middelfart hentet 25 point i 13 kampe, vundet de 7, spillet 4 uafgjort og kun tabt 2 – pudsigt nok sæsonens to første udekampe mod Thisted FC og Frem tilbage i august. Fremad A har hentet 26 point ude og Aarhus Fremad 23 point, begge for en kamp mere end Middelfart.
Så er det måske mere interessant, hvordan vores nærmeste modstandere har klaret sig på egen bane, hvor vi skal møde dem. Aarhus Fremad har været ret suveræne med 31 point for 10 sejre, 1 uafgjort og kun 2 nederlag i 13 kampe. Det ene i slutspillet mod Skive og det andet i oktober mod Middelfart, der vandt 2-1 på Riisvangen. Fremad A har i 13 kampe hentet 23 point for 7 sejre, 2 uafgjorte og 4 nederlag. Det ene af dem var i kampen i august mod Middelfart, der tog hjem med 4-0 i bagagen. Hjemme har Middelfart i 14 kampe hentet 26 point for 8 sejre, 2 uafgjorte og 4 nederlag.
Trætte efter tre kampe på en uge?
Der var et par stykker eller tre fra det blå hjemmehold, der var godt trætte efter onsdagens hårdt tilkæmpede men yderst vigtige ene point for 0-0 resultatet. Gæsterne fra Fremad, der havde haft et par dage mere siden deres sidste kamp, var heller ikke helt umærkede efter den intense fight. Aarhus Fremad skal til Næstved søndag eftermiddag og starter en time før vores kamp.
Fremad A var i Skive tirsdag aften, hvor de vandt 1-0 og har således haft en dag mere til at forberede sig, når der fløjtes op søndag. Men der er så meget spænding på nu på opløbsstrækningen til oprykningen, at spillerne nok gerne bider lidt smerte i sig for at være med. Selvfølgelig skal de også være fit for fight, men det klarer den blå sundhedssektor uden tvivl med sikker hånd.
Skal vi repetere, at der er fem point mellem nr. 1, Aarhus Fremad og nr. 3, Fremad Amager. Middelfart ligger som nr. 2 med 3 point op til Aarhus F og 2 point foran Fremad A. Vi kan altså selv afgøre det, som stillingen er. En sejr søndag vil selvfølgelig forbedre oddsene, men en uafgjort i Sundby er heller ikke et dårligt resultat for Middelfart, selv om Aarhus F måske vinder deres kamp og så udbygger afstanden.
Så er der målforskellen, der lige nu betyder et ekstra point til både Aarhus F (plus 30) og Middelfart (plus 16) i forhold til Fremad A (plus 9). Som tidligere nævnt er det vigtigt for Middelfart – hvis/når vi hænger på til sidst – selv at kunne afgøre det i sidste runde, hvor de to andre mødes i Aarhus.
Vi kan også glæde os over ikke at have tabt til de to konkurrenter. To sejre og en uafgjort mod begge indtil videre i de seks kampe og målscoren 13-4. Et godt rygstød at arbejde videre på.
Beholde serveretten
Som nævnt i optakten til Aarhus Fremad er der meget mentalt i at stå i den tætte kamp med få runder tilbage. Vigtigt at sørge for at få jævnt med point undervejs, så vi ikke står i en eller flere must win kampe til sidst. Der er ikke tvivl om, at det var et kæmpe boost for selvtilliden for ham og hele holdet, da Casper Radza nappede det straffespark, Aarhus F fik fem minutter før tid i onsdags. Der er en verden til forskel på at være tre eller seks point efter modstanderne.
Sådan vil det være igen på søndag. En sejr giver luft under vingerne med så fem point ned til 3. pladsen, en uafgjort fastholder forspringet på to point, mens et eventuelt første nederlag i 10 kampe vil betyde, at vi igen er under stregen og ikke længere selv kan afgøre det.
Fremad Amager, der nok har skuffet både sig selv og fodboldeksperterne ved at sætte deres store forspring og en ’sikker’ oprykning over styr her i foråret, skal nok ikke have en lillefinger. I efteråret satte de en serie på 7 sejre sammen efter nederlaget til Middelfart på 0-4 i august og indtil vi mødte dem igen sidst i oktober, hvor det blev 1-1 på Middelfart Stadion. Det pointtab stoppede det på det tidspunkt suveræne førerhold og de tabte de to følgende kampe.
Så Middelfart skal forsøge at beholde serveretten forud for de sidste fire runder ved at få et resultat i form af point med hjem fra Sundby. Så det handler igen om at holde modstanderne fra fadet og udnytte ens egne chancer. Dem kommer der nok ikke mange i et tæt opgør, hvor Fremad A selvfølgelig også kender kampens betydning. Vi havde mulighederne, især i 1. halvleg, i onsdags men uden mål blev det en kamp, der stod på vippen og heldigvis lykkedes det Radza & Co at holde hvepsene fra Aarhus i kort snor.
Det bliver nok også kampbilledet søndag, når anfører Lasse Thomsen skal lede sine holdkammerater gennem 90 minutter plus tillægstid og lægge op til en fornøjelig hjemtur efter en festlig søndag på Amager.
Dommer i kampen er Kasper Madsen, der fløjter op kl. 14.00 på Englandsvej 61, aka Sundby Idrætspark. Vejrudsigten ser lidt blandet ud, skyet, lidt eller ingen regn, let vind og ca. 15 grader.
Bonusinfo: Apropos overskriften - De rutinerede læsere kan måske erindre en gammel dansk film med titlen En søndag på Amager, skrevet for meget længe siden af Johanne Luise Heiberg som en vaudeville (et syngespil). Handlingen udspilles i Kongelunden, 10 km mod syd i luftlinje fra Sundby Idrætspark.
Tekst: Leo Jensen