Af de hidtidige otte kampe, Middelfart Boldklub har spillet siden starten i den første weekend i august, er de fire blevet spillet som aftenkampe på hverdage. To fredagskampe hjemme i Middelfart og to midtugekampe ude i Oddset Pokalen. Fredag aften spiller vi den næstsidste aftenkamp, når turen går til den sydlige del af Limfjorden og Hancock Arena i Skive. Det bliver så også den første kamp, der afvikles med lys i det tilstundende efterår, der ikke helt har sluppet de sommerlige temperaturer endnu.
Den sidste fredag i september ruller bussen til Frederiksberg Idrætspark, hvor vi møder FA2000 i det, der så bliver den sidste fredagskamp i efteråret. Faktisk kunne vi ifølge lodtrækningen til 3. runde af Oddset Pokalen have fået en hverdagskamp mere i sidste uge af september, HVIS vi havde vundet 2. runde kampen mod IF Lyseng. 3. divisionsholdet trak mestrene og de forsvarende pokalvindere fra FC København, der indimellem Superliga og Champions League gruppekampene også skal finde vej til Lyseng Idrætspark, hvis kampen ikke bliver flyttet til større rammer.
Der gik Middelfart altså glip af en interessant match og et besøg af Middelfartdrengen Rasmus Falk i korte bukser, der nok kunne have trukket et rekordpublikum til Adlerhusvej. Men nu kan vi koncentrere os om turneringen, som det ofte udlægges efter en skuffende pokalexit.
Sallings stolte sønner
Købstaden Skive, der ofte kaldes Sallings hovedstad – Salling er halvøen nord for Skive mellem Skive Fjord og Sallingsund og mod nord ligger øen Fur – har godt 20.000 indbyggere (Middelfart har godt 16.000) og ligger, hvor Karup Å munder ud i Skive Fjord, en fjordarm i Limfjorden. Bynavnet Skive betyder byen bag palisaderne (altså et forsvarsværk fra gammel tid) og rummer bl.a. Danmarks største kaserne.
En anden større by i Salling er Glyngøre, især kendt for fiskekonserves og nu også en bette cykelrytter ved navn Vingegaard, der kører fra dem alle i Frankrig og i disse dage også i Spanien. Fra Skive og Sallinglandet gik Hærvejen som Jyllands hovedvej i gamle dage, hvor kvægdrivere, handels- og andet godtfolk drog sydpå. Senere kom jernbanen og gjorde trafikken lidt lettere for sallingboerne.
Skive IK blev stiftet i 1901 og har gennem årene stået lidt i skyggen af andre større jyske klubber, bl.a. Viborg FF. Den bestående stadionrekord er fra en oprykningskamp i 50’erne mod netop Viborg, hvor over 10.000 så på. Skive IK har i flere omgange været i den næstbedste række, hvor det bedste resultat stammer fra 2010-11, hvor Skive sluttede som nr. 4. Senere har de opnået to 5. pladser.
Skive har to gange nået kvartfinalen i pokalturneringen. Skive IK skrev historie i pokalturneringen i 2019-20, hvor de i 1. runde vandt 16-1 over Lystrup, der var stærkt afbudsramt grundet flere spilleres tilvalg af festivaldeltagelse. Den er den største sejr i de landsdækkende runder i pokalturneringens historie. I 2. runde det år mødte Skive ude Middelfart og vandt 2-0. Det var revanche for et 1-4 nederlag i Middelfart tre måneder før i sæsonens sidste kamp, hvor Skive var sikret oprykning til NordicBet Ligaen. Middelfart blev nr. 4 det år. 3. runde blev endestationen for Skive, der tabte 3-2 til Brøndby efter at have ført 2-1 langt henne i den forlængede spilletid.
Jævn sæsonstart
Skive IK ligger efter de første seks runder på en 7. plads med 6 point, 5 point efter Middelfart på 4. pladsen. Skive har vundet en enkelt kamp, 1-0 ude over HIK, spillet to uafgjort på udebane, 1-1 mod FC Roskilde og 0-0 hos Thisted FC og en uafgjort hjemme med 2-2 mod FA2000. De to nederlag er mod topholdene Esbjerg fB (1-4) og Aarhus Fremad (1-2), begge på eget græs. I pokalen blev det til exit i 2. runde på hjemmebane mod Thisted FC.
Skive er altid en god mundfuld på egen bane, hvor Middelfart dog formåede at vinde, da vi sidst besøgte Hancock Arena. Det blev 1-0 i maj 2022 på et mål af Denis Fazlagic og en uge senere 1-1 hjemme i Middelfart, hvor Matthias Præst udlignede. Det var kampe i Kvalifikationsspillet. I Grundspillet tabte vi begge kampe, 2-3 hjemme i oktober 2021 og 0-1 ude en måned senere. Sæsonen endte som bekendt med nedrykning til 3. division.
I sidste sæson sled Skive IK lidt i det. Sæsonen sluttede med en tredjesidsteplads blandt de seks hold i Kvalifikationsspillet, dog med 7 point ned til nedrykningsstregen, hvorunder Frem og konkursramte Jammerbugt befandt sig. De gul- og blåstribede kommer fra tre uafgjorte på stribe og er nok stærkt opsatte på at vise deres publikum noget på eget græs mod oprykkerne fra Fyn og dermed holde lidt snor i Top 6, som de inden kampen mod Middelfart er to point efter.
Stabilt blåt forsvar
Middelfart kommer fra tre turneringskampe, hvor vi ikke har lukket mål ind. To 1-0 sejre hjemme over Fremad A og sidst mod Brabrand og 0-0 ude mod Nykøbing FC, der ligger lige i hælene på os med samme pointtal. Forsvaret har så yderligere bidraget med de to sejrsmål, som anfører Lasse Thomsen har stået for.
Målscoren på 7-4 – hvor fire af målene blev scoret i 3-1 sejren over Thisted FC sidst vi var på de kanter – for seks kampe vidner om tætte kampe, men indtrykket af kampene er, at Middelfart har været særdeles godt med i dem alle. Så de fleste hold i rækken er nok klar over nu, at Middelfart er kommet tilbage til 2. division for at spille med om de sjove pladser. Hver kamp er en ny kamp med nye udfordringer og Skive IK vil uden tvivl kræve endnu en fokuseret indsats af alle mand og evnen til at omstille sig undervejs i kampen.
Der bliver uden tvivl igen brug for et godt forsvar tilsat evnen til at udnytte nogle flere af vores målchancer på en listig Friday Fight Night i Skive, hvis vi skal have point med hjem i bussen på den lange hjemtur ned over den jyske højderyg.
Dommer i Skive er Rasmus Nielsen, der fløjter op på Hancock Arena kl. 19.00.
Tekst: Leo Jensen