Den danske pokalturnering, der indledtes for snart 70 år siden – første pokalfinale spilledes i 1955, hvor et af datidens store hold, AGF, vandt 4-0 over en overraskende finalist i Aalborg Chang, der spillede i 3. division – har haft flere navne gennem tiderne og hedder nu Oddset Pokalen. Der er nok meget høje odds på at enten Odense KFUM fra serie 1 eller Middelfart Boldklub fra 2. division når finalen, der spilles næste år den 9. maj, når de to hold mødes i 1. runde i Oddset Pokalen tirsdag aften i KFUM Parken.
De fleste oddssættere vil nok pege på en finale til næste år mellem to hold fra Superligaen, som det oftest har været de seneste år, men tidligere var der flere tilfælde, hvor hold fra lavere divisioner nåede hele vejen til finalen. Frem Sakskøbing, der fik en enkelt sæson i 2. division 1960, nåede finalen samme år, Randers Freja vandt som 2. divisionshold to år i træk, 1966-67, Lyngby fra 3. division i finalen 1970, Fremad Amager fra 2. division nåede ud i Europa i 1972, da Vejle vandt the double og Vanløse vandt i en ren 2. divisionsfinale mod OB i 1974. FCK og AGF har hver vundet 9 finaler. De forsvarende pokalmestre FCK i 13 finaler siden 1995, AGF i 12 finaler mellem 1955 og 2016.
Stærke Odense hold engang
I 60’erne var der stærke fodboldhold i Odense og ofte tre hold i den bedste række, 1. division, der også dengang bestod af 12 hold. B1909 vandt som det første fynske hold pokalen i 1962 med en 1-0 sejr over de danske mestre fra Esbjerg. B1913 vandt 2-1 i 1963 over Køge Boldklub, der i 1954 var det første hold udenfor København, der blev danske mestre.
Senere vandt B1909 igen i 1971 over Frem (1-0) og tabte finalen i 1977 til Vejle (1-2). OB har været i 7 finaler og tabte den første i 1974 og den foreløbig sidste i 2022 til FC Midtjylland. OB har således fem finalesejre, to gange over AaB og to gange over FCK samt en enkelt gang over B1901, der nu er en del af Nykøbing FC. AaB, der som bekendt sendte Middelfart ud i 4. runde sidste efterår, og nåede finalen, har også været i 13 finaler fra 1966 til 2023, men har tabt de 10 af dem.
I 1964, hvor B1909 blev danske mestre for anden gang, var der også fynsk deltagelse i pokalfinalen, da Odense KFUM fra 2. division optrådte i Idrætsparken mod de regerende danske mestre, Esbjerg fB. KFUM slog store hold som AGF i kvartfinalen og B1913 efter omkamp i semifinalen inden finalekampen. Den endte med 2-1 til Esbjerg, men kampen blev dengang meget omtalt grundet en situation i 2. halvleg, hvor Esbjerg førte 2-0.
Drama i Idrætsparken
KFUMs strateg og landsholdsspiller, Helge Jørgensen, slap fri af Esbjerg forsvaret, men landsholdsmålmanden Erik Gaardhøje løb ud og fældede KFUMs målsluger lige på kanten af feltet. I dag ville det have kostet et rødt kort, men Gaardhøje slap med en påtale og et frispark til de grønne, som KFUM blev kaldt lokalt. Niels Erik Kildemoes reducerede til 1-2 kort før tid, men Esbjerg fik deres første pokaltitel af i alt 3 i 7 finaler.
Under præmieoverrækkelsen fik Erik Gaardhøje voksenskældud af DBUs formand, Ebbe Schwartz, for sin usportslige optræden. Keeperen fældede en tåre over den hårde medfart, mens kammeraterne nok har rost ham for at tage en for holdet og skaffe de stærke vestjyder endnu en titel.
Odense KFUM var senere den sæson ét point fra at rykke op i 1. division, hvor AaB tog 2. pladsen, og i 1966 førte KFUM længe 2. division, men gik så helt ned i efteråret og sluttede som nr. 6. Året efter var det slut med 2. division for Odense KFUM, der var rykket op i 1960. I 70’erne opholdt KFUM sig i 3. division, hvor de i sæsonerne 1973 og 1974 lå i række med Middelfart, der med to 4. pladser sluttede over KFUM. I 1974 blev divisionerne udvidet til 16 hold, og Middelfart rykkede op i 2. division til et kort ophold i 1975. I 1976 rykkede begge klubber ned i DS.
KFUM havde nogle kortvarige ophold i 3. division i 1979 og nogle gange i 80’erne, inden de forlod divisionssystemet i 1990. Det blev så senere til et fald yderligere ned i rækkerne og der blev stille om klubben fra Højstrupkvarteret, der var nede at runde serie 2. Nu er udfordringerne i serie 1 og mon ikke også de grønne drømmer om bedre tider.
Middelfart vil selvfølgelig gå efter at komme videre til 2. runde og måske trække en modstander hjemme fra den høje ende, et lokalopgør mod Kolding, Fredericia, som vi slog i 2. runde sidste år, Horsens/Sønderjyske, OB eller Vejle. Eller måske en kamp ude mod vinderen af B1909 – Fjordager. Der er lodtrækning 11. august.
Kampen i KFUM Parken på Rismarksvej starter kl. 18.00 og dømmes af Jonas Bæk.
Tekst: Leo Jensen