De forberedelser til gensynet med 2. division, der for Middelfart Boldklub startede tirsdag den 11. juli i det bygevejr, der har kendetegnet den seneste måneds tid, skal nu testes for alvor. Den første turneringskamp i 2. division fløjtes i gang fredag aften på Middelfart Stadion kl. 18.45 – et kvarter før to andre opgør samme aften – når et af sidste sæsons tophold i rækken, Aarhus Fremad, gæster Fyns næsthøjest placerede divisionsklub.
Sæsonens første kamp er altid omgærdet med en vis spænding. Og måske med lidt mere uvished for en oprykker. Hvor står vi i forhold til niveauet i den højere række? Kan vi sammenligne styrkeforholdet i 3. division med 2. division, som vi rykkede ud af for et år siden? Middelfart var som bekendt helt suveræne i 3. division og sluttede 17 point foran medoprykkerne fra FA2000 – og hele 22 point foran 3. pladsen og VSK Aarhus – det fjerdebedste hold i Aarhus.
Oprykningen tilbage i juni måned var også et farvel til cheftræner Anders Jensen, der gennem halvanden sæson havde tøjlerne hos Middelfart Boldklub. Hans opgave blev defineret to gange undervejs. I første omgang gjaldt det om at redde Middelfart fra en nedrykning efter det uforløste efterår 2021, der stillede krav om rigtig mange point i foråret.
Der manglede lidt i den sidste ende, bl.a. efter et afgørende nederlag hjemme til Brabrand, det tredjebedste hold fra Aarhus, i slutfasen og i sit afskedsinterview i disse spalter ærgrede Anders sig et år efter stadig over, at det ikke lykkedes at holde os oppe i 2. division. Derefter blev hans og klubbens fokus rettet 100 procent ind på at slutte i Top2 i 3. division, sikre oprykning og skabe sammenhold og en vindermentalitet i Middelfart Boldklub.
Det lykkedes til fulde og kostede kræfter. Så derfor var begge parter enige om, at der skulle ny inspiration til for at bringe Middelfart videre ud fra det set up, klubben drives efter. Her kom Kristoffer Johannsen hurtigt ind i billedet. Siden foråret 2018 havde han stået i spidsen for Næsby Boldklub og skabt et stabilt divisionsfundament efter klubbens ene år i DS efter nedrykningen i sommeren 2018.
Kristoffer Johannsen, 46 år, med mellemnavnet Hedegaard, glæder sig til den nye opgave: Jeg er meget glad for at have fået muligheden i Middelfart. Uden at forklejne nogen eller noget er det et step up for mig som træner. Jeg oplever Middelfart Boldklub som en utrolig godt organiseret klub med en masse dedikerede folk omkring holdet, både dem jeg møder på træningsbanen og de mange frivillige, der har hjertet i denne klub og yder en uvurderlig indsats.
Kristoffer fortsætter: Jeg har samlet trænererfaringer fra min start i FC Fredericia efter stoppet som spiller i 2008, som assistent for divisionsholdet og som chef for klubbens andethold i DS, Fredericia KFUM. Det var i øvrigt Middelfarts senere træner, Jan Vingaard, der var chef i FC Fredericia på det tidspunkt. I 2011 kom jeg til Otterup i den daværende 2. division vest, hvor jeg mindes, vi fik store stryg af FC Fyn i min første kamp med holdet. To år senere gik turen til Dalum IF, med hvem jeg rykkede op i 2. division. I 2017 havde jeg et halvt års mellemspil i OKS i Fynsserien, inden jeg lavede aftalen med Næsby fra nytåret 2018.
Jeg bruger meget mine personlige erfaringer i mit arbejde med holdet, både på og udenfor banen. Alle i truppen skal forstå og være med på, hvad vi vil og hvordan vi gør det. Derfor bruger jeg meget tid på at komme tæt på truppen og prøve at få helheden til at spille. Det er også det, der bragte Middelfart så langt i sidste sæson, hvor holdet blev forvandlet fra en nedrykker til en vindermaskine, der ikke accepterede et nederlag. Det vil jeg bygge videre på sammen med de spillere, der har været her længere end jeg og de nye, der kommer til, forklarer Kristoffer Johannsen.
Hvad venter der os så?
Kristoffer Johannsen forklarer, at han har oplevet en meget positiv start i Middelfart, hvor alle har taget godt imod ham og hans ideer på banen. Han kan mærke, at der hersker en god ånd af professionel indstilling, vilje til resultater og at alle brænder for, at overgangen til 2. division skal blive så vellykket som mulig. Det er netop denne proces, hvor en gruppe forskellige mennesker samarbejder med et fælles mål, der har Kristoffers store interesse.
Jeg kender jo en del til Middelfart fra mange kampe gennem de år, jeg har været i Næsby, og ved at det altid er godt forberedte hold, Middelfart har stillet med. Og ja, Middelfart har også vundet de fleste indbyrdes kampe gennem de sæsoner, hvor vi har spillet i samme række, erkender Kristoffer.
Kristoffer Johannsen har også en fin spillerkarriere bag sig. Startede som ung i Roskilde, som vi også møder i denne sæson, og kom senere i ungdomsårene til KB og fik derefter kontrakt i FC København i midt 90’erne, hvor Benny Johansen var træner for den unge fusionsklub. I de år fik Kristoffer også 25 kampe på diverse ungdomslandshold fra U17-U21. Der var hård konkurrence om pladserne hos løverne, så turen gik videre til Brøndby IF og AB, der var store i de år. Skader og hård kamp om pladserne gjorde, at Kristoffer søgte over Bæltet, hvor han siden er blevet.
I 1998, hvor OB var rykket ud af Superligaen, fik Kristoffer et år og en oprykning med i Odense, inden et eventyr i hollandske Emmen fra den næstbedste række meldte sig på banen. Herfra mindes Kristoffer fire gode år med succes, ca. 140 kampe og tæt på oprykning. Lysten til at blive ude var der stadig i 2003, men klubben fik økonomiske problemer og Kristoffer fik en langvarig skulderskade og hvad så?
Valget faldt så på at tage hjem til Danmark og påbegynde en læreruddannelse i Odense med fodbold i B1913 i den næstbedste række. Det blev fra 2005 til en sidste flirt med topfodbold i Vejle i Superligaen og den aktive karriere sluttede i FC Fredericia i sommeren 2008.
Samme år begyndte trænerkarrieren som nævnt og Kristoffer Johannsen begyndte samtidig som lærer på fodboldlinjen på Efterskolen ved Nyborg, hvor han siden har undervist i fodbold og dansk. Og fodbold er jo et af de bedste sprog at kommunikere på, så det hænger sammen.
Fremad – igen et tophold?
Aarhus Fremad havde en fin sidste sæson, der endte på 4. pladsen efter hård kamp med oprykkerne Kolding IF og B93, mens Fremad sammen med Esbjerg fB måtte indstille sig på en sæson mere i 2. division. Det ambitiøse Aarhus hold under træner Morten Kjærgaard har ikke skruet ned for ambitionerne og sigter igen efter en plads i toppen.
Vi kender en del til de hvepsestribede, der var hårde ved os sidst, vi lå i række sammen i 2021-22. Vi fik 1-1 hjemme i det, der også dengang var sæsonpremieren, hvor vi følte os lidt snydt ved modstandernes udligning. Efter et hårdt efterår med kun én sejr og 7 point, en trænerfyring, assistent Thomas Thinggaard som interim træner i seks kampe, mødte vi Fremad igen i forårspremieren i Anders Jensens første kamp som træner. 1-0 til Fremad på et mål af den tidligere Middelfartspiller Mathias Damgaard, der nu er assistent i klubben. I slutspillet blev det 0-2 hjemme og 0-3 i Aarhus på bl.a fire mål af den tidligere Middelfartspiller Lucas From, der stadig er i Fremad.
Udover From er der i dagens Fremad trup angriberen Frederik Høgh, der efter sin tid i Middelfart var i B93, og nu er tilbage i Aarhus. Fremad har i sommer også styrket sig med spillere som Emil Nissen og Jagvir Singh fra FC Fredericia, Daniel Haarbo, lejet i FCK, nye målmænd i Benicio Pená fra B93 og Jeppe Ørris fra Randers samt Jacob Torp fra Kolding IF.
Middelfart har ud over Kristoffer Johannsen forstærket sig med en ekstra assistent i Jeppe Abel, som bliver præsenteret senere i disse spalter. De øvrige i staben omkring holdet fortsætter i de samme roller. Som foreløbige erstatninger for de fire spillere, der er væk fra foråret, målmand Peter Bergmann, Mathias Høgsholt, Denis Fazlagic og supersub Lester Tre Hayes, har Middelfart hentet Rasmus Jepsen-Jacob som ny målmand i truppen. Desuden har to prøvespillere lavet en aftale, forsvarerne Luca Ørsted Thorstensen fra AC Horsens og Søren Møller, tidl. Kolding IF og FC Sydvest.
Transfervinduet er stadig åbent august ud, så der kan nok forventes nyheder om nye emner som forstærkninger til truppen, mens turneringen så småt går i gang. Ud over Aarhus Fremad er der kamp på tirsdag mod Odense KFUM i KFUM Parken i 1. runde i Oddset pokalen, og modstanderne er derefter Thisted FC næste lørdag, fredag 14 dage kommer Esbjerg fB til Middelfart, lørdag 26/8 er der besøg af nedrykkerne fra Fremad Amager og september indledes med et besøg i Nykøbing Falster, hvor vi møder et andet nedrykkerhold fra NordicBet Ligaen. Er vi dygtige nok til at nå 2. runde, er der en ny pokalkamp i første uge i september.
Det tegner spændende. Middelfart har tidligere haft ry for at være sene startere, men i sidste sæson lagde vi ud med 4-0 over medoprykkerne FA2000. Mindre kan gøre det mod Fremad, men den nye turnering handler også om at få slettet nullet i pointstillingen og på egen målkonto. Kampen fredag aften fløjtes op kl. 18.45 af dommer Emil Martinussen.
Tekst: Leo Jensen