Middelfart Boldklub tæller ned til premieren på sæson 2023-24 i 2. division og juli måneds fjerde testkamp var torsdag aften henlagt til ALPI Arena i Næsby, hvor det lokale 3. divisionshold var værter for et fynsk lokalopgør, der altid rummer lidt prestige uanset om der er point på spil. Resultatet blev 1-1 (1-1) i en kamp med få chancer, men hvor Næsby nok var tættest på en afgørelse.
Middelfarts trænerstab med Kristoffer Johannsen, der kom til Middelfart fra Næsby Boldklub her i sommer, assistent Brian Kastling og den nye assistent Jeppe Abel, havde valgt en startopstilling med kendte navne og ventede til 2. halvleg med at bringe en række prøvespillere i spil.
Den så sådan ud: Casper Radza – Thomas Viggers, Lasse Thomsen, Marcus Mlynikowski – Jacob Linnet, Robert Kakeeto, Jonas Villemoes, Jonathan Kjær – Peter Kristensen, Malthe Boesen, Marcus de Claville.
Andreas Eriksen og Jakob Okkels var ikke til disposition.
Middelfart kom godt fra start med pågående spil og trængsel i hjemmeholdets felt og allerede efter 7 minutter kom der gang i målscoringen. Nærkamp i feltet og en blå forsvarer – Middelfart spillede i udebanerødt i denne kamp – havde hånd på bolden. Straffespark som Malthe Boesen tog sig af og bragede bolden op i hjørnet til venstre for målmanden. 1-0 og hvad så?
Så var vi i gang, håbede vi. Middelfart fortsatte med at presse og havde en del spil til fløjene, hvor kanterne Linnet og Kjær var offensive og lagde tryk på sammen med Peter Kristensen og de Claville. De blå i rødt havde også godt styr på midten med arbejdsomme Villemoes og en boldsikker Kakeeto, der byggede godt op.
I forsvaret var der godt styr på hjemmeholdets sprælske angribere og det var først omkring den halve time, Næsby på en rask omstilling var tæt på Radzas mål. Desværre lykkedes det ikke for Middelfart at omsætte spilovervægten til store chancer, da de sidste afleveringer hverken fra midten frem i feltet eller fra kanterne fandt rette adresse eller chancerne løb ud i driblinger, hvor Næsby fik en fod eller hoved i vejen.
Næsby, der har sæsonpremiere 5. august hjemme mod nedrykkerne fra BK Frem, lignede dog også et hold, der er godt rustet til slagene i 3. division, og sidste sæsons assistent Claus Madsen, der nu er chef efter Kristoffer Johannsens afgang, bør kunne se sæsonen i møde med en vis optimisme. Efter 38 minutter fik de udbytte af anstrengelserne, da Middelfart blev brudt oppe på Næsbys banehalvdel.
Rasmus Nissen havde luret, at Casper Radza var placeret langt ud af sit mål og fra en position på egen bane sendte han et højt forsøg afsted, der sejlede i en nydelig bue over Middelfart keeperen, der desperat forsøgte at nå tilbage. Et kuriøst mål, der sjældent ses, men selvfølgelig også tæller. Halvlegen løb til ende uden andet noteret på blokken.
Der manglede skarphed
I 2. halvleg var Næsby meget tæt på en føring lige efter pausen, da de i to omgange havde åbne chancer. Første gik Radza ud og blokerede en Næsbyangriber, der var helt fri i feltet. Bolden boblede op i luften og tilbage mod målstregen, hvor en Næsbyangriber i sin iver efter at nå bolden løb ind i stolpen og Mlynikowski kunne med en befriende spark sende bolden ud af farezonen.
Det var tæt på og i det hele taget virkede Næsby mest pågående i det første kvarter af halvlegen, hvor Middelfart igen havde problemer med at sætte noget sammen til åbne chancer og ikke fik afsluttet på de muligheder, der var. Efter 61 minutter blev der kombineret fint i højresiden med tre-fire mand involveret og Peter Kristensen fik til sidst åbent skud, men skød et stykke forbi.
Herefter foretog Middelfart tre udskiftninger, hvor de Claville, Jacob Linnet og Kakeeto forlod banen og blev afløst af William Akpan, Anton Stage og Valdemar Kwasniak. Få minutter fik netop Akpan Middelfarts største mulighed i kampen, da han blev spillet helt blank foran mål, men sparkede den store chance forbi højre stolpe.
Fem minutter efter skiftede Middelfart endnu tre ind, da Viggers, Malthe Boesen og Peter Kristensen gik ud og Oliver Hansen kom ind i forsvaret og et par prøvespillere fremme på banen. Ingen af holdene formåede at presse de to målmænd for alvor, selv om kampiveren var stor og flere gange måtte spillere fra begge sider ned i græsset og ømme sig lidt efter bidende tacklinger.
Et kvarter før tid blev Benjamin Zjajo og endnu en prøvespiller sendt i kamp som erstatninger for Villemoes og Jonathan Kjær. Middelfart pressede sig til lidt løse chancer i Næsby feltet i de sidste minutter uden en forløsende scoring og dermed sluttede den fjerde testkamp uafgjort. De tre øvrige blev først vundet over Holstein Kiel og siden to nederlag mod AC Horsens og Young Boys.
Hvor står vi?
Træningskamp har deres egen logik. Går det (for) godt kan man blive lullet ind i en falsk tro på egen styrke og går det mindre godt, kan det gnave i troen på egen formåen. Middelfart er inde i en proces nu, hvor vi går fra at have været storfavorit hver gang i 3. division og have vundet en masse kampe og til en ny rolle, hvor vi går på banen som udfordreren, der skal op mod flere forventet stærkere modstandere og forsøge at skabe overraskelsen.
Det mindede træner Johannsen også spillerne om i sin evaluering af kampen og de indtryk, vi har med fra sommerens træningskampe. Det skal ikke få os til at miste troen på egne evner, men tværtimod minde os om, at vi skal forvente at skulle yde mere hver gang, end vi i en sejrrig sæson har været vant til, og bliver hårdere straffet for de fejl, der opstår.
Middelfart råder stadig over størstedelen af den trup, der blev bygget godt op i sidste sæson og kan vi med dygtighed og lidt held i løbet af august skaffe forstærkninger og gode erstatninger i truppen for dem, der er rejst, kan de begyndende bekymringsrynker sikkert glattes ud.
Men det er vigtigt at komme med fra starten af den nye sæson, få point, score mål og holde nullet bagude flest mulige gange. Så styrkes selvtilliden automatisk – sejre giver vinger, siger man – og vi bygger videre på fundamentet fra sidste sæsons succeser.
Sæsonens første kamp er fredag den 4. august kl. 18.45 på Middelfart stadion, hvor Aarhus Fremad kommer på besøg.
Tekst: Leo Jensen