Efter en flot sæson med mange sejre og suveræn oprykning er Middelfart Boldklub nu startet på forberedelserne til den kommende sæson i 2. division, hvor modstanderne er i en lidt anden kategori. Middelfart beviste i sidste sæson, at de formåede at løfte sig hurtigt efter nedrykningen og skabte et vinderhold, der var totalt overlegne sæsonen igennem og der var aldrig for alvor tvivl om 1. pladsen.
Den nye sæson blev indledt tirsdag og efter tre gange træning stillede Middelfart op med ny træner og en sammentømret trup tilsat seks prøvespillere i denne kamp. 24 spillere kom i kamp over de 2 x 45 minutter og resultatet blev 3-1 (1-0) til Middelfart efter en god indsats, der også var præget af mange ud- og indskiftninger.
Fin 1. halvleg
Assistenttræner Brian Kastling beretter om en god kamp, hvor Middelfart kom godt ud af starthullerne og dominerede især de første 15 minutter med iderigt opspil. Marcus de Claville kunne have givet de blå en kanonstart efter et flot opspil, men stillingen forblev målløs til hen mod slutningen af 1. halvleg.
Middelfart lagde ud i følgende opstilling: Casper Radza – Marcus Mlynikowski, Thomas Viggers, prøvespiller – prøvespiller, Robert Kakeeto, Anton Stage, prøvespiller – Marcus de Claville, Malthe Boesen, prøvespiller.
Middelfart havde 24 spillere til rådighed i kampen, herunder seks på prøve. I næste uge kommer nye prøvespillere til og skal forsøge at overbevise om, at de skal være en del af truppen i den kommende sæson.
Efter det første kvarter kom Holstein Kiels udvalgte, der bestod af et blandet hold, bedre med i kampen og fik vist noget de næste tyve minutter uden dog rigtig at blive farlige. Holstein Kiel startede deres træning for 14 dage siden og burde derfor være lidt foran Middelfart.
Middelfart kom på 1-0 efter 39 minutter, da de bryder Holstein Kiel højt på banen, og Andreas Eriksen, der sad ude med skader det meste af foråret, var iskold, da chancen bød sig og nettede til halvlegsføringen.
Mange nye på banen
I 2. halvleg var spillet som ofte i testkampe præget af mange udskiftninger på begge sider, og det kom Middelfart klart bedst ud af. Og allerede efter 4 minutter i halvlegen stemplede William Akpan, der også sad meget ude i foråret, ind med scoringen til 2-0 efter fornemt opspil og en række præcise pasninger, der endte med et flot mål fra kanten af feltet.
Spillerne i truppen fik fordelt tid mellem 25 og 45 minutter og fra starten af 2. halvleg fik den nye keeper i truppen, Rasmus Jepsen-Jacob, der senest spillede i IF Lyseng, mulighed for at vise sig frem. Det gjorde han godt på samme måde som Casper Radza i 1. halvleg.
Det blev en rigtig fin kamp mod en god modstander, der gav os kamp, fortæller Brian Kastling. Middelfart spillede frisk til og viste igen evnen og viljen til at gå efter flere mål på trods af en ’sikker’ føring på 2-0. Alle spillere fik minutter i benene og Middelfart blev snydt for et mål undervejs på en fejlagtig annullering af en scoring. Det blev dog til 3-0 på et mål fra modsatte side af feltet efter et fornemt Middelfart opspil, der gav en prøvespiller mulighed for at sætte kronen på værket efter en times spil.
Holstein Kiel fik reduceret til 1-3 med et kvarter tilbage, men det ødelagde ikke indtrykket af en fornem indsats af en trup med kun tre træningsdage i benene.
Assistenttræner Brian Kastling: Vi leverede en rigtig fin kamp mod en god modstander. Vi startede i tirsdags med træning og en trup, der kom tilbage fra ferie med luft og gode ben. Nu er vi kommet i gang og fornemmelsen er god efter de første træningsdage, hvor vi også har haft en del prøvespillere ind over. Det fortsætter i næste uge og lidt efter lidt får vi sammen med cheftræner Kristoffer Johannsen, der også er ny mand i omklædningsrummet, en fornemmelse af, hvor vi står, og hvad vi skal have fokus på.
Tirsdag aften er der igen kamp, denne gang ude mod et hold fra AC Horsens, der som bekendt er nedrykker fra Superligaen. AC Horsens starter den nye sæson i næste weekend ude mod oprykkerne fra Kolding IF, så det bliver igen en hård test for Middelfart, selv om Horsens måske ikke kommer med hele NordicBet Liga kavaleriet. Vi spiller kl. 18 i Horsens.
Næste lørdag er der test mod Young Boys fra 3. division hjemme på Middelfart Stadion, hvor der indledes kl. 11.
Tekst: Leo Jensen