Det var træner Anders Jensens sidste kamp i spidsen for Middelfarts oprykkere og vindere fra 3. division, da bussen fredag eftermiddag rullede mod Ishøj på den københavnske vestegn. Sæsonens sidste kamp mod Vanløse på lørdag får han ikke med, da træneruddannelsen til P licens træner kræver hans tilstedeværelse. Så det var en flot afsked med træneren i spidsen, da kampen mod Ishøj IF blev vundet 2-0 (0-0) på to mål af topscorer Malthe Boesen, der med syv mål i alt i sæsonens kampe mod Ishøj har været deres onde ånd.
Anders Jensen har udregnet sit pointsnit pr kamp i de tre halvsæsoner hos Middelfart til 2,06 og er stolt over, at hans hold trods den for længst afklarede oprykning og totale overlegenhed i stillingen stadig mobiliserer så meget sejrsvilje, at samtlige tre kampe, efter oprykningen blev sikret, også er blevet vundet.
Vi er blevet en meget stærk enhed, der er svære at spille mod og simpelthen ikke tror, vi kan tabe, hvis vi bare fortsætter med at køre på. Det blev kampen i Ishøj endnu et eksempel på. En relativ lige kamp uden de store højdepunkter langt ind i opgøret og så afgør Middelfart det hele med to fine mål i det sidste kvarter.
Lidt ændret opstilling
Anders Jensen har haft den store fordel at have en bred og kompetent trup til rådighed og har kunnet skifte ud og ind på holdet i forhold til skader, karantæner, formdyk osv uden at svække holdet. Det skete også i Ishøj.
Jeg vil gerne sende spillerne på ferie med gode oplevelser i bagagen. At hele truppen føler, at de er blevet brugt og er vigtige, så alle, der stadig skal være i Middelfart i næste sæson, starter træningen op med masser af motivation og tro på, at der også ligger gode sportslige oplevelser og venter i 2. division. Jeg er sikker på, at Middelfart godt kan gå efter en Top6 placering i næste sæsons grundspil, fastslår Anders Jensen.
Opstillingen i Ishøj så sådan ud: Casper Radza – Oliver Hansen, Mathias Høgsholt, Marcus Mlynikowski – Jakob Okkels, Jonas Villemoes, Valdemar Kwasniak, Anton Stage – Peter Kristensen, Malthe Boesen, Denis Fazlagic. Spillere som Robert Kakeeto, Andreas Eriksen og William Akpan var ikke til rådighed.
Kampen mod Ishøj var uden større betydning for placeringerne i Oprykningsrækken og træneren beskriver det som en kamp, der ikke vil blive husket længe. Ikke voldsomt mange målchancer, Middelfart på cruise control i perioder og modstanderne blev trætte, efterhånden som kampen skred frem. Målløst ved halvlegspausen.
Fra det 65. til det 70. minut skiftede Middelfart tre mand ind for at lægge mere pres på modstanderne. Lasse Thomsen afløste Valdemar Kwasniak, Jacob Linnet afløste Jakob Okkels og Marcus de Claville byttede med Denis Fazlagic.
Kort efter kom føringen ti Middelfart. Peter Kristensen rev sig løs på kanten og lagde efter 74 minutter en præcis bold ind i hovedet på Middelfarts topscorer, Malthe Boesen, der bragte sit hold på 1-0 og sejrskurs. Det var også Malthe Boesen, der inde i kampens tillægstid gik alene mod mål og fra en spids vinkel skabte sejrscifrene 2-0.
Forinden havde Middelfart skiftet på to pladser mere. Med ti minutter igen kom Jonathan Kjær på banen. Ud gik Anton Stage. Fem minutter senere kom Thomas Viggers også i kamp, da han byttede med Oliver Hansen.
Anders Jensen: Kampen var et godt eksempel på hvad den fine trup, der er samlet I Middelfart, formår. Gode og dybt dedikerede spillere, der har en stærk klub- og træningskultur som sit DNA og efter min mening klæder Middelfart Boldklub. Der er skabt et stærkt fundament for udfordringerne i 2. division og jeg er på vegne af min afløser meget fortrøstningsfuld med henblik på fremtiden.
En uvis fremtid
Anders Jensen vil altid huske tilbage på sin tid i Middelfart med stor glæde og vil også følge klubben i fremtiden og kigge ind til kamp i det omfang, fremtidige opgaver tillader det, fortæller han. Der er ikke et nyt trænerjob ellert noget i kikkerten lige nu, hvor det er P licensen, der er næste opgave. Færdig i august og så skal der kigges på fremtidens opgaver.
Jeg har ikke travlt med at binde mig til noget, fortæller Anders Jensen. Jeg har ikke gjort mig konkrete tanker om præcist hvad jeg leder efter. Men det skal være noget, jeg føler passer til mine ideer om et set up jeg kan se mig i. Nok noget med flere fuldtidsansatte, så jeg har nogen at sparre med kontinuerligt både før, under og efter træning, uddyber Anders.
Jeg vil gerne udfordres og skubbes til i hverdagen og have mulighed for at drøfte og afprøve forskellige ting, som også er med til at udvikle mig som træner og menneske. Hvis der ikke viser sig noget, der tiltaler mig og hvor jeg kan bruge min nyerhvervede uddannelse og erfaring, kan jeg også se mig selv som underviser igen i en kortere eller længere periode eller i kombination med trænerjobbet. Det har jeg lang erfaring med og kan lide det, fastslår Anders Jensen.
Middelfart spiller sidste kamp på lørdag hjemme mod Vanløse IF kl. 14.00. Her vil assistent Brian Kastling være midlertidig chef.
Tekst: Leo Jensen