Sæsonens tredjesidste kamp er et opgør mellem nr. 1, Middelfart Boldklub, der allerede har sikret sig førstepladsen endegyldigt, og rækkens nr. 2, FA2000, der ud fra stillingen er favorit til at tage den anden oprykningsplads. Aktuelt fem point foran nr. 3, VSK Aarhus, som vi slog 2-1 på udebane pinselørdag på en god slutspurt de sidste ti minutter.
Middelfart kan medvirke til at bringe ny spænding ind i oprykningskampen ved også at slå FA2000 og forudsat, at VSK vinder sin kamp i Næsby, vil der så være to point mellem holdene inden oprykningsfinalen i næste runde, hvor FA og VSK mødes på Frederiksberg.
Altid stræbe efter det bedste
Som træner Anders Jensen anførte efter sejren i Aarhus over VSK, var han meget tilfreds med, at spillerne hev op i sig selv og endnu en gang gik efter sejren, selv om oprykningen var sikret inden kampen og at det logisk nok var VSK Aarhus, der havde mest at slås for i den kamp.
Den sejrsvilje skal være til stede både til træning og i kamp, uanset hvor vigtig kampen er. Stræben efter sejr er det, der udvikler holdet og staben omkring det. Det gælder således også på bænken, hvor trænerne skal være dygtige til at læse kampen og ændre taktik ud fra kampens forløb.
Det lykkedes med et ændret spilsystem i lørdags, hvor modstanderne pludselig blev overrumplet af en ny taktik, der satte dem under pres. Og de to mål til sidst beviste, at det altid kan betale sig at gå efter et resultat, selvom det ser svært ud.
Følte os lidt snydt
Kampen mod FA2000, der er den fjerde mod dem i sæsonen, rummer ligesom kampen mod VSK, der havde slået os 1-0 i Middelfart 14 dage før, et vist revanchemoment. Middelfart vandt relativt ubesværet over FA i sæsonens 1. runde, hvor vi startede på udebane. 3-0 ved halvlegspausen på mål af Peter Kristensen og to af William Akpan og slutresultatet 4-0 på et mål efter pausen af Malthe Boesen.
I marts mødtes vi en kold tirsdag aften på kunsten på Færøvej i den kamp, der blev aflyst i efteråret, hvor Storebæltsbroen var spærret, da FA bussen skulle over. Jonathan Kjær bragte Middelfart foran i 1. halvleg og alt åndede fred og idyl i en kamp uden vanvittigt hårdt spil, men med et uforståeligt tocifret antal advarsler.
Da FA2000 så udlignede til 1-1 efter mere end 8 minutters overtid i 2. halvleg, var det også på baggrund af en uforståelig kendelse af kampens dommer, der satte sig selv i hovedrollen. Frustrationer i den fynske lejr og der var derfor et stort ønske om at revanchere det resultat, da vi mødtes igen i starten af maj på Frederiksberg på et forblæst stadion.
Forløbet gentog sig i et omfang, da Middelfart bragte sig på 1-0 ved Marcus de Claville cirka midtvejs i 2. halvleg. Fem minutter før tid fik FA2000 så gevinst hos dommeren, da de igen igen kastede sig i feltet i en nærkamp. Så blev der endelig dømt straffespark, som hjemmeholdet taknemmeligt udnyttede til et nyt 1-1 resultat.
Så Middelfart følte sig lidt snydt med det ene point ved begge lejligheder og nu kommer muligheden for at vise, hvem der regerer i 3. divisions oprykningsspil. Vi er inden kampen 11 point foran FA2000 og det vil være fint dels at øge den forskel, dels at vise at vi er topholdet. Og forude kan vi med fuld gevinst skimte imponerende 75 point som sluttotal. Men rolig nu: En kamp ad gangen.
Anders Jensen: Kun ved at sætte os nye mål, altid gå efter sejren og slås for alle tre point hele kampen igennem udvikler vi os som hold. Og vi ruster os dermed til de nye opgaver og udfordringer, der venter os på den anden side af sommerferien, hvor 2. division og endnu hårdere modstandere venter. Læner vi os tilbage og hviler på oprykningen og tidligere bedrifter, er vi allerede i gang med at blive ringere.
Kampens dommer er Mathias Levin Pedersen, der fløjter op kl. 14.00 til sæsonens næstsidste hjemmekamp. Fredag den 9. juni skal vi til Sjælland og Ishøj til den sidste udekamp og forsøge at holde rekorden som ubesejret på udebane. Endelig er der sæsonens sidste kamp på Middelfart Stadion lørdag den 17. juni, hvor vi får besøg af Vanløse IF.
Tekst: Leo Jensen