Efter nu i snart en uge at have nydt oprykningen, der kom på plads med 0-0 hjemme mod Næsby en minderig fredag aften – ikke så meget for spillet og resultatet, men for slutproduktet – på Middelfart Stadion, skal Middelfart Boldklub nu gøre sæsonen færdig på en ordentlig måde.
Der er først sommerferie fra midten af juni, så for vores egen skyld og en sportslig korrekt afvikling af de fire resterende runder, hvor der stadig er en oprykningsplads på spil mellem FA2000 og VSK Aarhus, skal der stadig være fuld fokus på gode resultater.
Lidt målfattigt lige nu
Vi kom altså fra de to seneste hjemmekampe uden at score og scorede en enkelt gang i kampen forinden i 1-1 kampen ude mod FA2000, så nu må et af fokuspunkterne være rettet mod at få gang i målscoringen igen. Vi kan spille frit, da oprykningen er hjemme, så uden at kaste alle defensive pligter overbord, må der kunne blæses til mere angreb.
Den anden hjemmekamp uden scoring var mod VSK Aarhus, som vi lørdag skal op imod igen. Århusianerne skal frem og score, da de tabte et skridt og den andenplads, de nåede efter 1-0 over Middelfart, med deres 0-0 hjemme mod Vanløse i sidste runde. FA2000 benyttede VSKs pointtab til at bringe sig to point foran, da de vandt deres kamp over Ishøj.
FA2000 er Middelfarts næste modstander hjemme lørdag den 3. juni, så vi er lige nu midt i kampen om andenpladsen og dermed den anden oprykningsplads.
Slå tilbage
Det er selvfølgelig altid et mål at vinde så mange kampe som muligt og for kampen lørdag og de tre resterende – udover FA2000 er det Ishøj ude fredag den 9. juni og den afsluttende hjemmekamp mod Vanløse 17. juni – gælder der det det slutmål, at fire sejre kan give en total pointsum på 75 for sæsonen. Det er da et fint mål at gå efter – sejr efter sejr og slutte af med succes.
Vi lå før slutspillet med et pointsnit pr kamp på 2,45 for 22 kampe. Det er efter 28 kampe faldet til 2,25 for to sejre (begge ude), tre uafgjorte og et nederlag hidtil i slutspillet. Kan vi hente 12 point mere, ender vi på ca. 2,35. Taber vi alle fire kampe, ryger vi under to point i snit pr kamp. Måske et lidt ligegyldigt regnskab, men det vil vi ikke.
Og så er der vel også et mål i sig selv i, at vi ikke ønsker en kampserie på mere end de tre kampe uden sejr, vi står på lige nu – og ikke en hel maj måned uden sejre. Sidste sejr var 3-2 over Vanløse 29. april.
Hvem skal vi møde i næste sæson
Ellers er der vel kun at sige, at nu er forberedelserne til næste sæson også gået i gang. Med vished for deltagelse i 2. division ved vi nogenlunde, hvad og hvem der venter. Fremad Amager og Nykøbing FC kommer ned fra NordicBet Ligaen.
Der er et kæmpeslagsmål i gang om oprykningen fra 2. division, hvor Esbjerg, B.93, Kolding IF og Aarhus Fremad indenfor ét points forskel ser ind i fire spændende runder. To af dem skal op, de andre skal vi møde. Derudover er der AB, Thisted, FC Roskilde, Brabrand, Skive og enten HIK eller Frem som det sidste hold, der undgår nedrykning fra 2. division.
Det scenarie kan vi begynde at ruste os til. Det bliver uden tvivl en både interessant og krævende sæson 2023-24, der venter.
Kampen i Vejlby Risskov Centret – VSKs klubanlæg – starter kl. 13.30 med Martin Bødker Jensen som dommer. Der er udsigt til en tør, solrig dag og forhåbentlig revanche og tre point med hjem i bussen.
Tekst: Leo Jensen