Så blev den længe ventede oprykning endelig en kendsgerning. Middelfart Boldklub spiller igen i 2. division, når den nye turnering starter i august. Et point mere skulle der til og det blev hevet i land med 0-0 mod Næsby Boldklub for øjnene af godt 600 tilskuere på en solrig fredag aften på Middelfart Stadion.
Der var selvfølgelig god stemning blandt spillere, trænere, ledere, hjælpere og publikum, som stadionspeakerikonet Vagn Ove løftede yderligere med at love fri udskænkning, da dommeren fløjtede for sidste gang. Spontan sommerfest efter en vellykket sæson, der kronedes med oprykning efter 19 sejre, 6 uafgjorte og kun 3 nederlag.
Der er fire kampe tilbage inden ferien og det næste mål må være at forsøge at runde 70 point og fortsætte sejrsstimen, så vi går ind til en ny sæson med succes i bagagen.
En kontrolleret kamp
Middelfart stillede til kampen i følgende opstilling: Casper Radza – Thomas Viggers, Mathias Høgsholt, Marcus Mlynikowski – Jacob Linnet, Robert Kakeeto, Lasse Thomsen, Jonathan Kjær – Peter Kristensen, Malthe Boesen, Jonas Villemoes.
Hjemmeholdet spillede frisk til fra starten af kampen og satte modstanderne under hårdt pres i forsøget på at få et tidligt mål og åbne kampen. Der blev kombineret ganske fint ude på den midterste tredjedel af banen og defensiven var meget påpasselig.
Næsby, der havde tabt tre gange til favoritterne i denne sæson, var dog ikke indstillet på at give Middelfart gaver i anledning af oprykningen og forsvarede sig godt. 1. halvleg blev derfor angrebsmæssigt ikke nogen sprudlende oplevelse og Middelfart måtte notere en halvleg uden et eneste skud på mål.
Som alle på stadion var klar over, var ét point tilstrækkeligt for Middelfart, så taktikken med en kontrolleret offensiv – så længe vi har bolden, scorer de andre ikke – var forståelig. Og så kunne vi håbe på, at topholdet med den forventelig største motivation – Næsby har udspillet sin rolle i slutspillet – ville sætte tingene på plads i 2. halvleg med en afgørende scoring.
En forskrækkelse
De sidste 45 minutter startede med en forskrækkelse. I halvlegens første minut betød en manglende afstemning i forsvaret, at en Næsbyangriber var helt alene igennem og fra en position inde i feltet forsøgte han at overliste Middelfartkeeperen. Casper Radza var dog reaktionsstærk i situationen og reddede sit hold fra en tidlig scoring.
Næsby kom i 2. halvleg længere frem på banen og fik en del mere spil. Middelfarts normalt så boldfaste midtbane havde sværere vilkår end oftest set. Vi skulle hen til det 58. minut, inden Middelfart for alvor viste tænder. Jonas Villemoes, der spillede en god kamp, var med i nogle kombinationer i højresiden og gik til baglinjen.
Hans præcise aflevering tilbage i feltet til en godt placeret Malthe Boesen endte med et forsøg lige over overliggeren. Kampen mistede lidt tempo i 2. halvleg og træner Anders Jensen forsøgte at give angrebet flere strenge at spille på, da han trak centerforsvarer Mathias Høgsholt ud, satte Lasse Thomsen tilbage på sin vante plads i forsvaret og Marcus de Claville kom ind på venstrekanten mod sine gamle klubkammerater.
Middelfart skulle dog lige gennem en forskrækkelse mere efter 73 minutter, hvor en Næsbyangriber igen kom tæt på Middelfartmålet i hjemmeholdets venstre side. Forsøget blev dog afværget og kort efter kom der nye kræfter ind i form af Jakob Okkels, der afløste Jacob Linnet, og William Akpan byttede med Peter Kristensen.
Akpan viste tænder fem minutter efter indskiftningen, da han broderede på højrekanten og serverede en sukkerbold for Marcus de Claville, der dog sparkede lidt for dybt i bolden, som fra kort afstand strøg over Næsbykeeper Phillip Gejls overligger.
De sidste ti minutter plus dommerens tillæg på godt fem, lignede de foregående 80 minutter. Middelfart i overvejende boldbesiddelse med mange berøringer uden reelle forsøg på afslutninger. Denis Fazlagic kom ind til sidst som afløser for Malthe Boesen, der kæmpede hårdt kampen igennem med de store Næsbyforsvarere, Mikkelsen og Molberg, og måtte bide i græsset et par gange.
Og så var det alligevel tæt på en afgørelse til allersidst. Jakob Okkels kom igennem i højre side og lagde en god bold ind i fødderne på Claville, der fik aftenens anden store chance for at blive dagens målhelt. Igen strøg afslutningen lige over mål.
Forløsningen
Dermed var slutspillets andet målløse opgør (første gang mod Ishøj) på Middelfart Stadion tæt på at være en kendsgerning. Og Middelfarts anden kamp i træk uden scoring – heldigvis sjælden kost. Men Næsby blev holdt fra scoring i alle fire indbyrdes kampe i sæsonen.
Så var dommerens ur løbet tør for tillægstid og slutfløjtet og dermed forløsningen var signalet til synlig oprykningsglæde. Der var nytrykte t-shirts med gylden skrift til alle omkring holdet med teksten ’Middelfart i 2. division’ og efter knus, klem og kram på banen, fotosession mv kunne spillerne komme i omklædningsrummet og lade sejrssangen med grillen og pølsemix og det hele – trods det manglende sejrsmål – runge for fuld hals.
Situationen efter sidste sæsons store skuffelse med nedrykningen er genoprettet. Middelfart Boldklub er tilbage, hvor vi hele tiden har ment, vi skulle have været – og nu kan forberedelserne til næste sæson så småt gå i gang. Denne sæsons opgave – at slutte i Top2 i 3. division og nu meget tæt på en sikker 1. plads – er løst perfekt. 2. division bliver en anden opgave og vi glæder os meget.
Tekst: Leo Jensen