Middelfart Boldklub er nu så tæt på den længe ventede oprykning, at meget skal gå galt, før det går galt. Efter to forsøg med først 1-1 ude mod rækkens nr. 2, FA2000. for 14 dage siden og derefter 0-1 hjemme mod den nye toer, VSK Aarhus, for en uge siden, ligger vi stadig til selv at kunne afgøre det. En sejr fredag aften over Næsby BK vil også sikre førstepladsen og uafgjort er såmænd også nok. Men det kan vi ikke spille på.
Efter kampen mod de fynske rivaler ser programmet sådan ud: Lørdag 27/5 ude mod VSK Aarhus, lørdag 3/6 hjemme mod FA2000, lørdag 10/6 ude mod Ishøj IF og sidste kamp er 17/6 hjemme mod Vanløse IF.
Det gik bare ikke
En kort opsamling på kampen sidst mod VSK Aarhus, hvor nederlaget på 0-1 (0-0) dels var et resultat af egen manglende indsats og stolpe ud i flere afgørende situationer, dels en stærk og motiveret modstander i VSK, der virkelig har grebet chancen i Oprykningsspillet, hvor de startede i bunden af puljen med seks point op til en oprykningsplads.
Den afstand har århusianerne nu udlignet med sejren over Middelfart. Cheftræner Anders Jensen, der afsonede sin sidste karantænedag mod VSK, beskriver sin oplevelse af kampen sådan:
Vi spillede ikke en god kamp mod VSK. Vi har måske for længe spillet uden det helt store pres, haft et stort forspring og vundet mange kampe, også uden altid at spille op til vores bedste, og nu står vi så ved målstregen. Jeg oplevede ikke, at vi var specielt nervøse før kampen, men der kom bare ikke den nødvendige tænding med ind på banen.
Middelfart stillede i den kamp med følgende hold: Casper Radza – Thomas Viggers, Lasse Thomsen, Mathias Høgsholt – Jakob Okkels, Robert Kakeeto, Jonas Villemoes, Jonathan Kjær – Denis Fazlagic, Peter Kristensen, Marcus de Claville.
I 2. halvleg blev Jacob Linnet skiftet ind efter pausen. Efter VSKs sejrsmål efter ti minutter i 2. halvleg kom også Malthe Boesen, Marcus Mlynikowski, William Akpan og Tre Hayes på banen.
Anders Jensen fortsætter: Vi taber sammen, men vi vinder heldigvis mere sammen. Nu venter alle på forløsningen mod Næsby, og vi vil selv afgøre det fredag aften og ikke vente på, at konkurrenterne måske sætter point til lørdag og afgør det for os. Vi vil opleve begejstringen og glæden ved selv at gøre en fremragende sæson færdig – og det gør vi bedst med en sejr.
Kan blive en svær kamp
Der er ingen tvivl om, at Næsby ikke har lyst til at overvære en oprykningsfest i Middelfart og vil kæmpe for et godt resultat. Vi kender godt selv fornemmelsen fra årene i 2. division, hvor vi i flere sæsoner var en del af oprykningskampene. Her oplevede Middelfart i flere tilfælde, at modstanderne fejrede oprykning efter en kamp mod os.
Jeg var jo selv en del af det, da Kolding rykkede op i NordicBet Ligaen for nogle sæsoner siden efter en uafgjort kamp mod netop Middelfart på Kolding Stadion, husker Anders Jensen, der var cheftræner i Kolding på det tidspunkt.
Det er kun sjovt for dem, der rykker op. Vi skal derfor vise, at vi vil vinde, komme med den rigtige energi og taktik og dermed gøre os fortjent til oprykningen. Lykkes vi med det, så bliver det os, der får den store fælles oplevelse, oplever begejstringen og kan synge sejrssangen i omklædningen efter kampen, fastslår Anders Jensen.
Anders Jensen vil også godt indrømme, at det har været en hård tørn at sidde ude på tribunen i de tre seneste kampe grundet karantæne. Han fastslår, at den negative oplevelse har han taget ved lære af og indset, at han ikke bare straffer sig selv, men hele holdet, når det sker.
Så der skal findes den rigtige balance mellem at udstråle energi og sejrsvilje, også verbalt, og løfte spillerne til en ekstra indsats og hvordan det kommer til udtryk, forklarer Anders Jensen, der har været afløst af assistent Brian Kastling og sportschef Søren Godskesen i de nævnte kampe.
Nu er chefen tilbage på bænken til fredagens opgør, der forhåbentlig bliver en minderig aften. Deres ydmyge referent udtrykker også en stille glæde over at kunne være en del af den oplevelse, da han var forhindret sidste weekend.
Skal vi repetere resultaterne af de hidtidige tre kampe i sæsonen mellem Middelfart og Næsby. Tilbage i august blev det 4-0 på mål af Peter Kristensen, William Akpan og Malthe Boesen i 1. halvleg og Peter Kristensen scorede igen i 2. halvleg. Før påske blev det det 1-0 i Grundspillet på Robert Kakeetos mål på kunsten i Ådalen og kort efter igen 1-0 på ALPI Arena i Næsby på overtidsscoringen af Tre Hayes.
Dommer i fredagens kamp er Morten Helweg Andersen og der fløjtes op kl. 18.30. Kom på Stadion og få en speciel oplevelse, når der er Friday Fight Night i Middelfart med blå aften under Stadions nyudsprungne stemningsskabende træer.
Tekst: Leo Jensen