Det er længe siden, at Middelfart Boldklub har noteret et 0-0 resultat. Det er så ikke usædvanligt, at vi holder nullet i vores ende af banen – det var faktisk 13. kamp i denne sæson, at Casper Radza & Co. holdt et clean sheet – og heldigvis er det meget sjældent, at vi ikke scorer overhovedet i en kamp. Men det har vi så oplevet to gange i dette forår og i den foregående kamp i Næsby var det også overhængende tæt på.
Det var ikke fordi, chancerne ikke var der i sidste uges kamp mod Ishøj, flest til allersidst, men der manglende altså lige det sidste afgørende stykke ind over stregen. Målløst var måske ikke det mest ventede resultat i en kamp mellem rækkens to mest scorende hold, men det ene point til begge sider fastholdt positionen i toppen af Oprykningsspillet sammen med FA2000s ligeledes målløse opgør mod Næsby.
Tid til revanche
Forårets første kamp var mod netop Vanløse IF, der overraskende tog alle tre point med fra kunsten på Færøvej med 2-0 sejren. Der var ikke ret meget, der lykkedes for Middelfart i den kamp, hvor vi trods gode testkampresultater op til forårspremieren ikke fik spillet til at fungere.
Da Vanløse så havde bragt sig foran med to mål inden for de første tyve minutter, blev det en kamp mod et hold, der stod dybt med alle mand og gjorde det svært at komme på skudhold. Det har vi også set i andre kampe, hvor modstanderne forståeligt nok har pakket sig mod topholdet.
Det var anden gang i sæsonen, Vanløse tog point fra os, da vi heller ikke i det første opgør – sæsonens tredje kamp efter to gange 4-0 – kunne score i åbent spil og måtte nøjes med 1-1 i en kamp, hvor vi ikke skulle have sat point til. Men heller ikke her formåede vi at score ud over det straffespark, Mads Jørgensen udnyttede i 1. halvleg.
På en omstilling et kvarter før tid fik Vanløse udlignet på noget af det eneste, de havde af forsøg i den kamp. Da Andreas Eriksen så lige efter udligningen fik det røde kort, blev det svært at lægge pres på for et muligt sejrsmål.
Kan give muligheder
Vanløse IF, der startede foråret med tre sejre, heraf to over rækkens tophold, måtte efter en uafgjort se sig slået i de to sidste kampe i Grundspillet. Den tendens er fortsat med ind i Oprykningsspillet, hvor Vanløse startede på en tredjeplads, men har tabt de to første kampe, først 0-2 mod Ishøj og sidst 1-2 hjemme mod VSK.
Det har betydet, at Vanløse nu er gledet ned på 5. pladsen, men de er stadig kun seks point fra 2. pladsen. Så intet er afgjort endnu i det spændende opløb, hvor Ishøj IF møder FA2000 hjemme og med en sejr kan nå op på 2. pladsen. Formstærke VSK møder hjemme Næsby og kan med en sejr måske bringe sig på ét points afstand af oprykningen.
Godt at Middelfart har en pæn polstring pointmæssigt med aktuelt 17 point ned til 3. pladsen. Vanløse har behov for en sejr for at hænge på i kapløbet om 2. pladsen og skal derfor frem på banen for at score. Det kan give Middelfart gode muligheder for udviske det målløse indtryk fra sidst.
Dommer Iman Huseen Umar fløjter op i Vanløse Idrætspark kl. 15.30. Vejrudsigten siger tørt, letskyet og 14 grader.
Tekst: Leo Jensen