Så er Grundspillet tæt på den endelige afgørelse. En enkelt markant afgørelse mangler. Hvem bliver det femte og sjette hold i Oprykningsspillet? Tre hold er i spil. Næsby, Young Boys og VSK Aarhus kæmper om to pladser. Næsby møder ude Lyseng, der er klar til Kvalifikationsspillet, Young Boys møder ude Middelfart, der er i Oprykningsspillet og VSK møder ude Ishøj, der ligeledes er sikret en plads i Oprykningsspillet. Hvor langt rækker motivationen i disse afgørende kampe?
Middelfart Boldklub har vel opfyldt forventningerne før sæsonen med 16 sejre, tre uafgjorte og kun to nederlag efter 21 runder. En suveræn førsteplads er i hus, der er en god polstring inden slutspillet. Pointhøsten har også betydet en markant føring før slutspillet, der inden sidste runde viser 12 point ned til nr. 2, FA2000, og 13 point ned til nr. 3, Vanløse, der ligger lige uden for oprykningsfeltet.
Et pointgennemsnit på 2,5 i Grundspillet er godkendt, men der er lidt rynker i panden over den manglende effektivitet foran målet. Chancerne er der i hver kamp, men udnyttelsen af de mange chancer lader ofte noget efter at ønske.
En ny klub
Young Boys FD (Football Development) er en ny størrelse I dansk fodbold. Klubben rykkede første gang op i Danmarksturneringen i 2021 som Silkeborg KFUM, der blev stiftet i 1918 og aldrig tidligere har markeret sig.En markant skikkelse i bettingverdenen, Holger Kristiansen, fattede interesse for den nye klub og ville afprøve sine ideer. At skabe en klub med holistiske værdier om det hele menneske, hvor uddannelse, job og familie hænger sammen.
Young Boys har kontakter til et afrikansk talentprojekt i Tanzania og forsøger derudover at tiltrække danske talenter, der tilbydes uddannelse og job parallelt med fodboldkarrieren. Sidste sæson, hvor klubben var debutanter i Danmarksturneringen, glippede deltagelsen i Oprykningsspillet med ét sølle point og Kvalifikationsspillet blev vundet pænt sikkert.
Ingen tvivl om Young Boys er på vej til højere luftlag. I denne omgang gælder det om for Middelfart at hente de ekstra tre point, det gør livet lidt sjovere i Slutspillet om de to vigtige oprykningspladser. Middelfart har holdet til at sikre oprykningen, men hvad kan der komme i vejen og hvor længe vil det vare at få oprykningen gjort 100 procent sikker?
En sejr over Young Boys, der kommer med al motivationen, vil være en ekstra skalp for Middelfart Boldklub, der uden tvivl vil kæmpe for maksimalt udbytte på Middelfart Stadion. De to hold er kommet fra forskellige oplevelser i 21. runde. Middelfart hentede en kontrolleret sejr på 1-0 over det absolutte bundhold, Dalum IF, der ikke har fået et eneste point i de 20 kampe hidtil.
Young Boys havde i sidste runde hjemmekamp mod den århusianske forstadsklub, IF Lyseng, der kæmper for eksistensen i bunden af 2.division. Young Boys måtte erkende et 0—1 nederlag på hjemmebane mod en af nedrykningskandidaterne og er derfor i en position, hvor de skal vinde over Middelfart for at sikre sig et slutspil i Oprykningsgruppen. Ellers ligger både Næsby og VSK Aarhus på rov for at sikre sig det mere attraktive slutspil i øverste halvdel.
Der fløjtes op på kl. 14.00 på Middelfart Stadion, hvor det friske græs forhåbentlig vil animere hjemmeholdet yderligere. Dommer ser Svend Funder-Kristensen.
Tekst: Leo Jensen