Først det positive fra den første dag i påsken. Sejren på 1-0 (1-0) over Dalum var den 16. sejr i sæsonen og bragte pointtotalen op på 51. Samtidig tabte de tre nærmeste forfølgere, så forspringet til de næstfølgende pladser er nu på 12 point til 2. pladsen (FA2000) og 13 og 14 point til tredje- (Vanløse) og fjerdepladsen (Ishøj).
Underlig kontrast efter kampen. Lidt mat stemning i Middelfarts omklædningsrum og blandt det blå publikum, hvor ingen rigtig var tilfredse med indsatsen mod bundholdet Dalum, der kom til kampen med fire nederlag og måltallene 1-20 i bagagen. Løftet stemning på pladsen foran hjemmeholdets klubhus, hvor den forståeligt svindende skare af trofaste røde Dalumfolk var tilfredse og lettede over kun at tabe 1-0 til topholdet.
Der manglede vist lidt begejstring i sejrsråbet efter kampen og det siger lidt om ærgerrigheden i og omkring Middelfart, at en sejr ikke længere er nok. Indtrykket af spillet og indsatsen skal også være i orden. Træner Anders Jensen udtrykte det meget godt med, at spillerne generelt viste løbevilje og stod godt på banen, men spillet var trods sejren ikke tilfredsstillende kampen taget i betragtning med det absolutte tophold mod det absolutte bundhold.
Det burde have givet sig tydeligere udtryk både på banen og på måltavlen. Men Middelfarts manglende procenter og Dalums imponerende kampvilje – og en på dagen stærk keeper – trods den megen modgang i sæsonen, skabte grundlaget for den snævre afgørelse. Forskellen var større end resultatet og i mange perioder var Dalums målfelt under belejring i en slags power play. Måske var overgangen til græs også en opgave at omstille sig til efter kampe på kunst siden januar.
Nye navne i spil
Middelfart stillede til kampen med en lidt ændret opstilling i forhold til tidligere kampe. Casper Radza – Oliver Hansen, Lasse Thomsen, Marcus Mlynikowski – Anton Stage, Valdemar Kwasniak, Jonas Villemoes, Jonathan Kjær – Malthe Boesen, Tre Hayes, Marcus de Claville
Andreas Eriksen, Jakob Okkels, Mathias Høgsholt og Peter Kristensen var ikke til disposition på dagen.
Middelfart lagde ud i et hårdt tempo for om muligt at knække Dalums forsvarsvilje med et par hurtige mål. Der var også bud efter måltavlen i et par omgange, hvor det ikke lykkedes. Vi skulle hen til det 15. minut, hvor Claville og Villemoes kombinerede i venstresiden og indlægget blev mødt af Lasse Thomsen tæt under mål, hvor han headede føringen og kampens sejrsmål ind via undersiden af overliggeren.
Så var tonen slået an, men Middelfart slækkede lidt på tempoet herefter og Dalum fik tid til at komme hjem og de sparkede, headede og blokerede alle forsøg fra de blå, der ustandselig sværmede omkring feltet. Dalum skabte ikke noget den anden vej bortset fra et enkelt forsøg, hvor en rødklædt angriber kom fri i siden af feltet, men skød langt forbi.
I et par momenter så den fremmødte blå klan bolden på vej i mål, men enten kom en frelsende Dalumfod i vejen eller et flag fra linjedommeren. En lidt skuffende halvleg løb ud med den spinkle føring og optimismen blandt de blå gik på, at Dalum nok ville løb tør for kræfter i 2. halvleg og det ville give Middelfart muligheder for at øge føringen.
Dvask 2. halvleg
Det skete dog aldrig rigtig. Dalumfolkene tog sig pauser liggende på banen og Middelfarts pasningsspil og præcision på standarderne nåede aldrig det rigtige niveau. Det var ikke mange af de utallige hjørnespark, der havde rigtig adresse. Enten ramte de første mand i Dalumforsvaret eller blev sparket langt over mod fjerneste sidelinje.
Der noteredes enkelte forsøg udefra, som målmanden tog sig sikkert af, eller der blev blokeret af de røde folk i feltet. Middelfart havde nogle gennemløb ved baglinjen, hvor den sidste aflevering røg til en modstander eller forsøget efter en cut back aflevering blev blokeret. Dalum løb synligt tør for kræfter og Middelfart sikrede sig bagude, efterhånden som minutterne løb på måltavlen.
Forsøget med to store angribere oppe foran virkede ikke i denne kamp, hvor der manglede noget boldfasthed i flere situationer. Oplæggene til dem var sandt at sige heller ikke præcise nok og for meget endte på modstandernes fødder. Dalum skabte intet farligt i 2. halvleg, men en 1-0 føring er jo altid sårbar.
Middelfart brugte kampen til at spare nogle af de kendte kræfter. Efter 13 minutter af 2.halvleg byttede Malthe Boesen med Denis Fazlagic, der bragte noget mere speed til angrebet. Efter 72 minutter kom en trippel udskiftning, hvor Lasse Thomsen, Marcus de Claville og Jonathan Kjær byttede med Thomas Viggers, Jacob Linnet og William Akpan.
For de to førstnævnte var det første optræden i foråret efter en længere periode udenfor og efterhånden er hele truppen kampklar. Vigtigt til de kommende afgørende kampe. Efter 82 minutter fik Robert Kakeeto også spilletid, da han blev indskiftet. Valdemar Kwasniak, der fik sin første startplads, gik ud.
Læring for alle
Det var set med det kølige overblik fint både at vinde kampen – Middelfart har nu vundet samtlige seks fynske lokalopgør i Grundspillet med scoren 14-1 – og styrke stillingen betydeligt. Det var nok også godt at blive opmærksom på, at den komfortable føring og de mange sejre ikke må blive en sovepude, hvor man læner sig for meget tilbage som store favoritter og suveræn førerhund i stillingen.
To gange 1-0 over Dalum, der ikke har fået et eneste point og har taget tæt på fire mål ind i snit pr kamp, er ikke imponerende og skuffede nok dem, der havde sat næsen op efter en målfest. Men vigtigst: Kampene blev vundet og dagens kamp markerede også det tredje clean sheet på stribe. Det kan vi tage med os til den sidste kamp i Grundspillet.
Mandag gælder det Young Boys på vores eget græs på Middelfart Stadion. Vi sidder på en sikker førsteplads, Young Boys fra Silkeborg er nr. 6 og skal vinde for at være sikre på en plads i Oprykningsspillet. Vinder VSK deres sidste kamp i Ishøj, der sikrede sig en plads med dagens sejr over FA2000, og Middelfart vinder, er Young Boys ude af Top6. Det samme gælder for uafgjort, hvor VSK med en sejr vil passere på bedre målforskel. Næsby, der spiller sidste kamp i Lyseng, kan også komme i fedtefadet, hvis de sætter point til i sidste runde.
Tekst: Leo Jensen