På en god uges tid møder Middelfart Boldklub de tre øvrige fynske klubber i 3. division i Grundspillets slutspurt. Lørdag gælder det SfB-Oure på hjemmebane, lørdag den 1. april er det Næsby Boldklub på udebane og skærtorsdag den 6. april går turen til Odense SV og mødet med Dalum IF.
Det blev uafgjort 1-1 i tirsdagens kamp mod de nærmeste forfølgere fra FA2000, hvor det blev en ekstra lang forestilling med otte minutters tillægstid i den mørke, kolde martsaften, hvor Frederiksbergmandskabet udlignede på kampens sidste boldberøring og stort set deres eneste farlige forsøg inden for målrammen.
Der kan knyttes mange kommentarer til afviklingen af den kamp, men det er nok bedre at lægge det lille bump bag sig og se fremad mod nye sejrsmuligheder. Faktum er, at bortset fra FA2000 øgede vi forspringet med ét point til de øvrige hold. Der er nu otte point og en noget bedre målforskel ned til 3. pladsen, der ikke giver oprykning.
Der byder sig en fin mulighed for at øge forspringet til en af eller begge de nærmeste forfølgere, idet nr. 2, FA2000 og nr. 3, Vanløse IF, mødes i 19. runde. Men det kræver en blå sejr over SfB-Oure FA, der på 8. pladsen har mindre end halvt så mange point som Middelfart – SfB-Oure med 20 mod Middelfarts 42.
Farlige sydfynboer
SfB-Oure FA (Fodbold Akademi) har været meget bedre med i kampene siden det sidste møde mellem holdene i september, hvor Middelfart vandt 4-1 på Høje Bøge i Svendborg. Målscorere ved den lejlighed var Lasse Thomsen, Peter Kristensen og et selvmål i 1. halvleg og Tre Hayes i 2. halvlegs ekstratid. Tre Hayes spiller ikke på lørdag, da kampens dommer i tirsdags vurderede to tilfældige nærkampe til to gange gult kort og dermed et rødt oveni 7-8 minutter før tid. Middelfart blev ramt af ni gule kort i en ikke specielt hårdt spillet kamp.
Siden mødet i september, hvor SfB-Oure lå på 4 point, har SfB-Oure spillet 11 kampe, vundet fire, spillet fire uafgjort og tabt tre og ligger nu på 20 point, seks point over nedrykningspladserne. Svendborg er ubesejret i de seneste fire kampe, så er det er et hold i momentum, vi møder. Imponerende i sidste runde, hvor de mødte Holstebro, der lå lige over sydfynboerne.
Bagud 0-2 ved pausen, men på en halv snes gode og effektive minutter i 2. halvleg blev stillingen vendt til slutresultatet 3-2. Tilbage i juni 2021 i den daværende vestkreds i 2. division var SFB-Oure rykket ned inden tredjesidste runde, mens Middelfart kæmpede med næb og kløer for at hænge på Top6, der skulle levere fem hold til den nye 2. division sammen med fem hold fra østkredsen og to nedrykkere fra NordicBet Ligaen.
Dengang blev resultatet også 3-2 til SfB-Oure efter en kamp, hvor det stærkt undertippede bundhold udnyttede hjemmeholdets gentagne forsvarsblundere. Det lykkedes, som en del blå sympatisører måske erindrer, at vinde de to sidste kampe og slippe gennem nåleøjet til 2. division. Middelfart og FA2000 i 2. division, SfB-Oure i DS og et år senere i samme række igen, denne gang 3. division.
Første hjemmesejr i 2023 skal i hus
SfB-Oure skal altså ikke undervurderes – og bliver det heller ikke – og Middelfart skal, som det ofte nævnes i disse spalter, fortsat skærpe fokus i både forsvar og angreb. Middelfart havde chancer til at afgøre kampen i tirsdags, inden det gik galt til sidst, hvor det ellers meget påpasselige forsvar ikke var så konsekvente som i de foregående 97 minutter og så kostede det ærgerlige to point og et større pointforspring på 1. pladsen.
Ellers en udmærket indsats set over linjen med stærk kampvilje og løbevillighed, og når de sidste detaljer bliver finpudset, og vi forhåbentlig slipper for alt for mange skaber og kort, så bliver vi svære at slå. SfB-Oure må ikke fortsætte deres fine serie mod os og det skal vi kunne løse i det, der nok bliver sidste kamp på kunsten i denne omgang. Der skal årets første hjemmesejr køres i hus.
Næste hjemmekamp er 2. påskedag, 10. april mod Young Boys FD (Football Development) fra Silkeborg, der forhåbentlig kan spilles på et kampklart Middelfart Stadion.
Kampen lørdag dømmes af Mathias Levin Pedersen og der fløjtes op kl. 14.00.
Tekst: Leo Jensen