Middelfart Boldklub var i dagens kamp i det nordlige Aarhus mod VSK Aarhus både på jagt efter en sejr og vigtige tre point og få vasket det lidt kedelige indtryk væk efter nederlaget til Vanløse for 8 dage siden i forårspremieren. Det lykkedes med en sejr på 2-1 (0-0) efter en ’som altid’ svær og hård kamp mod Vejlby og Skovbakkens fusionshold, der på god fysik, hård fight og stærk organisation giver modstanderne noget at arbejde med.
Middelfarts træner Anders Jensen: Efter min mening er VSK rigeligt stærke til at ligge i Top6 og dermed i gruppen, der sigter efter oprykningsslutspillet. Jeg bliver ikke overrasket, hvis vi skal møde dem to gange mere her i foråret. De gav os kamp til stregen i dag og jeg er stolt af mit hold, der gik målrettet efter at få rettet op på indtrykket fra sidst. Ikke alt lykkedes heller i dag, men det var stærkt at tage herfra med tre point.
Fysisk krævende kamp
Middelfart stillede med uændret hold fra startopstillingen sidste lørdag. Det var: Casper Radza – Mathias Høgsholt, Lasse Thomsen, Marcus Mlynikowski – Jakob Okkels, Robert Kakeeto, Benjamin Zjajo, Anton Stage – Peter Kristensen, Tre Hayes, Denis Fazlagic.
Andreas Eriksen, Thomas Viggers, Malthe Boesen og Jacob Linnet var ikke til rådighed.
Middelfart lykkedes altså med at slå tilbage i første forsøg, men det holdt hårdt mod hjemmeholdet, der består af nogle robuste typer, der satser på fysik og duelspil og altid er lynende farlige på standarderne. Nederlaget sidst var et hak i selvtilliden for de blå, der viste god form i testkampene, men sidst mødte vi et hold, der fra start gik op og slog vores spil i stykker.
Det var holdet bedre forberedt på denne gang, fastslår Anders Jensen. Der var lidt nervøsitet undervejs og vi nåede aldrig topniveauet i denne kamp. Men vi stod imod modstandernes fysik, dominerede spillet i lange perioder og passede samtidig på os selv. Vi trænede på denne type modstander i løbet af ugen og det lykkedes altså at løse den svære opgave. Stor cadeau til holdet.
Trods enkelte chancer i 1. halvleg lykkedes det ikke at prikke hul på modstandernes defensiv. Middelfart måtte kort før pausen lade venstreforsvareren Marcus Mlynikowski udskifte med Oliver Hansen og fra 2. halvlegs start kom Jonathan Kjær på banen som afløser for Anton Stage, som det også var tilfældet mod Vanløse.
Ned og op igen i 2. halvleg
Middelfarts forsvar så ud til at have godt styr på VSKs spredte angreb, men syv minutter efter pausen gik det alligevel galt. VSK kom i en omstilling og Middelfartdefensiven gik ikke rigtig op til dem. Angriberen Tobias Bach, der også scorede mod os i efteråret, kunne relativt ubesværet sende VSK i spidsen. Men Middelfart fik vendt modgangen til gode opspilssituationer. Efter godt et kvarters spil sendte Anders Jensen nye kræfter på banen med tre nye mand på én gang.
Jonas Villemoes afløste Benjamin Zjajo midt på og fra den forreste linje gik Tre Hayes og Fazlagic ud. Ind kom William Akpan og ikke mindst Marcus de Claville, der hurtigt skulle sætte sit aftryk på kampen.
Middelfart fik frispark kort efter indskiftningen og det er som bekendt lige mad for en dødboldspecialist som Claville. Bolden blev efter 64 minutter sikkert sendt ind bag VSK målmanden og nu vejrede topholdet sejr – og gik efter den. Der blev kombineret godt og knap 10 minutter senere var stillingen vendt helt på hovedet.
Jonas Villemoes satte en VSK spiller i en mod en duel og på hans cut back aflevering inde i feltet kunne Marcus de Claville komme bagfra og notere sig for dagens andet mål med det, der også viste sig at være sejrsmålet.
VSK forsøgte forgæves at komme tilbage i kampen igen, men Middelfart lugtede sejr og tre point og holdt modstanderne i kort snor i det sidste godt og vel kvarter af kampen.
Gode muligheder
Anders Jensen: En vigtig sejr og et effektivt bounce back i første hug efter nederlaget i sidste runde. Vi fokuserer ikke så meget på stillingen lige nu, men noterede os da, at fem af de hold – ud over Middelfart var det FA2000, Vanløse, Ishøj og Næsby og kun Young Boys tabte – der lige nu udgør øverste slutspilsgruppe, alle vandt.
På tirsdag gælder det FA2000 på hjemmebane i den udsatte kamp fra efteråret. FA er fire point efter Middelfart før kampen, så det er ikke svært at fornemme kampens betydning. Der er lige nu syv point ned til 3. pladsen, der ikke giver oprykning.
Spændingen er fortættet og det bliver en hård kamp om point og placeringer frem mod sidste grundspilsrunde 2. påskedag. VSK Aarhus på 7. pladsen, der ligger lige uden for slutspillet, har i øvrigt fire modstandere fra Top6 i de sidste fire kampe, så de kan selv afgøre deres skæbne – og hjælpe Middelfart.
Næste kamp er tirsdag den 21. marts kl. 18.00 på kunsten på Færøvej.
Tekst: Leo Jensen