Det gamle mundheld om at en dårlig generalprøve giver en god premiere og vice versa var måske på spil i forårssæsonens første kamp om point for Middelfart Boldklub. Holdet var oppe mod Vanløse IF fra 4. pladsen i rækken, 10 point efter os i stillingen inden kampen, men de blå fik aldrig styr på noget som helst i kampen. Opgøret blev afgjort af de hvidblusede indenfor de første 20 minutter med to kasser til den stilling, der også blev slutresultatet 2-0 i det kolde martsvejr på kunstbanen på Færøvej.
Rækken af testkampe, der gav Middelfart en række fornuftige resultater, også mod flere højere rangerende hold, havde måske givet en falsk tryghed forud for kampen. Vanløse, der i efterårets kamp stillede sig meget defensivt og håbede på og lykkedes med en omstilling, der skaffede dem 1-1 og som var Middelfarts første pointtab i sæsonen, gik anderledes frisk til opgaven denne gang.
Vanløse, der har skiftet en halv snes spillere ud i truppen i vinterpausen, gik frem i banen mod topholdet og udfordrede fra start og fik altså succes med det. Det havde Middelfart på dagen ikke våben mod og resultatet var fuldt fortjent og topkampen skærpedes dermed.
Startplads til debutant
Middelfart stillede med følgende hold: Casper Radza – Mathias Høgsholt, Lasse Thomsen, Marcus Mlynikowski – Jakob Okkels, Robert Kakeeto, Benjamin Zjajo, Anton Stage – Peter Kristensen, Tre Hayes, Denis Fazlagic.
Jakob Okkels, tilgang fra Dalum, der som bekendt slås for sin sportslige eksistens, fik debut. Til dagens kamp var Jacob Linnet, Malthe Boesen, Andreas Eriksen og Thomas Viggers ikke til rådighed.
Middelfart gav modstanderne en rullestart, da Vanløses Marco Vinterberg efter 6 og 16 minutter fik lov at score to nemme mål efter store fadæser i den blå defensiv. Den slags fejl er der simpelthen ikke råd til på dette niveau og da offensiven havde valgt samme dag til en total offday og for første gang i sæsonen ikke kom på måltavlen, var resultatet givet.
Der er som regel altid lidt vinterrust i den første kampe i det spæde forår, hvor det på dagen både regnede, sneede og haglede, afløst af perioder med flot sol og tørvejr. Det var måske katastrofestarten, der forplantede sig i geledderne, for der kom aldrig facon på pasningsspillet, hverken i den markante medvind fra Lillebælt i 1. halvleg eller i modvinden i 2. halvleg.
Der blev noteret to reelle blå forsøg på mål i hver halvleg og der kunne måske med held være forsøgt lidt mere fra distancen mod den ikke specielt høje Vanløsekeeper, der fik for let spil. Vanløse spillede med føringen i ryggen sikkert, trak alle de pauser, de kunne, og lagde sig også ned på det kolde underlag, når der var behov for lidt luft.
Middelfart havde store problemer med afspillet fra forsvaret, der oftest endte i fødderne eller i hovedet på københavnerne, der piskede bolden tilbage. Vanløse skabte heller ikke meget efter deres føring var etableret. Det blev en frustrerende oplevelse for alle med blå sympatier på en dag, hvor den eneste formildende omstændighed, blev referenten oplyst om, var de som altid gode pølser.
Forskellen på de to hold i dagens kamp kan gives med en kort forklaring: Vanløse ville sejren meget mere end Middelfart, mere løbevillige, med større fightervilje og tacklede igennem, og mellem ligebyrdige modstandere vil det stort set altid gøre udslaget.
Meget at revanchere
Middelfart foretog fem udskiftninger i 2. halvleg, hvor Jonathan Kjær afløste Anton Stage fra halvlegens start. Efter et kvarter kom Jonas Villemoes og William Akpan ind som afløsere for Benjamin Zjajo og Denis Fazlagic. Fem minutter senere kom Marcus de Claville ind og afløste Tre Hayes og kort før tid før tid fik Oliver Hansen (tilgang fra OB) debut, da han afløste Mathias Høgsholt.
Middelfart har nu tre kampe på 14 dage, der alle bliver meget vigtige. FA2000 vandt i denne runde 2-0 over nr. 2, Young Boys, og er nu kun fire point efter Middelfart. Forinden mødet med dem skal vi næste lørdag til Aarhus og møde VSK, der lammetævede bundholdet AB Tårnby, som vi tabte til i efteråret. 5-0 til VSK og de går selvfølgelig stærkt efter at holde sig i Top 6.
Vi havde, som flere nok husker, stort besvær med dem i efteråret, hvor der skulle en overtidsscoring af Tre Hayes til for at knække dem. Tirsdag 21. marts afvikles den udsatte kamp mod FA2000, der med dagens sejr øjner Middelfart i horisonten og uden tvivl gerne vil have revanche for 0-4 i premieren tilbage i august, og de har IF Lyseng ude i næste runde. Lørdag 25. marts gælder det så hjemmekampen mod SfB-Oure, der har fået ny luft og ser ud til at være ved at redde sig en ny sæson. 2-2 hjemme mod Ishøj aftvinger respekt.
Der er således ikke grund til panik, men rynker i panden efter dagens kamp var der hos træner Anders Jensen, og det er der forhåbentlig også hos de spillere, der skal revanchere den forhåbentlig eneste totale offday, vi skal opleve her i foråret. Der skal en helt anden indsats og forhåbentlig var dette et wake up call. Vi får også mulighed for senere at revanchere os med Vanløse, som vi uden tvivl får to kampe mod i slutspillet.
Tekst: Leo Jensen