Med udgangspunkt i en tv og VM reklame med vikinger og højt humør kan vi med stor tilfredshed konstatere, at Middelfart Boldklubs flotte efterår blev slået fast med 4-0 (1-0) på kunstgræsset i Lyseng i efterårets sidste kamp, hvor den begyndende vinter viste tænder med sne og blæst.
Den 12. sejr af 15 mulige blev på overbevisende måde hevet i land i en kamp, hvor Middelfart igen stod overfor en modstander, der ikke ville ret meget og hvor vi selv skulle skabe kampen. Sådan er vilkårene for et suverænt tophold i 3. division og det lærer vi også noget af. Undervejsstillingen viser, at der er 7 point ned til 3. pladsen, der ikke giver oprykning.
Da vi mangler den udsatte hjemmekamp mod netop FA2000 på 3. pladsen for at være på omgangshøjde, kan vi selv afgøre om den forskel skal være større inden slutspurten i det tidlige forår.
En typisk kamp
Kampen lørdag lidt over middag på den hurtige kunstgræsbane i Lyseng lignede meget af det, vi har oplevet i efteråret, fortæller assistent Brian Kastling. En modstander, der pakker sig på egen halvdel, ikke forsøger ret meget fremad og håber på en fejl fra os, der kan åbne for en omstilling, der i heldigste fald giver et mål.
Det er utroligt svært at spille sig gennem en så massiv organisation og svært at finde en medspiller med et indlæg fra fløjen ind i et tætpakket felt, især så længe modstanderne har friske ben og holder nullet, analyserer Brian Kastling efter mange kampe med det samme billede, og hvor vi flere gange har skullet helt frem i slutfasen, før vi har knækket modstanderne.
Middelfart startede lørdag i denne opstilling: Casper Radza – Mathias Høgsholt, Lasse Thomsen, Mathias Madsen – Jacob Linnet, Robert Kakeeto, Benjamin Zjajo, Andreas Eriksen – Peter Kristensen, Malthe Boesen, Denis Fazlagic. Marcus Mlynikowski var ikke til disposition.
Kampens start formede sig som beskrevet af assistent Brian Kastling. En masse Middelfartspil til Lysengs mål men problemer med at komme frem til de helt store chancer. Bane og vejrforhold fremmede heller ikke sagen og det var svært at få sat spillet op til afslutninger.
Men efter 20 minutter rev Denis Fazlagic sig fri i venstresiden og forsøgte sig med et skud på mål. Lysengs keeper parerede men lige ud på kanten af feltet i fødderne på Benjamin Zjajo, der koldt udnyttede blottelsen og gjorde det til 1-0. Så var det Lyseng, der skulle jagte et resultat og ti minutter efter var de tæt på.
Middelfart tabte bolden og havde ikke helt fokus rettet mod situationen, der endte med et skud på opstanderen hos Casper Radza. Et wake up call men det viste sig at være det tætteste, IF Lyseng kom på en scoring i den kamp. En for snæver føring ved halvlegspausen og hvad skulle der gøres for at fjerne den sidste usikkerhed om resultatet?
Længere bolde
Middelfart besluttede at prøve lægge bolden ned bag modstanderforsvaret i 2. halvleg for at komme forbi den tæt befolkede midte. Der blev lagt et tungt pres, men det viste sig også svært at kontrollere længden på fremlægningerne på den hurtige bane.
Efter tyve minutter i 2. halvleg kom William Akpan på banen for at skabe mere uro i Lysengforsvaret med sine driblinger. Denis Fazlagic gik ud.
Vi skulle frem til det 77. minut, inden der igen kom gang i måltavlen. Middelfarts topscorer, Malthe Boesen, trak ind fra højre side og på kanten af feltet svang han venstreskøjten og via træværket endte bolden i mål til 2-0. En flot scoring og nr. 11 i turneringen, der rækker til en andenplads efter Ishøjs Daniel Stückler med to mere.
Et par minutter senere satte Middelfart nye kræfter i spil for at slå sejren fast. Jonas Villemoes og Jonathan Kjær afløste Peter Kristensen og Andreas Eriksen. Villemoes havde dårligt sat fødderne på banen, før han kom i fokus.
William Akpan drev bolden frem i højresiden og fandt Jonas Villemoes i feltet. 3-0 efter 80 minutter, men Villemoes var ikke helt færdig med målscoringen. Forinden kom dog lige et par udskiftninger mere, da Mathias Jacobsen og Anton Stage fik de sidste godt fem minutter med som erstatninger for midtbanesliderne Kakeeto og Zjajo.
På minuttet, hvor den ordinære spilletid løb ud, fik Middelfart et frispark. Malthe Boesen forsøgte sig først på indlægget, men Jonas Villemoes opfangede andenbolden og slog 4-0 sejren fast. En effektfuld afslutning på en kold dag i Aarhus Syd, hvor topholdet viste forskellen på top og bund.
Klar til forårets mål
Brian Kastling kan se tilbage på en god tid i Middelfart, efter han kom ind 1. september, da Thomas Thinggaard blev løst fra sit hverv som assistent. Kastling blev derved genforenet med Anders Jensen, som han tidligere har været assistent for.
Vi skulle lige have afstemt rollerne igen, beretter Brian Kastling, og det er gået ret let. Vi ved hvad vi vil og hvad vi skal under træning og kamp og selvfølgelig har det gjort tingene lettere, at vi har haft medgang det meste af tiden og vundet meget.
Vi har dog også prøvet en lidt svær periode med først uafgjort i Holstebro på en lidt uheldig måde. Så den totale off day mod AB Tårnby, hvor vi kunne have afgjort det hele i starten og så mister grebet. Jeg synes ikke, vi var heldige i pokalkampen mod AaB, hvor vi godt kunne have opnået et bedre resultat. Og så var det meget uheldigt, at vi i sidste weekend efter en god uges træning virkelig var klar til kampen mod FA2000, der så bliver aflyst få timer før, forklarer Kastling.
Derfor var det godt at vinde overbevisende i den sidste kamp. Vi tager nu nogle træningssessioner med nedsat intensitet frem til 15. december. Derefter holder vi en velfortjent ferie hen over jul og nytår og så mødes vi igen 9. januar og sætter kursen mod forårets 17 afgørende kampe.
Glædelig højtid og godt nytår fra hele teamet og redaktøren og vi høres igen i 2023.
Tekst: Leo Jensen