Det blev godt nok til et 1-2 (0-0) nederlag for Middelfart Boldklub i 1/8 finalen mod Superligaens nr. 11, AaB, men karakteren for både det tekniske og det kunstneriske indtryk var klart til bestået med pil opad. Det er aldrig tilfredsstillende at tabe, uanset modstanderne, men der var så mange positive indtryk med fra kampen, at det klart peger fremad mod de to sidste to opgaver i efteråret, inden 3. division holder vinterpause frem til 11. marts.
Det var godt nok også tredje kamp på stribe uden sejr. To nederlag i træk er vi slet ikke vant til, men hvis takterne fra denne kamp kan findes frem igen til opgaverne mod FA2000 og IF Lyseng i de sidste kampe, så skal den stærke sejrsrække nok blive genoptaget og fortsat.
Selv AaBs træner Erik Hamrén var passende imponeret og kiggede ind i Middelfarts omklædningsrum efter kampen og forsikrede den slagne Middelfarttrup om den gode indsats. Den rutinerede coach var oveni overbevist om, at de blå nok skulle nå oprykning til 1. division, så det var rosende svenske ord med fremtidsvisioner.
Lovende takter i 1. halvleg
Der var tro på sejren fra start i den blå trup, der indtog det flot klargjorte Middelfart Stadion. Allerede efter 35 sekunder kunne Middelfart være kommet på måltavlen, da Denis Fazlagic blev spillet fri i venstre side af AaB feltet, men tæt på mål endte forsøget på kroppen af den store AaB keeper Oscar Linnér og afværget.
Middelfart stillede med følgende trup til dagens kamp: Casper Radza – Mathias Høgsholt, Lasse Thomsen, Mathias Madsen – Jacob Linnet, Robert Kakeeto, Benjamin Zjajo, Andreas Eriksen – Peter Kristensen, Malthe Boesen, Denis Fazlagic. Fra sidst stod Marcus Mlynikowski helt over og der var rokeret på tre pladser mere mellem start 11’er og bænk.
Spillet var i et noget højere tempo end de fleste 3. divisionskampe og det så ud til at passe Middelfartspillerne, at der var mere tænding på end oftest. Og de mere end 1300 tilskuere, hvoraf en del var trofaste nordjyder, gav også mere stemning, end vi plejer at opleve på Middelfart Stadion. Den næste store chance tilfaldt også Middelfart, da et godt oplæg fra højrekanten nåede over til Denis Fazlagic i modsatte side af feltet, men afslutningen røg desværre forbi mål.
Så var det AaBs tur og det var heldigt for Middelfart, at en helt fri AaB angriber efter 23 minutter tæt på mål skød i sidenettet. Og i det 25. minut havde Peter Kristensen et rigtig godt forsøg lige uden for feltet, der havde retning mod trekanten, men desværre lige over mål. Indtrykket fra 1. halvleg var en kamp mellem to jævnbyrdige modstandere og det lykkedes at holde AaB fra forsøg inden for målrammen.
Desværre var det så igen Middelfarts ’gamle’ skødesynd, der måske skilte os fra en halvlegsføring. I flere tilfælde, hvor et blåt fremløb lignede optakten til en stor chance, tabte vi bolden i gunstige positioner ved mislykkede afleveringer, lige i benene eller hovedet på modstanderen eller på forkert afstandsbedømmelse. Men alt i alt en godkendt indsats og den bedste halvleg fra Middelfarts side i lange tider. Desværre uden det vigtige krydderi, mål.
Et fatalt moment
Middelfart kom kampklar ud efter pausen og kunne arbejde videre mod et overraskende resultat mod et nordjysk Superligahold, der også i denne kamp gav lidt af forklaringen på, at de ligger noget udsat i bunden med tre sejre og 14 point efter 16 runder.
Men lidt af presset på de rød/hvidstribede lettede efter otte minutter i 2. halvleg, hvor Middelfarts ellers påpasselige forsvar lod Allan Sousa med det flotte blå hår tackle sig igennem og afslutte i feltet til 1-0 på AaBs første! forsøg indenfor målrammen. Ærgerligt, for Middelfarts defensiv havde ellers stået som en mur indtil da og holdt AaB’erne fra fadet.
Efter 60 minutter måtte en god bekendt af AaB, Robert Kakeeto, trække sig ud efter en vanlig slidstærk indsats midt på, hvor han kom i vejen for meget jysk opspil og satte flere Middelfart opløb i gang. Middelfarts nr. 6 blev afløst af Jonas Villemoes.
Spillet fortsatte med Middelfart som de mest målsøgende, men desværre havde vi problemer med at finde hinanden inde foran mål og flere indlæg i standarder eller åbent spil endte i benene eller hovedet på AaB forsvaret, inden det rigtig blev farligt.
Efter 69 minutter blev der sendt nye kræfter ind i skikkelse af William Akpan, der afløste den hårdtarbejdende Denis Fazlagic, og Mathias Jacobsen i stedet for Jacob Linnet, der havde taget mange sugende nærkampe med nordjyderne.
Middelfart holdt spændingen vedlige med den snævre føring til AaB, men vi var ikke rigtig tæt på en udligning. Kampgejsten og løbeviljen var virkelig på plads og indtrykket fra et par slappe turneringskampe på det sidste blev grundigt vasket bort på den grå novemberdag, hvor det med mellemrum støvregnede lidt. Mathias Høgsholt og Lasse Thomsen skal have lidt ekstra point for en indsats, hvor de både dækkede godt af bagude og var med fremme i flere omgange.
Tilskuerne levede godt med og opildnede det blå hjemmehold, der holdt de mere kendte navne fra Superligaen travlt beskæftiget. I flere sekvenser oplevede man ligefrem AaB’erne tydeligt trække tiden ved spilstop og de fik lov til det af dommeren, der tillod en fysisk linje i kampen, som vi ikke altid oplever i 3. division.
En afgørelse og en perle
Efter 77 minutter byttede Middelfart de to sidste ind fra bænken, da Marcus de Claville afløste Peter Kristensen, der havde svære betingelser i denne kamp, hvor han blev tæt markeret. Desuden kom Jonathan Kjær ind i venstresiden som afløser for Mathias Madsen. Og netop Claville kom straks i fokus, da han lagde en knivskarp aflevering ind over AaB forsvaret, hvor Mathias Jacobsen fik afsluttet til hjørne. På hjørnesparket fik Benjamin Zjajo afsluttet tæt over mål.
Så kom det afgørende mål efter 83 minutter, hvor Casper Radza i flyvende stil afværgede et AaB forsøg. Desværre endte returbolden lige på kanten af feltet, hvor AaBs Louka Prip kunne ekspedere den ind i et tomt mål til 2-0. AaB havde retfærdigvis haft en del spil omkring Middelfartfeltet i minutterne op til, men alligevel ærgerligt med målet, som lignede afgørelsen.
De mest utålmodige blandt publikum begyndte snart efter udvandringen fra stadion og fik derfor ikke kampens perle med i slutsekunderne af den ordinære spilletid. Malthe Boesen blev nedlagt tre-fire meter udenfor feltet og Marcus de Claville tog mål af afstanden, AaBs kompakte mur og målmandens position ude ved højre stolpe.
Claville med den følsomme fod løste alle problemer ved at kanonere bolden op i nærmeste kryds udenom mur og målmand. 1-2 på kampens flotteste detalje men desværre lykkedes det ikke at få udlignet til en forlænget spilletid og dommeren lagde lidt overraskende kun tre minutter til, måske for at komme i ly for den tiltagende regn i slutminutterne.
En velspillet kamp fra Middelfarts side, hvor forhåndsfavoritterne havde medgang i et par afgørende situationer. En god kamp og en god test af Middelfarts niveau, som gerne skulle slå igennem i de sidste par kampe før vinterpausen, så vi måske er dygtige nok til at runde lunende 40 point at holde jul på.
Næste opgave er FA2000 på lørdag kl. 14.00.
Tekst: Leo Jensen