Mottoet fra Pokalen er stadig lyslevende for Middelfart Boldklubs håbefulde trup, når vi i 4. runde tager imod AaB fra Superligaen. Drømmen om bare en runde længere, for kvartfinalen vil være rekord og enormt stort for Middelfart og en helt speciel oplevelse at se frem til, hvis vi stadig er med i bowlen, når der trækkes blandt de sidste otte hold.
Vi ved godt, at drømmen meget vel og sandsynligvis kan være slut inden kl. 16.30 onsdag eftermiddag og at en finale i Parken og sjove ideer om en tur ud i Europa er rent tankespind. Alt tyder på, at AaB trods de aktuelle problemer i turneringen alligevel har tilstrækkelig cool klasse til at sende Middelfarts tophold i 3. division ud af pokalen. Men… et sted lurer et lille håb.
Hvad sker der
Det vigtigste for Middelfart lige nu er at finde tilbage til sejrsstimen i turneringen. Efter to kampe på det seneste med 1-1 i Holstebro og 1-3 hjemme sidst mod AB Tårnby er det selvfølgelig ikke tilfredsstillende. Spillet var ikke tilfredsstillende og det foruroligende var, at niveauet faktisk faldt drastisk i sæsonens første nederlag mod et hold fra 11. pladsen, som vi slog relativt let og ubesværet tre uger tidligere med 3-0.
Denne gang var det amagerkanerne, der scorede tre alt for lette mål mod et forsvar, der ikke virkede afstemt. Og da offensiven samtidig ’holdt fri’, skulle det gå galt. Men sådan er fodbold også! Alle hold løber ind i en off day – selv Real Madrid og det skete sjovt nok for få dage siden mod denne signaturs favorithold i den spanske liga, oprykkerne fra Rayo Vallecano.
Et frikvarter
Opgøret mod AaB er anderledes på den måde, at de blå tropper ikke er tynget af noget forventningspres i denne kamp. Middelfart kan spille frit i en ’gratis’ kamp, hvor alt andet end et nederlag i ordinær tid vil være en lille sensation skabt af det lavest rangerende hold af de sidste 16 i pokalturneringen. Pokalturneringen har med tiden udviklet sig til finaler mellem Superligahold.
I år er der med lodtrækningen sikret to hold udenfor Superligaen i kvartfinalerne. Sønderjyske er blevet det ene med sejren i Nykøbing F. tirsdag og de to Fremad hold fra Aarhus og Amager spiller om den anden plads. Tre Superligahold er på vej ud i de rene Superligaopgør.
Og selv med et nederlag vil årets pokalrun være en succes med store sejre over de jyske seriehold Give Fremad og Sædding/Guldager og 1-0 sejren over naboerne på den anden side bæltet, FC Fredericia, som vi måske skal spille i 2. division sammen med i næste sæson. Tre sejre og en målscore på 14-0.
Det indtryk vil AaB nok ikke ødelægge. Vi må forvente, at AaB med de stolte pokaltraditioner kommer for at vinde og fastholde håbet om en pokalfinale midt i trængslerne i bunden, men nok ikke bruger flere kræfter end nødvendigt. De har en vigtig kamp igen i weekenden ude mod topholdet FC Nordsjælland og har brug for point efter tre nederlag på stribe.
AaB har spillet 12 finaler gennem pokalturneringens 58 år. Vundet de tre. De vandt den første i 1966 over KB, vandt igen i 1970 over Lyngby, dengang i 3. division, og vandt i 2014 over FC København og sikrede sig dermed the double det år. Men ni gange er AaB gået fra banen som tabende finalist og senest i 2020 mod Sønderjyske, der som nævnt er videre som det første hold i kvartfinalen til marts.
I øvrigt er de tre mest vindende pokalhold AGF med 9 sejre i 12 finaler, FC København med 8 sejre i 12 finaler og Brøndby med 7 sejre i 11 finaler. Fynsk fodbold har otte pokaltitler med fem til OB, to til B1909 og en enkelt til B1913. Odense KFUM har en tabt finale i bagagen.
Kampen i kampen
Middelfart har som bekendt lejet uganderen Robert Kakeeto i AaB i hele denne sæson og det må være en speciel oplevelse for den kampglade midtbanespiller at spille mod sin gamle klub, som han kom til i sommeren 2013 som 18-årig og for hvem han har spillet 37 kampe. Kakeeto har også været på udlån i FC Jammerbugt, Skive IK og i HIFK i Finland.
De to hold mødtes i en 3. runde kamp i pokalen i september 2017, hvor AaBs Frederik Børsting med to mål, et i hver halvleg, afgjorde den kamp. Det er så vidt vides den eneste kamp mellem de to hold.
Dommer i kampen onsdag er Jakob Karlsen, der fløjter opgøret i gang kl. 13.30. Vejrudsigten siger skyet, 12-13 grader, overvejende tørt og lidt vind.
Tekst: Leo Jensen