På en solid og professionel indsats, som træner Anders Jensen karakteriserede Middelfart Boldklubs indsats mod Ishøj IF, blev der lagt tre point mere på efter 3-1 (1-0) sejren på en tåget oktoberdag på Middelfart Stadion. Middelfart udbyggede hermed føringen i spidsen af 3. division til 12 point på en dag, hvor de øvrige hold i Top6 alle satte point til.
Middelfart kunne samtidig notere sig sejr nr. 11 (inkl. to pokalkampe) på stribe og den er den stabilitet, træneren selvfølgelig er meget tilfreds med. Og samtidig at holdet kamp efter kamp leverer en fokuseret indsats og fortsat arbejder på at blive en forbedret udgave af sig selv.
Fredag aften blev det klart, at årets pokalrun nu går over AaBs Superligamandskab i 4. runde. Kampen skal spilles på Middelfart Stadion i den anden uge af november mellem to andre hjemmekampe, hvis vejret og tilsynet med banen tillader det. En skarp udfordring og et gensyn med en modstander, vi sidst mødte i pokalen en 3. rundekamp i september 2017. AaB vandt 2-0 ved den lejlighed.
Tidligt rødt kort
Det blev fra morgenstunden klart, at Middelfart fik brug for Anders Hoff, truppens back-up målmand, der er lejet i AC Horsens. Den faste keeper, Casper Radza, havde tilbragt natten på barselsgangen og familien var blevet en søn rigere, så han stod over mod Ishøj. Tillykke til Casper og familien.
Opstillingen var herefter: Anders Hoff – Mathias Høgsholt, Lasse Thomsen, Marcus Mlynikowski – Andreas Eriksen, Robert Kakeeto, Benjamin Zjajo, Mathias Madsen – Peter Kristensen, Malthe Boesen, Denis Fazlagic.
Kampen fik en dramatisk start, da Ishøjs Josef Moussa allerede efter fire minutter fik marchordre efter et rødt kort. Situationen så afklaret ud i Ishøjs forsvar, men et upræcist afspil gav pludselig Peter Kristensen fri bane lidt udenfor feltet. Moussa så ud til at forsøge at undgå at ramme Peter Kristensen bagfra, men da han var bagerste mand og berøringen var tydelig, var det svært at dømme andet.
Udvisningen gav højlydte frustrationer i Ishøjs lejr i store dele af 1. halvleg, hvor især bænken havde svært ved at tøjle temperamenterne. Middelfart fik naturligt nok med en mand i overtal mere plads og pressede de rødklædte fra Vestegnen. Malthe Boesen havde et hovedstød tæt forbi mål efter 7 minutter, men vi skulle hen til det 16. minut, inden føringsmålet kom.
Peter Kristensen fik plads ude på kanten og løb fra forsvaret. Tæt på baglinjen brugte han overblikket og fandt topscorer Malthe Boesen inde foran kassen. Den store chance blev sikkert omsat til 1-0 og føringen kunne i flere omgange have været udbygget yderligere. Omkring den halve time fik Denis Fazlagic en friløber ned gennem midten af banen, men afslutningen lå desværre for tæt på Ishøjs keeper, Yuosuf Butt, der reddede til hjørne og også sit hold i flere situationer.
På det efterfølgende hjørnespark fra højre side var det Benjamin Zjajo, der fik chancen fra en position i feltet. Tre minutter senere var chancen endnu større, da et indlæg i feltet tæt på venstre stolpe nåede Mathias Madsen, der brændte helt tæt på mål.
Efter 41 minutter troede Malthe Boesen, at han havde øget føringen, da han midt for mål dirigerede et indlæg ind med hovedet. Desværre flagede linjedommeren for off side. Dermed var en halvleg med Middelfart i klar dominans, men med en for lille føring efter chancefordelingen, spillet færdig. Ishøj havde ikke meget tæt på Middelfarts målfelt, men viste i momenter, at holdet rummer mere, end der blev vist i denne kamp.
En 2. halvleg på rutinen
Fra 2. halvlegs start fortsatte kampbilledet med Middelfart i den styrende rolle. Allerede efter to minutter var Ishøj tæt på et selvmål, da en afrettet bold sneg sig forbi stolpen og efter 54 minutter blev Denis Fazlagic igen den lille i en duel med den granvoksne Ishøj målmand.
Minuttet efter var det dog keeper Yousuf Butt, der blev den lille. Et indlæg helt ude fra kanten løb han ud mod og råbte ’jeg har’, men sekunder forinden havde Malthe Boesen sendt sine 1,90 meter i luften og snittede bolden forbi den strandede målmand. 2-0 på måltavlen for dem, der kan tyde den. Og Boesens femte scoring mod Ishøj i de to kampe her i efteråret.
Ishøj havde så lige efter et godt forsøg, hvor Middelfarts nye målmand – han spillede dog pokalkampen i Esbjerg – Anders Hoff viste fin reaktionsevne og nåede bolden til højre for sig. Middelfart skiftede tre mand ind efter 63 minutter. Mathias Jacobsen afløste Mathias Madsen på kanten, Marcus de Claville kom ind for Denis Fazlagic og Jonas Villemoes afløste Robert Kakeeto, der havde givet og taget mange slag på midten.
Middelfart havde flere muligheder i de efterfølgende minutter og var tæt på flere gange. Efter 77 minutter blev de sidste indskiftningsmuligheder benyttet, da Peter Kristensen og Malthe Boesen gik ud og gav plads til Anton Stage og Tre Hayes.
Det var så Jonas Villemoes, der gav prøver på sin fine boldbehandling, da han blev stukket ned gennem midten af Ishøj forsvaret. I stedet for at afslutte tidligt midt for mål, trak Villemoes ud i højresiden og rundede den forfølgende keeper og satte sikkert bolden ind til 3-0 føringen.
Der var flere muligheder mod slutningen af kampen, hvor bl.a. Tre Hayes kunne have øget føringen, men det blev i stedet Ishøj, der lidt unødvendigt fik muligheden for at pynte på stillingen, da de blås målmand og forsvar i fællesskab ikke fik clearet i flere omgange. Reduceringen var en blanding af selvmål og en scoring af den gamle vikarlandsholdsanfører Christian Offenberg, der havde afløst Ishøjs topscorer Daniel Stückler undervejs i 2. halvleg.
Dermed slutcifrene 3-1 men det vigtigste var tre pinde mere til Middelfarts pointsamling på nu 34 point af 36 mulige og en suveræn målforskel på 26 for cifrene 31-5. Sejrssangen lød igen i omklædningen, hvor stemningen som altid var høj, mens Ishøj pakkede sammen og fandt bussen hjem. Vi ser sikkert mere til dem i slutspillet, som de virker som et kompetent hold til at nå.
Næste søndag hedder opgaven for de blå Holstebro Boldklub på udebane. Det kan blive en listig kamp mod de seje jyder, der var tæt på at tage et point i kampen for 14 dage siden, hvor Tre Hayes scorede i fire minutters overtid. I denne runde vandt Holstebro knebent over Dalum fra sidstepladsen, men de skal nok være klar til topholdet på søndag.
Tekst: Leo Jensen