Det var selvfølgelig ikke uventet, at Middelfart Boldklub sikrede sig en plads i 4. runde af Sydbank Pokalen med sejren på 6-0 (3-0) i onsdagens kamp mod Sædding/Guldager IF fra Jyllandsserien. Et lokalt publikum på over 500 så 3. divisions tophold og eneste ubesejrede hold i Danmarksturneringen relativt ubesværet spille sig videre på en dag, hvor modstanderne blev taget seriøst og Middelfart stillede med den stærkeste trup og samtidig tog hensyn til de kommende kampe, hvoraf den første er lørdag hjemme mod Holstebro Boldklub.
Udgangsformationen mod SGI var denne: Anders Hoff – Mathias Høgsholt, Lasse Thomsen, Marcus Mlynikowski – Mathias Jacobsen, Jonas Villemoes, Anton Stage, Andreas Eriksen – Peter Kristensen, Tre Hayes, Marcus de Claville.
Det var målmand Anders Hoffs første kamp for Middelfart, efter han kom til Middelfart fra AC Horsens.
Middelfart var jævnt overlegne i kampen og allerede efter 12 minutter kom det første mål. Lidt tilfældigt hvor Lasse Thomsen var i feltet og fik sidste fod på bolden til 1-0. Tre Hayes fik hele kampen denne gang og stemplede ind første gang efter 28 minutter.
Med 2- 0 i ryggen var det blåklædte tophold på sikker grund og tre minutter før pausen kunne Marcus de Claville øge til halvlegsstillingen 3-0.
Sikker føring kørt i havn
Fra 2. halvlegs start kom Denis Fazlagic ind som afløser for Peter Kristensen og allerede fem minutter senere kunne han som afløser for den skadede, ’faste’ straffesparksskytte Mads Jørgensen øge til 4-0. Sebastian Boldt Ernst, der er stødt til Middelfarts Albaniseriehold, kom ind et kvarter inde i halvlegen i stedet for Lasse Thomsen.
Lidt efter kunne Tre Hayes med sit andet mål i denne kamp øge til 5-0 og Middelfart cruisede derefter sejren hjem på sikker vis. Marcus de Claville blev også tomålsskytte i kampen, da han otte minutter før tid lukkede og slukkede til 6-0. Middelfart benyttede sig af tre udskiftninger undervejs, da også Benjamin Zjajo kom i kamp 20 minutter før tid som afløser for Andreas Eriksen.
Ganske overbevisende og gad vide hvor mange hold, der gennem Pokalturneringens 68-årige historie har formået at vinde sine tre første kampe med sammenlagt 14-0? Middelfart viste i denne kamp, at vi kan fokusere og koncentrere os – også i de kampe hvor vi er store forhåndsfavoritter.
Og så videre til turneringen
Og gad vide om det ikke også er klubrekord i Middelfart at lægge ud med 8 sejre og en uafgjort i de første ni kampe i en turnering? Vi har ikke kunnet efterprøve det, men måske kan nogen huske en lignende serie i en fjern fortid i de fynske serier.
Nu er det 3. division og næste opgave er Holstebro Boldklub hjemme på Adlerhusvej lørdag eftermiddag. Vi havde nordvestjyderne på besøg tilbage i juli i sæsonens første testkamp, hvor Middelfart rullede henover modstanderne med 6-1 i en envejs-kamp.
Så let får vi det nok ikke endnu en gang, for jyderne var dengang lidt ramt af, at truppen ikke var helt samlet. Holstebro, der rykkede op i sommer fra DS kreds 4, har haft en lidt blandet start, men er nu placeret som nr. 8 og dermed øverst i det felt, der halter lidt efter Top 7. Middelfart mødte Holstebro to gange i sæsonen 2020-21, hvor vi med besvær hentede to sejre, begge på 2-1, i en sæson, hvor Holstebro havde svært ved at hænge på og sluttede sidst i rækken.
I denne sæson har Holstebro slået AB Tårnby og senest vores fynske naboer, SfB-Oure og Dalum, der ligger i bunden af rækken – og dertil en uafgjort.
Der er ingen tvivl om, at Middelfart har det bedste hold af de to og opgaven bliver nu at finde topmotivationen frem hver gang, selv vi fører rækken med sikre seks point foran nr. 2 og ser ud til at køre direkte efter en oprykning til 2. division.
Derfor var pokalkampen mod SGI opløftende, fordi truppen leverede en professionel indsats, hvor opgaven fra start blev taget dybt seriøst og løst tilsvarende kompetent. Det er vigtigt at have den indstilling med på banen i hver eneste kamp, da vi vil være favoritter hver gang, vi går på banen.
Den gamle floskel om sin egen værste fjende passer ind her, for det vil være vores egen skyld, hvis vi sætter point til. Vi er rækkens bedste hold, ser alt ud til. Nu skal vi også bevise det – kamp efter kamp. Og der er stadig 13 kampe, inden vi kommer til Slutspillet, hvor vi gerne skal have en god pointmæssig polstring med over.
Dommer Iman Huseen Umar fløjter kampen i gang kl. 14.00. Vejrudsigten siger tørt, let skyet, 12-14 grader. Perfekt fodboldvejr. Kom endelig på stadion og følg det fynske tophold og Danmarks eneste ubesejrede hold.
Tekst: Leo Jensen