Nu tynder det ud i de ubesejrede hold i Danmarksturneringen. I sidste weekend faldt to af fire fra, da B.93 fra 2. division og Vanløse fra 3. division måtte se sig slået for første gang i efteråret. Tilbage er Randers FC fra Superligaen og – Middelfart Boldklub. Randers har holdt skansen i 10 kampe og Middelfart i 8.
Til gengæld er Middelfart det hold, der har sat færrest point til med 7 sejre og en uafgjort, hvor det jyske tophold har vundet 6 og spillet 4 uafgjort. Så kan man have alle mulige betragtninger om modstandernes forskellige styrkeforhold osv. Det er stadig en præstation at stå med det eftertragtede nul og være kun to hold tilbage af i alt 48 med den status.
Pudsigt nok står begge ubesejrede mandskaber i næste runde overfor den skrappest mulige udfordring på udebane – i begge tilfælde mod de respektive rækkers nr. 2. På mandag skal Randers til Nordsjælland og lørdag skal Middelfart til Ishøj.
En ny modstander
For anden weekend i træk oplever Middelfart den første kamp med en modstander, vi aldrig har mødt før. Ishøj IF er også en ny klub i det hele taget, idet sammenslutningen af Ishøj Boldklub og SB 50 Ishøj fandt sted i april 2017. Den primære motivation var at skabe et stærkt hold ved at lade de to klubbers talentafdelinger finde sammen. Ishøj IF har over 1000 medlemmer og et formaliseret samarbejde med FC Nordsjælland.
Vestegnsklubben, der spiller helt i rødt – og dermed kan Middelfart ikke stille op i det sædvanlige røde udebanedress – startede for fem år siden i de sjællandske serier og debuterede i Danmarksturneringen i august efter oprykning fra DS kreds 1.
Klubbens debut i 3. division i august foregik med 1-1 i Næsby og den første hjemmekamp blev tabt 1-2 til FA2000. Siden da er det blevet en uafgjort og fem sejre og en målscore på 22-4, godt hjulpet på vej af et par sejre på 10-0 og 5-1 over Middelfarts to seneste modstandere, SfB-Oure og IF Lyseng, som vi samlet slog 7-1.
Så det er en klub i momentum og med masser af mål og succes, Middelfart får fornøjelsen af lørdag i Ishøj Idrætscenter på Vejledalen i Ishøj. Ishøj topper også topscorerlisten i 3. division med Daniel Stückler og Mohamed Azaquoun sammen med bl.a. Malthe Boesen og Peter Kristensen.
Fokus, disciplin og tålmodighed
Middelfart arbejder op til denne kamp med klarmeldinger fra flere af de spillere, der stod over i sidste kamp, men stiller selvfølgelig med et kapabelt mandskab, der er klar til at forsvare rekorden som ubesejret mod de vakse oprykkere og tophold fra Ishøj IF.
Der er ikke tvivl om, at det nok bliver sæsonens hidtil hårdeste prøve for Middelfart og en fin mulighed for at vise, at vi mener det alvorligt som tophold. De seneste to kampe har Middelfart lagt hårdt ud med hurtige scoringer i kampens start og dermed udfordre modstanderne.
Efter et par lidt blødere kampe, hvor Middelfart ikke blev presset maksimalt, er det nok klogt at være forberedt på ’det værste’ fra rækkens mest scorende hold – og med samme målforskel (+17) som Middelfart, der til gengæld har fem point (22 mod 17) mere.
Det er derfor helt klart, at en Middelfart sejr lørdag kan give os et rigtig lunt forspring på vej ind i en måske kølig oktober på dette stadig tidlige tidspunkt af sæsonen. Det modsatte vil betyde, at vi får Ishøj helt op og puste os i nakken.
Denne gang kan det blive en kamp mellem jævnbyrdige modstandere, hvor spændingen fastholdes langt hen i 2. halvleg. Det drejer sig derfor om at vise holde fokus og fastholde disciplin og tålmodighed og ikke mindst evnen til at finde nye løsninger, hvis det strammer til.
Dommeren med det imponerende navn Oliver Alexander Stegemüller Fogh Simbold fløjter opgøret i gang kl. 13.00. Vejret denne første oktoberdag kan blive med en del vind, nogenlunde tørt og 10-12 grader.
Tekst: Leo Jensen