Middelfart Boldklub tog imod naboerne fra Kolding IF i en testkamp, hvor der som altid mellem de to hold står lidt mere på spil end resultatet. Nu går der en mindst en sæson, inden de to hold kan mødes igen i en turneringskamp, da Kolding beholdt deres placering i 2. division, mens Middelfart som bekendt øver sig på at blive gode nok til at rykke derop igen.
Testkampen gjaldt ikke dyre points, men Middelfarts 1-0 (0-0) sejr forhindrede altså en jysk revanche for det 3-2 nederlag, de fik sidst de to hold mødtes på Middelfart Stadion dengang i juni, hvor Middelfart til det sidste søgte at holde liv i håbet om at undgå nedrykning til 3. division.
Det blev ikke en kamp med mange mål, men Middelfart kan bryste sig af sæsonens første clean sheet. Og det mod den hidtil skrappeste modstander, målt på placering. Det bliver i øvrigt også et hold fra 2. division, Aarhus Fremad, der bliver opstartens sidste sparring, når de to hold mødes i Middelfart på lørdag.
Kamp om pladserne
Middelfarts trænere, Anders Jensen og Thomas Thinggaard, arbejder med at få brikkerne lagt færdig til den opstilling, der skal være klar til den første turneringskamp, den 6. august ude mod FA2000. Der er allerede kamp tirsdag den 2. august i Give, hvor Middelfart i Sydbank Pokalens 1. runde møder det lokale serie 1 hold.
I dagens kamp var startopstillingen: Casper Radza – Mads Jørgensen, Mathias Høgsholt, Marcus Mlynikowski – Jacob Linnet, Lasse Thomsen, Benjamin Zjajo, Jonathan Kjær – Peter Kristensen, Malthe Boesen, Denis Fazlagic.
Efter godt 20 min. blev Jonathan Kjær afløst af Andreas Eriksen. Jonas Villemoes og Thomas Viggers står over i disse uger.
En meget lige 1. halvleg, hvor Middelfart nok havde broderparten af spillet og Koldings angreb blev holdt fint nede af en påpasselig Middelfartdefensiv. De to hold kender hinanden rigtig godt og det var svært for begge hold at skabe de helt oplagte chancer.
Middelfart kunne noteres for flere forsøg udefra, hvor det kneb lidt med at holde bolden indenfor målrammen, men tilfredsstillende at notere, at der er flere skudtrusler. Det skal nok skabe nogle resultater i 3. division, hvor flere modstandere vil få svært ved at stå for presset.
Afgørelsen kom efter en time
Der blev foretaget to ændringer i pausen, så William Akpan afløste Denis Fazlagic og en af de nye, Anton Stage, kom ind i stedet for Benjamin Zjajo.
Billedet fortsatte i 2. halvleg. Det var Middelfart, der sad på meget af spillet og kom frem til flere muligheder i løbet af halvlegen. Det var dog en hurtig omstilling, der afgjorde kampen. Kolding havde haft et pres med flere redninger foran Middelfarts mål og det resulterede i et hjørnespark.
Det blev afværget og William Akpan blev sendt afsted i venstre side. Den hurtige kant løb fra Koldingforsvaret og serverede en fin bold for topscorer Malthe Boesen, der fik bolden i medløb foran feltet og afsluttede sikkert til højre for keeperen. Det var Boesens fjerde mål i testkampene, hvor han har scoret i alle tre.
Det skete efter 58 minutter og skaber nogle forventninger til en midterangriber med mål i støvlerne. Men det var også opløftende at se Middelfart køre en snæver føring hjem på en kontrolleret offensiv i den resterende godt halve time af kampen. Der var flere gode Middelfartforsøg og flere standardsituationer, hvor de blå var tæt på.
Middelfart foretog en del udskiftninger i løbet af 2. halvleg. Kort efter sejrsmålet var der følgende rokeringer: Marcus de Claville afløste Peter Kristensen. Tre Hayes afløste Malthe Boesen. Mathias Høgsholt blev afløst af en ny spiller i blåt, 27-årige Robert Kakeeto, der er lejet i AaB for den kommende sæson. En prøvespiller afløste Jacob Linnet og Mathias Madsen kom ind i stedet for Marcus Mlynikowski. En anden prøvespiller fik mulighed for at vise sig frem i de sidste godt ti minutter i stedet for Andreas Eriksen. Tak til Thomas Thinggaard for assistance med at holde styr på mandtallet.
En god kamp af Middelfart på dette tidspunkt af sæsonen mod en god modstander og det giver håb for indsatsen i turneringen.
Tekst: Leo Jensen