Den første testkamp i sæsonen blev spillet lørdag middag i bagende sol på Middelfart Stadion. Middelfart Boldklub havde besøg af nyoprykkerne til 3. division, Holstebro Boldklub, der må håbe, at tendensen i denne første testkamp ikke er retningsgivende for deres sæson.
Middelfart vandt relativt ubesværet 6-1 (3-0) i en kamp, hvor trafikken var overvejende ensrettet mod jydernes mål kampen igennem, selvom Middelfart spillede med to forskellige hold i de to halvlege. Det lignede en kamp med klar niveauforskel, men Middelfart gør nok klogt i ikke at tage det som et udtryk for styrkeforholdet i 3. division.
Nye navne i spil
Middelfart havde taget seks prøvespillere med til kampen, hvor de skulle forsøge at gøre indtryk på trænere og sportschef med henblik på om muligt at spille sig til en aftale med klubben for den kommende sæson. Som vi plejer i disse spalter, udelader vi foreløbig lidt diskret navnene på testspillerne tilbage, indtil der eventuelt kommer nyt fra klubben.
Middelfart startede 1. halvleg i følgende opstilling: Casper Radza – prøvespiller, Lasse Thomsen, prøvespiller – Jacob Linnet, Jonas Villemoes, prøvespiller, Andreas Eriksen – Peter Kristensen, Malthe Boesen, William Akpan. Mads Steenberg og Thomas Viggers stod over i dag.
Middelfart kom flyvende afsted og den nye angriber Malthe Boesen, der er vendt tilbage til klubben efter fire sæsoner, kom flyvende fra start. Allerede efter ca. 45 sekunder stemplede han ind med scoringen til 1-0. Så var vi i gang og Middelfart lagde hårdt tryk på jydernes bagerste rækker. Efter godt 10 minutter kom Jonas Villemoes uheldigt ud af en nærkamp og måtte lade sig udskifte. Benjamin Zjajo afløste på midten.
Efter et kvarter endte et skudforsøg med en ripost til Peter Kristensen, der var hurtigst over bolden og fordoblede føringen. Minutter senere kunne Peter Vamos have fordoblet sin egen målkonto, da han helt fri med jydernes keeper overplacerede sit forsøg mod målhjørnet.
Middelfarts kanter, førnævnte Peter Kristensen og William Akpan, fik god plads af det jyske forsvar og efter en fin dribletur af Akpan endte det med en fin bold til Malthe Boesen, det scorede sit andet mål i sin comeback kamp efter 27 minutter til stillingen 3-0, der også blev halvlegsresultatet.
Middelfart havde halvlegen igennem helt styr på modstanderne, der kun havde lidt langskud at byde på. De voldte ikke keeper Casper Radza større problemer. I den anden ende producerede vi flere store chancer end de målgivende og føringen kunne have været dobbelt så stor.
Samme billede i 2. halvleg
Middelfart skiftede hele holdet bortset fra Zjajo til starten på 2. halvleg. Det betød følgende opstilling: Peter Bergmann – prøvespiller, Mathias Høgsholt, Mads Jørgensen – prøvespiller, Benjamin Zjajo, prøvespiller, Jonathan Kjær – Denis Fazlagic, Tre Hayes, Marcus de Claville.
Efter ca. et kvarter blev Zjajo afløst af Mathias Madsen og dermed kom hele den udtagne trup i kamp. Efter en del pænt store brændte Middelfartchancer nåede vi frem til 67. minut, hvor to af prøvespillerne kombinerede flot og med et flyvende hovedstød blev føringen øget til 4-0.
Efter 78 minutter fik jyderne lidt af en gave af dommeren, der dømte et af de tyndeste straffespark i nyere tid. Holstebro reducerede til 1-4 med det vist nok eneste forsøg indenfor målrammen i 2. halvleg. Der skulle kun gå tre minutter, indtil Claville med en lang følt aflevering fandt Denis Fazlagic i fremløb. Faz afdriblede sin nærmeste modstander og satte bolden lden ind højt i målet. 5-1 og Faz var ikke færdig foran mål.
Tre Hayes, der var involveret i meget i feltet og ofte havde to mand på sig, fik afsluttet tæt under mål. Keeperen halvklarede og Fazlagic var hurtigt over bolden og trillede den over stregen til slutfacit 6-1.
En god sæsonstart for Middelfart, der trænger til noget succes efter sidste sæson, hvor der var meget modgang undervejs. Nu skal vi passe på ikke at konkludere for meget på baggrund af lørdagens kamp og allerede opgaven på fredag mod et andet hold af divisionskolleger, Næsby Boldklub, vil givet byde på mere modstand.
Tekst: Leo Jensen