På en stor fodboldaften hvor både det danske landshold og Middelfart lavede nogle store resultater, viste det sig, at det i fodbold kan betale sig at kæmpe videre til sidste fløjt og opsøge et resultat trods svære odds undervejs. På Stade de France i Paris kunne små 2000 danske tilskuere opleve en helt fantastisk aften med 2-1 (0-0) over verdensmestrene fra Frankrig efter at have været bagud og siden med udligning og et sejrsmål til allersidst og glemmer nok aldrig den oplevelse.
Det blev også en helt speciel aften på Middelfart Stadion, der vil blive husket længe af de godt 500 tilskuere, der var mødt frem her. Især de glade tilskuere med blå sympatier, der fik en helt forrygende afslutning af hjemmeholdet med et sejrsmål i tre minutters overtid til 3-2 (1-0). Og alt eksploderede i ren fryd, mens naboerne vest for Lillebælt slukørede måtte tage hjem med sæsonens første nederlag til de fynske rivaler i sæsonens fjerde indbyrdes kamp.
Sejren betød, at Middelfart for første gang siden sæsonstarten i august indtager en plads over nedrykningsstregen, to point foran Brabrand, der har en kamp på hånden, der spilles lørdag i Skive. Det blev samtidig en kendsgerning, at FA2000 med nederlaget hjemme mod Aarhus Fremad er rykket ned i 3. division.
Brabrand møder FA2000 hjemme i sidste runde, hvor Middelfart samtidig lidt nordligere i den jyske hovedstad krydser klinger med Aarhus Fremad, der allerede har sikret sig førstepladsen i Kvalifikationsspillet. Resultaterne af de to kampe vil afgøre slutstillingen i bunden og hvem der rykker ned sammen med FA2000.
En svær modstander
Denne signatur havde selskab under kampen af den rutinerede Niels Erik Radza, der har set (og spillet) utallige kampe – og ikke mindst fulgt Middelfart gennem godt og vel en håndfuld sæsoner. Forud for det første fløjt var forudsigelsen, at Middelfart ville vinde 2-0. 0-0 ved pausen efterfulgt af et hurtigt mål i 2. halvleg og sejren slået fast til allersidst. Den sidste ledetråd til resultatet var heldigvis korrekt, selvom kampen og cifrene undervejs forløb lidt anderledes.
Middelfart stillede i denne formation: Casper Radza – Thomas Viggers, Lasse Thomsen, Oliver Skolnik – Jacob Linnet, Benjamin Zjajo, Jonas Villemoes, Martin Conley – Peter Kristensen, Lester Tre Hayes, Denis Fazlagic. Fra sejren over FA2000 var ændringerne, at Benjamin Zjajo og Denis Fazlagic var tilbage og afløste William Akpan og Andreas Eriksen.
Kolding lagde som sidst i deres hjemmekamp i slutspillet hårdt ud og søgte at presse Middelfart helt tilbage i egen hule. Allerede efter 10 minutter kunne et afrettet nærgående forsøg have gjort det slemme ved hjemmeholdet, der var fysisk hårdt matchet. Efter godt et kvarter faldt Kolding i tempo og aggressivitet og Middelfart kom bedre med.
Det var dog næsten som et lyn fra en klar himmel, da føringen kom foran efter 29 minutter. Benjamin Zjajo førte bolden op i venstre side og lagde den ind i feltet. Her snittede Tre Hayes bolden videre til Jacob Linnet, der kom ind fra højre side af feltet og firsttimede bolden forbi den forbløffede Koldingkeeper, Christoffer Petersen.
Føring 1-0 og lidt efter fik Denis Fazlagic en friløber mod Koldingmålet, men blev blokeret. Også Lasse Thomsen havde et godt hovedstødsforsøg. Det var dog Kolding, der i kraft af en større fysik ofte satte sig igennem og havde gode forsøg på flere standardsituationer. Men en lunende føring ved pausen, hvor den lune sol langsomt forsvandt bag de skyggende træer omkring stadion.
En barsk start
Det blev også drøftet perspektiver for Middelfart i pausen, hvor den virtuelle stilling viste, at vi med føringen var rykket op over stregen. Der blev også talt om den svaghed, Middelfart har vist flere gange i foråret med at sætte en føring hurtigt over styr i starten af 2. halvleg.
De værste forudanelser blev da også til barsk virkelighed, da der kun var spillet to minutter af halvlegen, inden Kolding udlignede. De pressede hårdt fra start og på et hjørnespark kom Koldings Jacob Kiilerich først på bolden og satte den ind helt ude ved stolpen uden chance for målmand Radza.
Udligning til 1-1 og Kolding fortsatte presset i de følgende minutter. Men igen som i 1. halvleg tog det lidt af efter et kvarter og da Lester Tre Hayes fik en fremlægning i fødderne og gik direkte på mål og sparkede bolden hårdt mellem benene på Koldings målmand til 2-1 efter 64 minutter, steg temperaturen og stemningen igen på Middelfart Stadion.
To minutter senere kunne det gået galt i den anden ende. Kolding pressede igen på og fik frit skud på Casper Radza, der mirakuløst kom i vejen for forsøget, der blev pareret op på overliggeren og derefter clearet.
Middelfartbænken reagerede ved at sætte nye kræfter i spil. Jonas Villemoes og Thomas Viggers, der havde fået nogle ture af de pågående Koldingfolk, gav plads til Matthias Præst og comeback til Mathias Høgsholt, der har siddet ude siden kampen i Skive, hvor han måtte udgå tidligt i kampen. Lidt efter blev der igen reddet på Middelfartstregen, da det brændte på.
Omtrent samtidig med Middelfarts indskiftninger sendte Kolding den store Oscar Møller på banen. Efter fem minutter på banen fik han alt for meget plads midt i Middelfartfeltet på en ny standard og så var stillingen igen lige. 2-2 og fem minutter plus det løse tilbage. Ville det ende med en ny skuffelse, da Kolding fortsatte presset eller kunne vi holde det ene point og dermed holde lidt liv i håbet om redning?
Middelfart gik efter sejren og skiftede to angribere, Peter Kristensen og Denis Fazlagic, ud med to andre offensivkræfter, Alexander Baun og Marcus de Claville. De kom til at opleve den forrygende afslutning på nærmeste hold.
Først havde Lester Tre Hayes, der fortsatte sin målscoring fra FA2000 kampen med målet til 2-1, et godt forsøg med hovedet, der sneg sig forbi stolpen på den forkerte side. Han fortsatte sit gode arbejde og rev sig til sidst fri i feltet, havde en god mulighed for en afslutning, men forsøgte sig med en aflevering, der ikke blev til noget.
Men Middelfart pressede fortsat på og i tre minutters overtid smed Marcus de Claville en aflevering ind i hovedet på Tre Hayes, der dirigerede bolden videre til en helt fri Matthias Præst inde foran Koldingmålet og han headede højt ind i målet til sejren på 3-2.
Så eksploderede stadion i sejrsrus og de godt kæmpende Koldingfolk måtte erkende, at Middelfart denne gang tog sejren på viljen – og tre gode mål. Og i det blå omklædningsrum var der højlydt glæde, sang og krammere til alle sider. Og indrømmet, en sejr over Kolding i en så vigtig kamp gjorde rigtig godt.
En hamrende vigtig sejr
Denne sejr kan ikke overvurderes. Vi er to point foran inden Brabrands næstsidste kamp, så presset er nu på dem – først med kampen i Skive og så afslutningen hjemme mod FA2000. Det er svært at vurdere, hvor meget FA2000 kommer med i den sidste kamp, nu hvor de er dømt til nedrykning.
Middelfart kan kun håbe på et passende resultat i Skive, så vi eventuelt selv kan afgøre det hele på næste lørdag. Aarhus Fremad blev med sejren over FA2000 som nævnt sikre på at vinde slutspillet og hvad betyder det så?
Spændingen er intens den næste uges tid og lykkes det på lørdag Middelfart at holde fjerdepladsen og dermed redde sig i 2. division, vil det være en helt fantastisk præstation, der vil blive husket.
Tekst: Leo Jensen