Det er meget godt ramt af turneringsplanlæggerne, at netop opgøret Middelfart – Kolding en fredag aften i gryden på Adlerhusvej bliver måske afgørende for slaget i bunden af 2. divisions Kvalifikationsspil. Resultaterne har formet sig, så en del kan blive afgjort i denne næstsidste runde – eller der bliver lagt op til superspændende sidste runde.
Fredag aften kl.18.30 fløjtes op til en måske altafgørende kamp for Middelfart. Stillingen i bundkampen med Brabrand ét point foran Middelfart betyder, at vi skal vinde for at være sikre på at holde trit med Brabrand, der først spiller lørdag – i udekampen mod Skive.
Samtidig med Middelfarts kamp spiller FA2000 hjemme mod Aarhus Fremad og er også tvunget til at vinde. Bare ét point til Brabrand vil sende FA2000 ned i 3. division, hvis de taber til Fremad. Så er der flere muligheder med uafgjorte resultater osv, der kan skabe flere scenarier før sidste runde.
Brabrand møder FA hjemme i sidste runde, så vinder Middelfart kampen mod Kolding, og Brabrand ikke vinder kampen i Skive, vil den ene nedrykker skulle findes i den kamp – og begge vil ryge ud, hvis Middelfart vinder sin sidste kamp ude mod Aarhus Fremad.
Måske er uafgjort mod Fremad endda nok, da en målforskel kan afgøre det og her står Middelfart marginalt bedre lige nu og kan styrke den med en sejr over Kolding. Men alle de positive udsigter og regnskaber for Middelfart bygger altså på en sejr fredag aften.
Motivationen er vigtig
Der er ingen tvivl om, at de tre hold i bundkampen vil være de mest motiverede forud for denne vigtige runde, hvor de alle møder hold, der har deres på det tørre. Fremad og Kolding kæmper om førstepladsen, der ikke betyder så meget, og Skive ender nok på 3. pladsen – stadig med en lille chance for at passere Kolding på sidste spilledag, hvor de to hold mødes.
Der bliver ofte talt om kampene mellem Middelfart og Kolding som specielle lokalopgør, hvor prestigen betyder en del for indsatsen i kampene. Hvor meget betyder det i denne kamp, hvor Middelfart kæmper for livet?
Det var opløftende at se Middelfart i sidste runde, hvor holdet rejste sig efter det forfærdelige resultat mod Brabrand ved reelt at udspille FA2000 på deres hjemmebane og 4-2 sejren var egentlig for lille i forhold til spil og chancer. Mentalt stærkt at vende mismodet fra nederlaget hjemme til tre dage senere at yde en overbevisende indsats mod en direkte konkurrent, som vi passerede med sejren.
Det er den indstilling, der skal med på banen mod Kolding, der samtidig med Middelfarts sejr gjorde os en kæmpetjeneste ved ude at slå Brabrand og dermed holde dem inde i nedrykningskampen. Med en Brabrandsejr havde vi været nede allerede.
Middelfart slap fra FA kampen uden skader eller karantæner, så der kan stilles med det i øjeblikket stærkest mulige hold. Der ser ud til at være fundet en basisopstilling, der kan varieres lidt fra kamp til kamp. Sidst trådte William Akpan, Tre Hayes og Andreas Eriksen ind i startelleveren og leverede en flot indsats.
De to sidstnævnte spillede næsten hele kampen og Tre Hayes bidrog med et mål til 3-1 og der blev begået straffespark mod ham ved stillingen 0-1. En de ofte faste, Denis Fazlagic, startede på bænken, men kom ind fra 2. halvlegs start og scorede to af Middelfarts fire mål, til 1-1 og 4-1. Første gang i sæsonen med fire mål i en kamp – ovenikøbet scoret på kun én halvleg.
En anden målscorer fra kampen, Jacob Linnet, der scorede til 2-1, har netop forlænget sin aftale med Middelfart Boldklub. Oplæggeren til målet, Peter Kristensen, spiller også i den blå trøje i næste sæson på en ny kontrakt. De vil naturligvis helst spille i 2. division – en god motivationsfaktor.
Revanche forude
Det er Middelfart, der har revanche til gode i denne kamp. Det er fjerde gang i sæsonen, de to hold mødes. Tilbage på en fredag i august sidste år blev det 1-1, hvor Peter Kristensen på straffespark i 2. halvleg udlignede Koldings føring. I april mødtes de to hold på Middelfart Stadion, hvor Middelfart fik en god start på kampen og Marcus de Claville sørgede for en 1-0 føring ved pausen.
Lidt uheldigt lukkede vi Kolding ind i kampen på en fejl i starten af 2. halvleg, hvor de udlignede, og det blev indledningen til en halvleg, hvor Kolding dominerede totalt. Det endte med 3-1 til Kolding. I slutspillet mødte vi for en måned siden Kolding på udebane, hvor vi blev angrebet fra start og var bagud efter få minutter. Middelfart kom lidt bedre med i løbet af kampen, men den aften var Kolding bedst og vandt 3-0.
Det kan blive en uforglemmelig fredag aften på Middelfart Stadion, hvor det er Middelfart, der spiller under pres for en sejr. Vi løste den opgave på flotteste vis sidste weekend. Lad os se en fortsættelse af den linje – og gerne lidt hjælp i de øvrige kampe.
Dommer Sebastian Tornhøj Nielsen fløjter op kl. 18.30. Vejrudsigten siger tørt vejr, fuld sol og let brise, så der er de bedste forhold for en god kamp både på og uden for banen.
Tekst: Leo Jensen