Middelfart Boldklub har haft et stykke tid til at vænne sig til tanken om, at denne sæsons slutspil ville blive en hård kamp for at undgå nedrykning. Vi kendte afstanden op til den frelsende streg i vinterpausen og trods to fine sejre i de sidste grundspilskampe, må vi konstatere, at opgaven ikke er blevet lettere. Inden 2. påskedags første runde i Kvalifikationsrækken er afstanden til 10. pladsen øget til otte point.
Cheftræner Anders Jensen: Vi læser også stillinger og ved, at der skal mange point på kontoen her i de ti runder, der venter inden, vi slutter den 11. juni. Vi har arbejdet meget med det mindset og indstillet os på, at vi skal ud at score og vinde uden at sætte det hele over styr i en hasarderet satsning.
Vi har øvet os på at blive et svært hold at slå og selv om vi også tabte nogle kampe i forårets første fem opgør, er vi stadig fokuseret på, at vi kan løse opgaven. Vi må konstatere, at de nærmeste hold i rækken også hentede point og vi derfor ikke kom nærmere en redning i første omgang. Men nu spiller de seks i bundgruppen indbyrdes hver gang, så hvis vi vinder, vil vi hale ind på nogle af de andre hver gang.
Påskeforberedelser
Påskehelligdagene og placeringen af første runde på en mandag som kampdag har rykket lidt på forberedelserne og selv søndagen kommer i brug som træningsdag. Mønstret fra det ’normale’ skema bliver nogenlunde fulgt, hvor der et par dage før kamp bliver lagt vægt på det forberedende arbejde på den kommende modstander og kigget lidt på nuancer.
På dagen før kampen kigges der nærmere på detaljerne, kigges video, hvordan lægger vi pres, hvordan lukker vi situationer, der trænes taktisk, øvet standardsituationer – sådan overvejende lavintenst arbejde, som træneren beskriver det.
Mandag mødes truppen så og spiser sammen og der varmes op til opgaven. Kl. 14.00 skal alle være 100 procent klar til opgaven, også inde i hovederne, og så ventes der på det første fløjt. Hvem skal vi så møde?
Vigtigt at komme godt afsted
Kampprogrammet viser, at efter Aarhus Fremad, der starter slutspillet på førstepladsen, venter de nærmeste konkurrenter i stillingen, Brabrand ude, FA2000 hjemme og Kolding IF ude. Det bliver uhyggelig vigtigt at få noget med fra disse sekspoint kampe.
Men Fremad er trods 11 point foran Middelfart også vigtige at vinde mod, så de kan blive trukket med ind i nedrykningskampen og være ’tvunget’ til at vinde over vores nærmeste konkurrenter. Fremad startede foråret med at vinde over Middelfart og topholdet Hillerød hjemme på naboerne ASAs kunstgræs og syntes på sikker kurs mod Oprykningsspillet.
Så blev det til et nederlag mod de direkte konkurrenter HIK og tredje gang på Robotize Park gik det galt mod FA2000, der til både Fremads og Middelfarts ærgrelse vandt og sendte Fremad ud i en afgørende kamp ude mod B93. Den blev også tabt, 0-1 på en hurtig scoring af hjemmeholdet, og da HIK lidt overraskende vandt i Skive i sidste runde, var det pludselig Skive og Aarhus Fremad, der skulle i nedrykningsspil med Middelfart.
Anders Jensen: Vi kender jo Fremad ret godt og vi ved, at de er superfine til det, de kan. De justerer ikke så meget på tingene og vi vil forsøge at overraske dem med nogle ting, som de så skal finde et svar på. Det må have været en kæmpebet for dem at ryge i Kvalspillet, hvor de endte med at mangle ét sølle i de tre sidste runder i at sikre sig blandt de seks bedste. Det kan måske være en lille fordel for os.
Statistikken viser, at Middelfart aldrig har vundet hjemme over Fremad. I sidste sæson tabte vi uheldigt 3-4 på kunsten, men vandt så helt afgørende udekampen i næstsidste runde og med sejren over Frem sluttede vi i oprykningsfeltet. I denne sæsons førsterunde kamp på Middelfart Stadion kom vi tidligt foran på et mål af Peter Kristensen, men Fremad fik udlignet til slutresultatet 1-1 på noget, der lignede et frispark til Middelfart. I forårets første kamp tabte vi 1-0 i en chancefattig kamp, hvor den tidligere Middelfartforsvarer Mathias Damgaard afgjorde den tætte kamp.
Middelfart kommer fra baghjul og de andre hold betragter måske os allerede lidt som en af nedrykkerne med den betragtelige pointforskel. Anders Jensen forsikrer om, at ingen i den blå trup anser noget som helst for afgjort og vil gå 100 procent efter overraskelsen og efter at sikre 2. divisionsfodbold i Middelfart også i næste sæson.
På nær et par undtagelser er hele truppen klar til at trække i den blå trøje og hente tre point, når dommer Rasmus Nielsen fløjter op kl. 14.00 på et efter udsigterne at dømme solbeskinnet Middelfart Stadion.
Tekst: Leo Jensen