Middelfart Boldklub er på en mission her i foråret, som alle ved vil kræve lidt ud over det sædvanlige. En af opgaverne bliver at hente flere point i udekampene. Middelfart har et kedeligt nul i kolonnen over vundne udekampe. Hvis sæsonen skal reddes hjem på de resterende 13 kampe, hvoraf de syv er udekampe, så kræver det nogle kampe, hvor der er tre point med hjem i bussen.
Faktum er, at i de ni udekampe, der er afviklet indtil nu, har Middelfart hentet tre uafgjorte – i Kolding og mod AB og Brabrand – og målscoren er 4-18. Egentligt et fint udbytte af kun fire mål, hvis vi skal se på det positive. Efter kampen søndag mod tredjeplacerede Thisted FC mangler vi på udebane rækkens nr. 2, Hillerød, i den sidste grundspilskamp. Så opgaverne er fra den svære ende.
Passion og svinehårdt arbejde
En kamp på Sparekassen Thy Arena i Thisted er en af de opgaver, hvor der efter en lang bustur skal hankes op i kampviljen og viljen til godt halvanden times hårdt arbejde. Middelfart har ikke mange gevinster at se tilbage på fra kampe på det stadion, der i sin tid hed Lerpytter Stadion.
Vi skal tilbage til sommerens 2015 for at notere en enkeltstående sejr, ellers har det været hjemmeholdet, der har beholdt pointene hver gang. I 2020, de seneste opgør mellem de to hold på kanten af Limfjorden, var vi to gange deroppe og tabte 1-3 og 0-2. I de to seneste kampe i Middelfart blev det en 3-0 hjemmesejr i marts sidste år og i september spillede vi 0-0.
Cheftræner Anders Jensen: Vi skal ikke hænge os så meget i den statistik. Jeg har som spiller og med mine tidligere hold adskillige gange været i Thisted og har vundet deroppe. Det kan Middelfart også gøre søndag. Vi skal holde fast i de takter, vi slog favoritterne fra B.93 med i sidste kamp. Trods bagud ved pausen holdt vi fast i vores tilgang til kampen. Vi spillede med stort hjerte, brugte vores kræfter rigtigt, holdt fast i disciplin og organisation, stod godt bagude, scorede nogle flotte mål – og så fik vi belønningen med sejren. Det kan vi gøre igen i Thisted.
Anders fortsætter: Man skal ikke tage fejl af, at Middelfart trods placeringen ikke har glemt at spille fodbold. Vi skal bare gøre det på den måde, vi er bedst til. Vi er et hold af gode fodboldspillere, der sagtens kan måle sig med alle modstandere i 2. division. Nu skal vi rykke sammen i bussen og vise, at vi kan gøre det, når det gælder og løse opgaverne i den rækkefølge, de kommer.
Og hvor er det mere oplagt at rykke sammen i bussen end på sæsonens længste bustur på langs af Jylland. Vi ved, hvad Thisted består af og under ledelse af træner Bo Zinck ved vi også, at det betyder en modstander, der er fysisk stærk og vil indbyde til en herrefight hjemme på egen grønsvær, hvor de oftest er bedst.
Enten eller
Thisted har hjemme hentet 18 af deres 33 point med scoren 15-12, men har også tabt tre af ni kampe, senest 0-1 mod Skive i forårspremieren. Ingen uafgjorte hjemme – men tre ude og heriblandt altså Middelfart. I sidste runde fik Thisted til gengæld revanche mod AB for det lidt uforståelige 1-6 nederlag i sæsonens første hjemmekamp. Thisted scorede sejrsmålet til 1-0 kort før tid og var ikke uheldige med, at AB brændte et straffespark i seks minutters overtid.
Thisted FC er allerede sikret deltagelse i slutspillet om oprykning. Og dermed måske op til en 1. division/NordicBet Liga, hvor de i flere omgange har deltaget uden rigtig at bide sig fast. Nordvestjyderne har kæmpet lidt med den geografiske placering, hvor det efter sigende skulle være svært at trække spillere ud vestpå. Man skal dog ikke tage fejl af, at Thisted har et yderst kapabelt hold på 2. divisionsniveau og det er afgjort en af sæsonens hårdeste opgaver for Middelfart.
Middelfart stiller også med et kapabelt hold, hvor der aktuelt på nær et par stykker er fuld trup at vælge fra – og ingen karantæner. Efter fredagens uafgjorte kamp mellem Skive og Kolding ved vi, at udgangspunktet for en redning, en 10. plads, ligger syv point foran os. En sejr i Thisted kan altså reducere det forspring til kun fire point og vi har Kolding hjemme næste lørdag – og så ser det måske pludselig ikke så umuligt ud. Der er alt at vinde i Thisted.
Men, men, men!! En kamp ad gangen og al fokus på den næste opgave. Kampen på Sparekassen Thy Arena har Superligadommer Michael Tykgaard som dommer og han fløjter opgøret i gang kl. 15.30.
Tekst: Leo Jensen