Vi har ventet længe på det. Nu står vi der og tripper inden forårets første kamp. Vintertræningen, de mange forberedelser og træningskampene ligger bagude. Nu spiller vi om point igen. I første omgang skal grundspillet gøres færdigt. Fem kampe og der er nok ingen tvivl om, at vi uanset resultatet af dem skal belave os på et slutspil om at forblive i 2. division.
Der er inden kampen lørdag 11 point op til den sidste plads i Oprykningsspillet, som lige nu indehaves af netop Aarhus Fremad, vores modstander i lørdagens kamp på Robotize Park, DS holdet ASAs (Arbejder Sport Aarhus) kunstgræsbane i Aarhus C området.
Den første kamp
Pudsigt nok startede vi også efterårsturneringen tilbage i august mod Aarhus Fremad, dengang på Middelfart Stadion, hvor vi spillede 1-1 efter en føring på Peter Vamos Kristensens mål allerede efter fire minutter. Fremad fik anerkendt en udligning, der blev registreret som selvmål i en situation, hvor de blå følte sig bortdømt efter et voldsomt skub i ryggen på en Middelfartforsvarer fra en Fremadangriber.
Det blev optakten til en lidt mislykket sæsonstart fulgt op med et nederlag på Frederiksberg til det nærmeste hold over os, FA2000, som også er det eneste hold, vi har slået i denne sæson (1-0 hjemme i november) og 3-3 hjemme mod Brabrand efter 3-1 føring kort før tid. Senere blev det værre endnu – og derfor står vi med den store opgave at hente bundgruppen, der ligger fra 2 til 11 point foran os her ved forårsstarten.
Der har før været talt om ’spøgelset’, den første kamp i sæsonen, der traditionelt har været lidt vanskelig for Middelfart. Nu må det spøgelse aflives og den bedste mulighed for det er kampen lørdag. En udekamp mod et hold, der ligger akkurat i den bedste halvdel og er 11 point foran. Det må kunne sætte Middelfart op som kampens klare underdog.
Fremad har haft en del rokeringer henover vinteren i truppen, der rummer flere navne, der tidligere har været tilknyttet Middelfart. En tilgang som Niels Letort med fortid i Kolding og Fredericia klinger og på afgangssiden Marvin Laursen, der er taget til Island. Fremad har haft lidt blandede testresultater og har bl.a. slået Esbjerg og Brabrand, men også tabt til Lyseng.
Stigende form
Middelfarts trup har ikke undergået de helt store forandringer siden efteråret, hvor der er sagt farvel til et par angribere i Nicolai Frederiksen og André Bjerregaard og goddag til wingback Jonathan Kjær (FC Fredericia) og angriberen William Akpan (FC Midtjylland).
Assistent Thomas Thinggaard, der ledte Middelfarts tropper i de sidste seks turneringskampe i efteråret, som gav en sejr og to uafgjorte: Vi har et par stykker ude til weekendens kamp og Martin Conley i karantæne, men vi synes, at den opadgående kurve i træningskampene tegner til noget godt. Vi ærgrer os over, at vi slappede lidt af i den sidste test mod SfB-Oure, hvor de fik ’lov’ at vinde 2. halvleg, efter at vi havde sikret en komfortabel føring ved pausen på 3-0. Målscorere: Mads Jørgensen, Lasse Thomsen og Matthias Præst.
Thinggaard fortsætter: Vi går lidt op i at holde buret rent og derfor var det ene mål fra SfB lidt unødvendigt efter et par 1-0 sejre, hvor især resultatet og kampforløbet ude mod HIK for 14 dage siden var meget tilfredsstillende. Det er den linje, vi vil søge at følge og selvfølgelig gerne med lidt flere mål fra egne fødder. Men vi ved, det bliver svært, og vi har fornemmelsen af, at der er nogle hold, der meget gerne ser Middelfart trykket ned i 3. division og giver den max gas netop mod os. Det må vi vise, at vi kan håndtere og spille os ud af.
Thinggaard tilføjer: Vi har været lidt spændt på, om nogle af de lidt blødere resultater og indsatser tidligt på sæsonen skyldtes tunge ben efter hård træning eller om det måske var et reelt udtryk for vores niveau. Vi har heldigvis set en stigende kurve og bedre spil, selv om der selvfølgelig stadig er nogle detaljer at arbejde på, inden vi helt er der, hvor vi vil være. Det samme gælder nok også for modstanderne her i starten.
Efter min mening er vores to første modstandere her i foråret, Fremad og B93 hjemme i næste weekend, måske de mest afklarede hold, vi møder. De ved hvad de kan og de gør det som regel. Vi forventer dog at have nogle overraskelser i ærmet til dem. Vi er overbevist om, at Middelfart er på vej til flere sejre, end vi længe har været vant til, runder Thomas Thinggaard af.
Jacob Tornbjerg Rasmussen fløjter opgøret på kunsten på Robotize Park på F. Vestergaardsgade 3 i Aarhus C. Kampen starter kl. 14.00.
Tekst: Leo Jensen