Klimaændringerne sætter også deres præg på fodbolden. Den milde vinter indtil videre gør det muligt at forberede sig under noget nær ideelle forhold og ingen savner rigtig en træningslejr under sydlige himmelstrøg, så længe solen også skinner her og banerne ikke bundfryser.
Der er ikke brug for snerydningsudstyr eller salt i større mængder og selvom vi nok ikke slipper for lidt frost og en snebyge eller to frem mod Middelfart Boldklubs forårs premiere den 12. marts mod Fremad i Aarhus, gør det forberedelserne noget nemmere.
Udgangspunktet er kendt: Vi ligger ved turneringsstarten nr. 12 og sidst i 2. division med en margin på syv point op til en placering over nedrykningspladserne. Der resterer fem kampe i grundspillet frem mod påske, hvor divisionen deles op i et oprykningsspil og et kvalifikationsspil med 10 kampe frem mod sidste spillerunde den 11. juni. Her kender vi så de to oprykkere til NordicBet Ligaen og de to nedrykkere til 3. division.
Men inden vi skal til at spille om point, skal der trænes hårdt og målrettet frem mod at have en trup klar i fysisk, spillemæssig og mental topform. Der skal nogle kilometer i benene og tilføres noget fintuning af værktøjet, ben, krop og hoveder.
Træner Anders Jensen: Træningsstarten er gået godt, truppen mødte op i en fin forfatning og vi er stort set på det sted, vi efter planen skal være nu. Der bliver stadig passet lidt på spillere, der er på vej tilbage efter skader, og vi arbejder godt med at spille de nye, Jonathan Kjær, den venstrebenede wingback, der kom fra FC Fredericia, og den lynhurtige angriber William Akpan fra FC Midtjylland, ind i truppen.
Vinduet er åbent til udgangen af januar
Så spiller der på dette tidspunkt i fodboldsæsonen nogle ubekendte faktorer ind i form af transfervinduet, der står åbent minimum januar måned ud – og længere for spillere uden kontrakt.
Anders Jensen: Vi har i udgangspunktet en fin trup, men vi ved, at i fodbold kan tingene gå stærkt. Der kan være spillere i vores trup, der får et attraktivt tilbud, de ønsker at følge op på, og der kan være interessante spillere udefra, der passer ind i vores trup og budget. Det vil blive afvejet hen ad vejen.
Der har da også været og er spillere udefra, der træner med i Middelfart af forskellige årsager. Nogle med henblik på at spille sig til en aftale i Middelfart og andre, der (måske) er på vej videre. Det er en del af gamet i denne tid og der kan ske overraskende ting, især når vi nærmer os transfervinduets lukketid.
Sæsonens første testkamp skulle efter planen være mod Kolding IF lørdag. Den allestedsnærværende corona har betydet, at der er fundet en ny modstander. I stedet ruller vi til Silkeborg, hvor der lørdag kl. 11.00 spilles en kamp mod Silkeborg IF, der stiller med en trup bestående af spillere fra deres Superligatrup og nogle fra talentafdelingen. Så vi starter med en skarp udfordring. Det øvrige program for testkampene i foråret følger i nær fremtid.
Anders Jensen: Vi tager forventeligt hele truppen med op til Søhøjlandet og doserer så kampminutter for de enkelte spillere efter, hvad der er fornuftigt på dette tidlige tidspunkt. Jeg og den øvrige trænerstab vil gerne se så mange som muligt i kamp, selvfølgelig også under hensyntagen til, at vi vil gerne vil have et fornuftigt resultat med hjem – testkamp eller ej. Vi har alle brug for nogle succesoplevelser og overlevelseskampen er startet.
Tekst: Leo Jensen