Den nye træner i Middelfart Boldklub, Anders Jensen, er kontant og klar i mælet på det indledende spørgsmål om Middelfart også spiller i 2. division efter sommerferien: Ja, det gør vi, fastslår han uden tøven.
Den slags løfter er jo ikke uden binding, så i dette juleinterview, hvor Anders Jensen, 41 år, har haft et par uger med spillerne op til vinterpausen, bliver han spurgt lidt ind, hvordan han vil genskabe vinderkulturen på holdet, der var gennem et slidsomt efterår uden mange succeser.
Ikke siden 2015, hvor en scoring af Kristoffer Gjettermann i overtiden på Rishøjs bane i en motorvejsudfletning nord for Køge reddede Middelfart fra en tur i DS, har de blå stået i en lignende situation med overhængende nedrykning.
Vi kan løse opgaven
Og så alligevel. Sidste sommer på grundlovsdag i turneringens sidste runde kunne Middelfart have endt på en placering, der havde betydet 3. division i denne sæson. Sejren over Frem betød en plads i den nye landsdækkende 2. division, men siden har Middelfart Boldklub kun vundet én eneste divisionskamp, i tredjesidste runde med 1-0 hjemme mod FA 2000 på Matthias Præsts scoring i 1. halvleg.
Vi har tidligere boret i årsagerne til, at efterårets 17 kampe kun gav 10 point og har efterladt Middelfart i bunden af rækken med syv point op til en frelsende 10. plads. Hvad peger i retning af, at Middelfart kan indhente den manko i pointforskellen og vise, at de blå fra Nordvestfyn hører til i 2. division?
Anders Jensen: Jeg har jo siden kontraktunderskrivelsen med Middelfart haft mulighed for at følge holdet i flere kampe og senest også ved at have et par ugers træning med truppen op til julepausen, og kort og godt er løsningen selvfølgelig, at vi selv skal score nogle flere mål og holde modstanderne fra at score så meget hos os, griner Anders.
Anders Jensen: Jeg vil ikke her kloge mig på, hvorfor det ikke lykkedes og vi ikke vandt flere kampe i efteråret. Men jeg har til træning og i flere kampe set, at Middelfart råder over nogle rigtig gode fodboldspillere i den nuværende trup og de har efter min mening klassen til at spille med i 2. division. Nu skal vi så bare bevise det i de sidste 15 kampe i turneringen.
Det vides ikke i skrivende stund, hvilke ændringer i truppen, der eventuelt kommer i truppen henover vinterpausen. Vi ved, at angriberen Nicolai Frederiksen, der har kontraktudløb ved nytår, forlader Middelfart, og mon ikke januar byder på flere nyheder.
En træner med rutine og resultater
Anders Jensen, der i sin tid som aktiv spiller var målmand i Kolding, har siden 2008 haft både træner- og lederansvar i begge Koldingklubber, IF og BK. Siden fulgte en tid i Næsby Boldklub, sideløbende med Jens Letorts trænerår i Odenseklubben, hvor Anders arbejdede med talenter og de bedste ungdomshold, og så tilbage til Kolding IF og talentarbejde.
I foråret 2016 blev Anders Jensen udnævnt til cheftræner for Kolding IFs 2. divisionshold. Han byggede holdet op til oprykning til NordicBet Ligaen i sommeren 2019, hvor holdet i efteråret 19 byggede videre på succesen og lagde sig op i spidsen af rækken. Det var derfor overraskende, da klubben afskedigede ham i november samme år, angiveligt grundet manglende resultater.
Anders Jensen tog en måned senere et måske lidt overraskende skifte til byens elitehold for kvinder, Kolding Q, hvor han blev fuldtidsansat som manager og træner og kvittede jobbet som lærer.
Nu gælder det et fuldtidsjob som træner for Middelfarts trængte tropper. Den øvrige trænertrup i klubben følger med, så der er flere at støtte sig til i arbejdet med at komme ind under huden i klubbens kultur og få sat sit præg på det daglige arbejde i Middelfart Boldklub.
Mange overvejelser
Anders Jensen fastslår, at han ikke er kommet for at vende op og ned på alting. Grundlæggende er der en god trup med en god aldersfordeling, der har været godt trænet og som kender betingelserne for at spille med i divisionsfodbold.
Anders Jensen: Det kan godt være, jeg kigger lidt på holdets formation og prøver nogle andre konstellationer. Vi skal selvfølgelig have styrket defensiven, for der er gået mange mål ind. Men vi spiller som et hold, så der skal ikke peges fingre ad nogen. Vi har også haft utroligt svært ved at udnytte de mange chancer, vi tilspiller os.
Men det er selvfølgelig også en del af, at resultaterne ikke har været med os. Så begynder nogle måske at tænke for meget på fejlene, fokuserer på det forkerte og så spiller marginalerne mod os. Det er en kendt mekanisme i fodbold og udgør måske den største forskel på, hvem der ender i bunden eller højere oppe, forklarer Anders.
Vi tager sammen fat på at styrke fundamentet og med det kommer der øget selvtillid og spilleglæde. Jeg har nogle ideer, jeg er enig med Thomas og de andre om, og det bliver vores fælles opgave at få det omsat til træningsbanen og resultater i weekenderne, uddyber Anders.
Jeg tror, det er en fordel, at vi starter foråret med kampe mod hold fra den øverste halvdel af rækken, hvor vi kan overraske, og prøve at få mest muligt med over i slutspillet. Der har vi så alle de direkte konkurrenter to gange og der skal vi vise, at vi vil det her mere end de andre, tilføjer chefen.
Vores unge spillere har nu prøvet noget modgang i efteråret og det skal vi bruge proaktivt. Nu er det vores tur til at få den sidste fod eller hoved på bolden, for vi har evnerne og værktøjerne til succes. Bliver det så også målrigt og underholdende for publikum, er det et stort plus, men først og fremmest vil vi vinde og fortsætte i 2. division efter sommerferien, stiller Anders Jensen i udsigt.
Træningsstart er 10. januar kl. 17.15. Glædelig jul og godt nytår til alle og pas godt på jer selv.
Tekst: Leo Jensen