Det kan være svært at komme med ret mange gode forklaringer, når vi her op til jul kigger tilbage på en halvsæson, der kun gav 10 point for 17 kampe. En helt ny situation for Middelfart Boldklub, der de seneste mange sæsoner har kigget opad i rækken og leget med i toppen. En eneste sejr plus syv uafgjorte, hvor over halvdelen af kampene blev tabt og målforskellen siger minus 17 mål.
Stillingen viser, at Middelfart Boldklub ligger to point efter FA 2000 og der er 7 og 9 point op til næste pladser. Det har vi fem grundspilskampe og 10 slutspilskampe til at reparere på i foråret – men med hvad?
Chef med fastlagt udløb
Da Middelfart ca. totredjedele inde i efteråret med fem nederlag på stribe gav træner Jens Letort beskeden om, at han ikke længere skulle være i Middelfart Boldklub, blev det lagt i hænderne på assistenten Thomas Thinggaard at forsøge at redde resten af efteråret i land med flest mulige point.
Samtidig blev Anders Jensen ansat som ny cheftræner med effektuering fra sæsonens afslutning – sidste kamp var mod HIK 20. november. En lidt underlig situation at stå i for den nye chef på bænken?
Thomas Thinggaard: Jeg kendte jo opgaven og truppen og godt nok var det mit første job som chef for et divisionshold. Men jeg var egentlig ikke nervøs, jeg har jo haft træneransvar i mange sammenhænge, siden jeg var 21, og jeg har jo på en måde altid haft et chefjob i kikkerten som et karrieremål.
Men jeg var også helt afklaret med, at det i dette tilfælde var tidsbegrænset, og jeg har det fint med at skulle være assistent igen i samarbejde med Anders. Vi tænker meget fodbold på den samme måde og går fint i spænd og jeg har da også valgt at forlænge min kontrakt i Middelfart med to år yderligere, gældende fra 1. januar, forklarer Thomas, der nåede at få syv kampe som chef. Seks turneringskampe, der gav fem point, og så 4. runde kampen i Sydbank Pokalen mod de forsvarende pokalmestre fra Randers.
Hvorfor gik det så galt
Der kan peges på flere faktorer, når det magre udbytte i efteråret skal forklares. Middelfart Boldklub gennemgik et planlagt og markant generationsskifte over to transfervinduer og det var mange hundrede divisionskampes erfaring, der forsvandt ud af døren med flere af de foregående sæsoners bærende spillere.
Samtidig med indkøringen af mange nye og unge spillere og processen med at få nye blandet godt med de tilbageværende i truppen, løb vi så ind i et utal af skader op til og i løbet af sæsonstarten, forklarer Thomas Thinggaard.
Det ville ramme alle hold på vores niveau hårdt i perioder at stå med 8-10 skader, hvoraf nogle var alvorlige og langvarige og prægede hele efteråret. Alligevel kom vi nogenlunde godkendt i gang med turneringen, men det sled hårdt på den gruppe af spillere, der var klar til kampene og som der blev trukket hårde veksler på. Fem uafgjorte i de første seks kampe, hvor vi følte, vi burde have vundet flere, ikke mindst mod Brabrand i kamp 3, hvor vi smed en sikker 3-1 føring væk til sidst, uddyber Thomas.
Vi arbejdede meget med holdet for at holde gejsten oppe og havde ikke forudset det dybe dyk, der startede med to gange 0-4 i september og gav de fem nederlag på stribe, der førte til trænerskiftet. Det havde slidt mere på selvtilliden, end vi forestillede os, og det prægede resten af efteråret, evaluerer Thomas.
Vi kunne sidde kamp efter kamp og kigge statistik og se, at Middelfart havde været bedst i mange faser af kampene og spillet flere gode halvlege og skabt store chancer uden at score. Så pludselig kom der udfald med billige mål til modstanderne, som vi ikke havde styrke til at komme igen på. Den sidste kamp mod HIK var et slående eksempel på det. Jeg vil stadig påstå, at spiller for spiller målt op mod flere af modstanderne er Middelfart ikke 2. divisions dårligste hold, funderer Thomas.
Men tabellen lyver ikke, ved vi jo, og så er den ikke længere, fastslår Thomas Thinggaard, der passer et job ved siden af assistentrollen, men bliver købt fri en hel dag om ugen her i foråret til at kunne passe sit fodboldjob.
2022 og hvad så
Fodboldpausen kommer fint nu, hvor spillerne har behov for at koble af fra en sæson, der har slidt hårdt og de har lidt med de svigtende resultater, forklarer Thomas. Det er også fint, at spillerne har haft nogle uger med den nye træner Anders Jensen inden pausen, så de har fået et indtryk af hans tanker og måde at gribe tingene an på.
Efter juleferien starter vi så på en frisk den 10. januar, hvor der skal opbygges fysisk form og rejses ny mental styrke inden første turneringskamp, der spilles ude mod Aarhus Fremad den 12. marts.
Frem mod turneringsstarten er der en række testkampe, der efter planen falder sådan: Lørdag 22/1 – ude mod Kolding IF. Lørdag 29/1: hjemme mod Næsby. Torsdag 3/2 – hjemme mod ikke udpeget modstander. Torsdag 8/2: hjemme mod Marienlyst. Lørdag 12/2: ude mod Young Boys, Silkeborg. Lørdag 19/2: hjemme mod VSK, Aarhus. Lørdag 26/2: ude mod HIK. Lørdag 5/3: hjemme mod SfB-Oure.
Tekst: Leo Jensen