Sjældent har en sejr, der har haft så lidt synlig effekt – vi rykkede fra sidstepladsen til … sidstepladsen – vakt så stor glæde. Sejrssangen i omklædningsrummet på Færøvej blev sunget af flere spillere, der ikke har prøvet det før i en Middelfarttrøje. Middelfart Boldklub havde ikke vundet en turneringssejr i et halvt år – ikke siden sejren over Frem i sidste sæson, 5. juni på en solrig grundlovsdag, hvor pladsen i 2. division blev sikret.
Men det skete den lørdag i november. Mange havde måske bedt til de højere magter om lidt hjælp, og måske var det meget symbolsk, at det var Matthias med efternavnet Præst, der scorede sejrsmålet, da FA 2000 blev lagt ned med en knusende 1-0 (1-0) sejr, der sendte Middelfart ind i centrum af bundkampen igen.
Træner Thomas Thinggaard i omklædningsrummet efter sejren: I skal være stolte i dag, drenge. Endelig en sejr efter en flot 1. halvleg og en forfærdelig 2. halvleg, hvor sejren skulle kriges hjem. Vi gjorde arbejdet færdigt. Glæd jer over det og nu er vi i gang.
Sportschef Søren Godskesen i trænerrummet efter sejren: Endelig. Hvor er man dog træt … og glad efter sådan en sejr.
Der var vilje bag
Måske skulle Middelfart Boldklub overveje at lade trykke en trøje med påskriften ’I was there – da Middelfart vandt’ og dele ud til de tapre tilskuere, der trodsede snuskregnen og det fugtigkolde vejr og fulgte de blå drenge på vej til triumfen efter det alt for lange forløb frem mod den første sejr i 15. runde.
Det var i de lidt ydmyge rammer omkring kunstgræsset på klubanlægget, der er det muliges kunst i november, hvor Middelfart Stadion ikke må spilles på, at følgende hold løb på banen: Casper Radza – Hanus Sørensen, Thomas Viggers , Mads Jørgensen, Jonas Skytte – Jacob Linnet – Peter Kristensen, Matthias Præst, Denis Fazlagic, Jonas Villemoes – Tre Hayes. Sidstnævnte fik sin første startplads og Mathias Høgsholt havde måttet melde forfald fra morgenstunden grundet sygdom.
Begge hold, der var og er i bekneb for point, gik hårdt til hinanden fra start uden at skabe de helt store muligheder foran mål det første kvarter. Det virkede som om begge hold var opmærksom på, at de ikke havde scoret mange mål og at det første mål i kampen måske også kunne blive det sidste, så det gjaldt om at passe på sig selv bagude.
Men pludselig var FA 2000 tæt på med et forsøg, der med bundholdets uheldige lod og til Middelfarts store held prellede af mod overliggeren og slog ned i feltet foran keeper Radza efter 15 minutter. Der var vi tæt på et chok ude blandt det spændte publikum, der med paraplyer og tilbageholdt åndedræt fulgte slagudvekslingerne.
Umiddelbart efter havde Middelfart et forsøg, der var tæt på og de blå havde set over halvlegen det meste spil uden at få udbytte. FA noteredes dog også for et hovedstødsforsøg tæt over mål. Et grimt uheld satte kanten Peter Kristensen ud af spillet, da han fik et hårdt spark over anklen, der sendte ham i plastiksværen under store smerter. Han blev afløst af Marcus de Claville efter 20 minutter.
Et længere stop endte med, at Peter Vamos blev båret ud og senere kørt på hospitalet for et nærmere tjek for et eventuelt brud. Da vi nærmede os halvlegspausen på stadion uden en aktiv måltavle og ur, skete der pludselig noget.
Middelfart havde haft en del opløb på kanten, især i højresiden, og på et af disse indlæg efter 38 minutter fik Tre Hayes midt for mål chance for en afslutning og måtte se stolpen stå i vejen for den udmærkede afslutning.
Men så kom forløsningen efter 40 minutter. En standard, hvor Matthias Præst modtog bolden lidt inde i feltet og afsluttede hårdt og fladt forbi FA-keeperen. 1-0 og nu var Middelfart i den fordelagtige position, at det var modstanderne, der skulle jagte en udligning. Det kunne Middelfart måske så lukrere på i en omstilling – og de skulle komme, viste det sig.
Det forblev ved 1-0 ved pausen mellem de to bundhold, der begge havde behov for point og der sporedes lidt frustrationer i FA lejren, der også var desperate efter en sejr efter otte runder uden.
En krig der blev vundet
Der er ikke meget mere at sige om 2. halvleg end at det blev en sejtrækker, hvor Middelfart fik lov at arbejde hårdt for sejren til sidste fløjt. FA 2000 gik fra start ud og satte sig på hovedparten af spillet, men det blev hurtigt klart, at de også har problemer med at komme til chancer og score på dem.
Sammentalt over halvlegen var der under en håndfuld situationer, hvor det for alvor brændte på foran Middelfarts mål og keeper Casper Radza måtte ud i forbavsende få redninger af nærgående forsøg fra FA angriberne. Det tapper på selvtilliden at tabe mange tætte kampe.
Modsat fik Middelfart nogle fine chancer for at skabe den afgørende tomålsføring. Der var flere situationer med omstillinger, der blev alt for lidt ud af. Enten fordi den sidste aflevering ikke ramte en medspiller, eller der blev tøvet i situationer, hvor en afslutning kunne have givet en 2-0 føring. Her er der noget at øve sig på til træning.
Efter 65 minutter blev skiftet på to pladser, hvor Tre Hayes og Jonas Villemoes gik ud og ind kom André Bjerregaard og Martin Conley. Der var yderligere en udskiftning kort før tid, hvor Nicolai Frederiksen afløste Denis Fazlagic.
Det blev derfor en lang 2. halvleg, hvor de blå tilhængere stod med hjertet i halsen og til sidst blev det bare en venten på det befriende fløjt fra dommeren, der også i nogle situationer havde kendelser, der frustrerede begge holds spillere og trænere. Fløjtet kom efter ca. fem minutters ekstratid og så var der blå jubel både inden for og uden for stregerne.
Træner Thomas Thinggaard: En dejlig grim 1-0 sejr, hvor vi skulle slås hele vejen igennem og der var en del, der ikke så så kønt ud. Nu er det lige meget. Sejren er hjemme og vi er med i stillingen igen.
Det var som forudset i optakten første trin i raketten frem mod vinterpausen. Starten lykkedes og nu styrer vi mod trin 2 i Skive næste lørdag. De øvrige resultater i bunden var helt rigtige, bortset fra at vi ikke havde set B.93 lægge sig på skjoldet i kampen mod HIK (1-4). Vi har nærkontakt til FA 2000, Skive og Kolding med Brabrand og HIK lidt længere fremme.
Den sidste bulletin efter kampen omkring Peter Kristensen sagde, at der ikke var noget brækket i anklen, men den kraftige forstuvning sætter ham nok ud af spillet i en periode.
Tekst: Leo Jensen