… men patienten lever stadig. Så længe, der står 0-0, står alle muligheder åbne og såmænd også ved 0-1, men derefter bliver det svært. Storfavoritterne i dagens 1/8 dels finale i Sydbank Pokalen, Randers FC, leverede det nødvendige og ikke så meget mere og det sikrede dem i forhold til spil og chancer en lidt for stor sejr på 4-0 (1-0).
Men dagens underdogs fra Middelfart leverede især i 1. halvleg opløftende momenter, der giver tro på, at lykken snart vil vende og der begynder at trille point ind på holdets slunkne konto i bunden af 2. division. Med lidt held og større dygtighed havde Middelfart scoret et par mål i 1. halvleg og det giver øget tro på tingene, at det kan lade sig gøre at spille sig til så store chancer mod et Superligahold fra toppen af rækken i godt nok ikke stærkeste opstilling.
I stærkeste og næststærkeste opstilling
Middelfarts trænerduo Thinggaard & Johansen havde valgt noget, der lignede stærkeste opstilling til kampen. Nok fornuftigt ikke at vælge at lægge sig på ryggen fra start og det betød følgende opstilling: Casper Radza – Jonas Skytte, Mads Jørgensen, Mathias Høgsholt, Thomas Viggers – Martin Conley – Peter Kristensen, Jacob Linnet, Matthias Præst, Jonas Villemoes – André Bjerregaard.
Randers og træner Thomas Thomasberg havde kigget i værktøjskassen og fundet en opstilling frem, der kun på tre pladser lignede opstillingen fra sejren over AGF i søndags. Der er selvfølgelig mere at tage af i en Superligaklub og det viste sig at være en rigelig mundfuld for Middelfart.
Middelfart lagde ellers fint og optimistisk ud. Allerede efter to minutter havde Matthias Præst et opløb og en afslutning fra højresiden, inden Casper Radza måtte hive en redning frem på et nærgående Randersforsøg i det 6. minut. Efter ni minutter var der en dobbeltchance til Middelfart ved Linnet og Conley, inden Peter Kristensen havde et par optimistiske forsøg op mod det 20. minut.
Lidt efter gik det desværre galt, hvor Randers’ Oliver Bundgaard afsluttede fladt udenfor feltet og Casper Radza nåede ikke ned til det hårde skud. Det var 0-1, men Middelfart havde stadig mod på livet og der blev især bemærket et par chancer i et kombinationsspil mellem Jonas Villemoes og André Bjerregaard, og en helt fri Bjerregaard efter 41 minutter, hvor det ikke lykkedes at afslutte inden for målrammen.
Helhedsindtrykket fra 1. halvleg var fint. Middelfart spillede frisk til, Randers havde godt bolden det meste af tiden og benyttede sig af nogle opspilsfejl på midten af Middelfart. Middelfart havde dog klart de største chancer og en blå føring ved pausen havde ikke været helt forkert. Men det gamle billede spøger, vi spiller og spiller og de andre scorer.
Det holdt et kvarter i 2. halvleg
Middelfart kom optimistiske ud til og det taknemmelige publikum klappede ihærdigt, når Middelfart kom frem til noget, der lignede en chance. Randers startede dog med at ramme stolpen i det første minut, men ellers var Middelfart rigtig fint med.
Efter et lille kvarter fik Middelfart frispark lige uden for feltet og Mads Jørgensen havde et fint forsøg, som den unge Randers keeper Andreas Søndergaard havde problemer med. I næste angreb fik Middelfart ikke afstemt tilbageløbet og det ender med, at Martin Conley kommer i kapløb med en Randerssprinter, hvor Conley klart var den næsthurtigste.
Martin Conley greb til trøjeriv i par omgange og anden gang inde i feltet. Det gav straffespark og den evige fighter og spoiler på midten var vist heldig med, at det gule kort ikke havde en anden og værre farve. 2-0 ved Kehinde Oluwatosin efter 60 minutter og derfra faldt Middelfart i indsats og intensitet.
Der gik kun fem minutter, så blev Middelfart forsvaret spillet vind og skæv og stillingen var 3-0 på mål af Jakob Ankersen, der kom til Randers i kølvandet på balladen i Esbjerg. Peter Kristensen havde et fint forsøg efter 66 minutter og efter 70 minutter gik Conley ud og Marcus de Claville kom på banen.
Et kvarter før tid lukkede og slukkede Randers med en scoring ved Stephen Odey, der kom ind fra 2. halvlegs start og hvor der igen blev spillet lidt ping pong med Middelfarts defensiv. Middelfart lavede en trippleudskiftning efter 77 minutter, hvor angriberne Tre Hayes og Nicolai Frederiksen kom på banen sammen med Hanus Sørensen. Ud gik André Bjerregaard, Peter Kristensen og Thomas Viggers. Andreas Eriksen fik minutter til allersidst.
På det tidspunkt ventede spillerne bare på slutfløjtet, som også kom uden mange tillægsminutter fra dommeren. Årets pokaleventyr er slut. Vi nåede for første gang til 4. runde på tre pligtsejre mod lavere rangerende modstandere. Godkendt indsats selv om exit’en mod Randers blev med for store cifre i forhold til kampens forløb.
Kan vi holde fast ved det positive
Helhedsindtrykket: Kan Middelfart spille på det niveau, de viste især i 1. halvleg, kan de slå de fleste hold i 2. division. God indstilling, nydelig spilfantasi, gode løb for hinanden og der blev skabt et pænt antal chancer. Her ligger et af problemerne.
Vi scorer ikke på vores chancer – og vi skal ikke forvente at få mange mod Brabrand på lørdag. De står dybt og tæt selv på hjemmebane og er ekstremt gode til at lukrere på modstandernes fejl. Et andet problem: Vi er ikke konsekvente nok i forsvaret og modstanderne kommer for let til mange af deres mål.
Alle ved hvor vigtig kampen mod Brabrand er – som de foregående kampe også har været. Kan vi hive os op ved hårrødderne og få det vinderinstinkt, der har ligget lidt gemt for længe, frem i lyset? Så ligger vejen også åben til en sejr.
Tekst: Leo Jensen