Middelfart Boldklub har ansat Anders Jensen som ny cheftræner, på en kontrakt som løber frem til sommeren 2024. Anders Jensen er pt. ansat som manager i KoldingQ, med hvem han også færdiggør efterårssæsonen.
Anders Jensen tiltræder i Middelfart Boldklub umiddelbart efter efterårets sidste kamp i november. Han har tidligere været cheftræner i Kolding IF, som han i 2019 førte til en flot oprykning til NordicBet Ligaen. Anders stoppede i Kolding IF i slutningen af 2019, efter et flot første halvår i NordicBet Ligaen og har siden været ansat i KoldingQ.
I forbindelse med trænerskiftet bliver der ændret lidt på setuppet omkring holdet. Anders Jensen tiltræder nemlig i en fuldtidsstilling, og skal være med at sætte endnu mere fokus på udviklingen af fodbolden i Middelfart.
-”Efter afskeden med Jens Letort, har vi arbejdet målrettet på at finde en kompetent og langtidsholdbar løsning. Vi har besluttet at skrue lidt op, og ansætte en træner på fuld tid. Allerede da vi satte processen i gang, stod Anders helt i toppen på kandidat-listen. Anders er en ung og nysgerrig træner, som hele tiden gerne vil dygtiggøre sig. Han har samtidig en pæn portion erfaring fra vores niveau, og har stort kendskab til divisionsfodbolden. De seneste dage har vi arbejdet målrettet på en løsning, og vi er glade for at vi i godt samarbede med Kolding, kan få Anders til klubben allerede i slutningen af november”, udtaler sportschef Søren Godskesen.
-”Først og fremmest har jeg været vanvittigt glad for min tid i KoldingQ, og det er vemodigt at skulle takke af med spillere, trænere og ledere. Omvendt så glæder jeg mig også ekstremt meget til at komme i gang i Middelfart, som har en spændende trup og en godt setup. Jeg har fulgt Middelfart igennem flere år, og ser frem til at være med til at forløse endnu mere af klubbens potentiale. Jeg glæder mig til at hilse på mine nye kollegaer, spillere og ledere, og ser frem til min start i klubben i slutningen af november. Indtil da, følger jeg med fra sidelinien”, udtaler Anders Jensen.
Kontrakten mellem parterne løber frem til 30. juni 2024.
Yderligere oplysninger:
Søren Godskesen, tlf. 20129858