Skulle den gamle fynske eventyrdigter H. C. Andersen være vågnet af sin grav, have grebet gåsefjeren og skrevet historien om Middelfart Boldklub lige nu, ville han måske have indledt med ’Det var en skrækkelig historie’.
Igen i lørdagens kamp i Gentofte Sportspark blev der føjet til den historisk lange skadesliste, der har plaget kontinuiteten og valgmulighederne i træning og kamp, hvor vi er nu er inde i sæsonens fjerde måned, når træningsoptakten regnes med.
Middelfart måtte registrere det fjerde nederlag på stribe, da det endte 2-0 (0-0) til HIK på kunstgræsset i Gentofte, hvor det traditionelt er svært at opleve den store stemning omkring kampene. Og det smitter af. Hvornår har vi sidst set en Middelfartkamp omtalt med fire linjer i øens førende avis?
Hvor er løsningen og lysningen
Middelfart stillede til kampen mod HIK med følgende hold, hvor målmand Casper Radza igen var med, da nu også efterårets hidtidige førstekeeper, Aleksandar Stankovic, sidder udenfor med en formodet længerevarende skade.
Opstilling: Caper Radza – Thomas Viggers, Mads Jørgensen, Mathias Høgsholt, Hanus Sørensen – Martin Conley – Peter Kristensen, Jacob Linnet, Matthias Præst, Marcus de Claville – Nicolai Frederiksen
Kampen på kunsten i Gentofte var i 1. halvleg i lange passager præget af meget spil på midten uden de helt store chancer undervejs. Middelfarts hold er præget af den mål og pointfattige sæson hidtil og der savnes den friskhed, der tidligere har givet Middelfart gode resultater både ude og hjemme.
Ikke uden grund vil der snige sig en angst ind for at lave fejl, tabe bolden på farlige steder osv og det giver et udtryk og en spilrytme med defensive aktioner og flere alibiafleveringer. Det betyder så, at overraskelsesmomentet forsvinder og modstanderne får alt for god tid til at gardere sig.
HIK var heller ikke et hold, der til dagen havde fundet det sprudlende eller iderige spil frem og man sad med fornemmelsen af, at kampen kunne ende målløs eller skulle afgøres på en fejl eller en standard på frispark eller straffespark for at slå hul i dødvandet.
Middelfart skal roses for igen at levere en god løbeindsats og forsvaret virkede længe sikkert og gav ikke meget væk. Men vi producerede desværre ikke meget den anden vej. 1. halvleg løb til ende uden scoringer og mindeværdige situationer.
Afgjort på en fejl
Billedet fortsatte i 2. halvleg med få chancer, en masse nærkampe mellem felterne og en del tabte bolde. Efter 70 minutter kom afgørelsen så, da fornemmelsen fra 1. halvleg slog til, desværre med fejl, der ramte de blå, der i dagens kamp spillede i rødt.
Et tilsyneladende ufarligt indlæg, der bare skulle samles op ved bageste stolpe af keeper Radza, der ellers havde gjort et sikkert indtryk i sin come back kamp i Aleksandar Stankovics skadesbetingede fravær. Han fik ikke fat i bolden og pludselig lå den for fødderne af HIKs Aleksandar med efternavnet Lazarevic, der var blevet skiftet ind få minutter før.
Det var 1-0 og lignede skriften på væggen. Middelfart smed et par offensive kræfter ind efter scoringen, hvor Jonas Villemoes og Tre Hayes afløste Peter Dahl og Nicolai Frederiksen. Der blev også forsøgt med nogle fremstød og bolde ind i feltet, men HIK passede godt på sig selv, stod godt i forsvaret og var konsekvente til at sparke væk.
Små ti minutter senere kom Jonas Skytte og Benjamin Zjajo på banen som afløsere for Hanus Sørensen og Martin Conley. Zjajo blev dog nærmest båret ud ti minutter senere, hvor det lignede endnu en alvorlig skade. Bænken var tom bortset fra reservemålmand Peter Bergmann, der måtte på banen som markspiller i de sidste minutter. Der var i øvrigt flere situationer, hvor Middelfarts spillere bed i plastikken og man frygtede flere slemme skader.
Casper Radza klarede i øvrigt kort efter scoringen en afgørende situation på fremragende vis, da han gik ud og ned i fødderne på en friløber fra HIK og reddede os fra en helt dræbende scoring til 2-0. Den kom så i stedet inde i overtiden, hvor Middelfarts situation og manglende selvtillid blev vist i nærmest samme minut.
Middelfart havde et opløb, der endte med, at Jonas Villemoes i angrebets højre side pludselig var helt alene med HIKs målmand og kunne have skaffet et sent og velkomment point. Ville fik aldrig rigtig afsluttet og tjattede nærmest bolden ind på HIK keeperen. HIK satte et modangreb i gang, hvor det blå forsvar ikke kunne blive enige om, hvem der skulle gribe ind og så var en HIK angriber alene med Casper Radza og i tre minutters overtid kunne Emil Thomsen score til 2-0. Så var det slut.
Næste lørdag gælder det hjemme nedrykkerne fra Skive, der også er i gang med en svær sæson og ligger lige over os i stillingen med samme pointantal og en bedre målscore. Der er vist ingen grund til at bruge mange ord på, hvor vigtig den kamp er.
Tekst: Leo Jensen