Når Middelfart Boldklubs blåklædte løber på banen i Marienlystcentret onsdag aften til kampen i 3. runde mod Boldklubben Marienlysts DS hold, er det vel med en form for favoritværdighed, eftersom der er to rækker mellem holdene i turneringssammenhæng.
Men selvom det er DS mod 2. division i denne kamp, tilsat lidt lokalkolorit og holdenes aktuelle dagsform og resultater, er det måske ikke så indlysende at pege på en favorit. Hjemmeholdet ligger på en aktuel 3. plads i den ’fynske’ kreds med en udsat kamp til gode og har hentet 12 point i seks kampe. Holdt op mod Middelfarts 5 point i 8 kampe og ingen turneringssejre indtil nu, udligner det nok lidt på kontoen.
Lidt pokaldrømme
Alle pokalhold ved godt, at drømmen om finalen, der i denne udgave af Sydbank Pokalen spilles på Brøndby Stadion i maj 2022, er temmelig urealistisk for andre end Superligaholdene, der plejer at sætte sig på de fleste pladser fra kvartfinalen og frem.
Men de legendariske kampe, hvor et lille hold har fanget et af de store på en dårlig dag, og opnået udødelig berømmelse, har en tiltrækningskraft. Det kan også sikre uvisnelig hæder ved stambordet i klubhuset, hvis de gamle ben engang var med til at lave en gedigen pokaloverraskelse mod et stort klubnavn og historierne bliver som regel ikke ringere med årene.
Nu må vi med klædelig beskedenhed erkende, at Middelfart Boldklub ikke hører til i den kategori af klubber, der kan kalde sig storklub. Men den nyere fynske fodboldhistorie gør pokalkampen på Windelsvej i Skibhuskvarteret i Odense til en prestigekamp, som ingen af klubberne har lyst til at tabe. Det er få år siden, klubberne kæmpede side om side i 2. division og skiftedes til at vinde.
Der er spillere og ledere på begge sider, der ikke vil tabe den konfrontation, og det gør ofte den type opgør til mere end som i dette tilfælde en kamp i 3. runde. Marienlyst kan som serieklub træde ind blandt de sidste 16 hold i turneringen med en sejr og måske se frem til et stort klubnavn i næste runde. Og de kan stadig huske derude, at de for få sæsoner siden gav OB kamp til stregen i en pokalkamp.
Vi skal i gang
For Middelfarts vedkommende gælder kampen en mulighed for at prøve at vinde igen. Efter sommerferien har Middelfart kun præsteret to sejre. Begge i pokalen med først 6-0 over DS-holdet SfB-Oure tilbage i starten af august og 4-1 over det jyske serie 1 hold Bredballe i 2. runde på septembers første dag.
Det har været et par svære måneder her i starten og en sejr over Marienlyst og for første gang i klubbens historie at stå i en 4. runde/8.delsfinale er vel også værd at gå efter, selvom 2. division og pointjagten her naturligvis har førsteprioritet.
Vi har vel haft en nogenlunde gunstig lodtrækning og den bør udnyttes. Men der er ingen tvivl om, at Marienlyst er en modstander, vi ikke må undervurdere på nogen måde. En sportsredaktør på øens største avis har udnævnt Skibhusvejs stolthed til et af de bedst boldspillende fynske hold, men er de det, så må vi slå dem på andre dyder.
Det er vigtigt ikke komme bagud mod en modstander som Marienlyst, der nok er bedre i stand til at holde på en føring end i Bredballe, hvor hjemmeholdets tidlige føringsmål tændte pokaldrømme både på banen og ikke mindst udenfor, hvor publikum længe med den sikre 1-0 føring i ryggen gjorde sig tanker om den næste modstander, inden Middelfart fik sat skik på tingene.
Efter fire turneringskampe, hvor vi ikke har scoret i åbent spil – målet i 1-1 kampen i Kolding var på straffespark – er det på tide at vise, at vi stadig ved hvor målet står og at vi kan putte bolden derind. Og forhåbentlig derved hente noget selvtillid til de kommende vigtige kampe, hvor den første opgave er på lørdag hjemme mod Hillerøds formstærke tophold i 2. division.
Der er også begrundet håb om, at der snart er nogle klar igen fra den lange liste over skadede spillere. Det har ikke gjort det nemmere, at vi i flere kampe har haft svært ved at stille en fuldtallig bænk og har måttet trække meget på få spillere. Nu meldes der om, at det lysner på den front, så der må være nogle friske ben, der tripper efter at komme i kamp.
Kampen i Marienlystcentret starter kl. 18.30 med Jonas Bøgelund som dommer. Anlægget har lys til at kunne klare en forlængelse, da uafgjort ikke findes i pokalfodbold, men det har vi ikke brug for at brænde kræfter af på lige nu.
Tekst: Leo Jensen