Der er et længere stykke vej end den fysiske afstand fra Parkens prangende rammer, prominente modstandere og prestigefyldte FC Københavns 13 danske mestertitler, vundet i perioden 1993-2019 og dermed Superligaens mest vindende klub – dertil kommer moderklubberne KBs 15 titler og B1903s 7 titler i de gamle divisionsformater, hvor 1. division var den bedste række – og til Østerbro Stadion og B.93 lidt i skyggen af Parken.
I Morten Bruuns nyudkomne og læseværdige bog ’Kampdag – Turen går til dansk fodbold’ med skildringer af 43 fremtrædende danske klubber i nutid og fortid skildrer han veloplagt den københavnerfriske humor, der har fået den gamle Østerbroklub B.93, der spiller på Østerbro Stadion, til at tage betegnelsen ’Byens ægte hold’ op som en modvægt til FCKs lidt tromlende ’Byens hold’. B.93, husk det vigtige generalforsamlingsbestemte punktum, har en flot historie og 9 danske mestertitler vundet i perioden 1916-46.
Så sent som i 2020 forsøgte B.93 at få tilkendt titlen fra 1928, hvor tre klubber (KB og B1903 var de to andre) med lige mange point delte titlen. Efter dette blev først målkoefficienten (antal mål scoret divideret med scorede mål imod) og senere en simpel målforskel indført til at undgå en lignende situation. B.93 vandt i øvrigt DM både i 1927, 1929 og 1930.
B.93 havde den bedste målscore af de tre klubber – og var bedst i de indbyrdes kampe – og mente, at det pr efterkrav burde give dem den 10. mestertitel, der kunne give klubben prestigefyldte to stjerner over logoet, som DBU foreskriver. Kun tre klubber, KB, FCK og Brøndby, har vundet ti titler og derover.
De hvidblusede fik ikke medhold og nu er det vel spørgsmålet, om DM nogensinde igen ender hos Boldklubben af 1893, Danmarks ældste årstalsklub, og en af de fem traditionsrige københavnerklubber, der vandt alle mesterskaber fra starten i 1913 og til 1953. Ud over de nævnte klubber var det Boldklubben Frem og AB, der dominerede scenen. Køge Boldklub var første provinsklub i 1954 til at bryde det mønster.
Nye toner i B.93
B.93 har siden det seneste mesterskab i 1946 kun haft næsen helt fremme en enkelt gang, da de vandt pokalturneringen i 1982, hvor de slog B1903 over to kampe – 3-3 og 1-0 foran et rekordlavt publikum på 7.500 – og hvor Danmarks Radio ydmygede klubberne ved mod sædvane at fravælge at transmittere kampen. DR mente, det ville blive for kedeligt!
I 1999 havde B.93 en enkelt sæson i Superligaen, hvor de sluttede suverænt på sidstepladsen og efter en kamp mod Viborg sidst på sæsonen valgte Dagbladet Politiken at ydmyge klubben ved i stedet for et egentligt kampreferat at bringe navnene på samtlige de hårdt prøvede tilskuere, der havde valgt at overvære kampen. Deriblandt var dog daværende landstræner Bo Johansson og frue. Viborg vandt 5-0.
Nu er B.93 i gang med en genrejsning. De seneste mange sæsoner er tilbragt på den mere ydmyge scene, ovenikøbet med en tur i DS undervejs. Der var et forsøg med bl.a. Preben Elkjær, der prøvede at hælde nogle millioner i klubben uden at komme videre for en lille snes år siden. Nu er der samlet en god ledelse og der bliver arbejdet godt i klubben, der har et af Danmarks flotteste klubhuse i det gamle Øresundshospital på klubanlægget ude ved Svanemølleværket og resterne af Østre Gasværk.
I sidste sæson, hvor Middelfart tabte til 93’erne 1-2 hjemme og 0-1 ude og den farlige angriber Souheib Dhaflaoui scorede alle tre mål – Peter Kristensen scorede for Middelfart – blev B.93 toer i oprykningsspillet i 2. division vest og gjorde også en fin figur i pokalturneringen, hvor de slog AaB ud og tabte snævert til AGF. I år blev det en pokalexit allerede i 2. runde mod Nykøbing FC.
Der bliver arbejdet hårdt på at udvikle talenter i ungdommen, der er præget af de etniske forhold i den del af byen. Der er kontraktfodbold for hele divisionstruppen og klubben prøver at brande sig som byens og Østerbros alternativ til den velhavende storebror i Parken. Og der er samlet en ganske seværdig trup under træner Thomas Nørgaard, der tidligere har været træner i AB i 1. division og i Lyngby i Superligaen.
B.93 prøver at støtte en københavnertrend i udvikling, hvor flere synes, det er hipt og cool at støtte alternativet på det lidt bedagede Østerbro Stadion frem for det indlysende valg, de ligeledes hvidblusede i den mondæne Parken. Hellere lidt kult og en økobajer hos Byens ægte hold end en flad fadøl hos naboerne, lyder det friske budskab til københavnerne.
Sejr, sejr – giv os en sejr
Søndag over middag skal Middelfart prøve at hente points ind på B.93 og toppen af 2. division på Østerbro Stadion med adressen Gunnar Nu Hansens Plads, der oprindelig blev bygget i 1912 og i 1954 lagde scene til Danmarks første fodboldkamp i kunstigt lys. Her var salig Gunnar Nu Hansen uden tvivl til stede som Danmarks førende og allestedsnærværende sportsjournalist og meget mere dengang.
Middelfart har som beskrevet i disse spalter et brændende håb om endelig at kunne notere en sejr i årets 2. division, hvor det i seks kampe er blevet til fem point for den stribe af uafgjorte kampe, der har præget sæsonstarten. Uafgjort kan meget vel blive resultatet igen i den jævnbyrdige række, selvom B.93 endnu ikke har prøvet at dele pointene.
Tre sejre og tre nederlag og dermed ni point på 5. pladsen er det blevet til for klubben, der er spået en rolle i oprykningskampen. B93 har haft en lidt svingende formkurve i starten. Senest vandt B.93 2-1 ude over nedrykkerne fra Skive. Men turneringen er kun seks runder henne, så der kan ske meget. Det er dog ved at være tiden for Middelfart at få sat nogle sejre med tre point pr gang i banken, hvis Top 6 ikke skal stikke for meget af.
Middelfart tager i øvrigt hul på tre udekampe på rad med kampen mod B.93, idet næste kamp er ude mod topholdet Næstved i en ny søndagskamp. Derefter skal Middelfart i Sydbank Pokalens 3. runde møde Marienlyst onsdag den 22. september.
Dommer på Østerbro Stadion er Sebastian Tornhøj Nielsen, der fløjter kampen op kl. 13.00 i noget, der forudses som fint og formodentlig tørt sensommervejr.
Tekst: Leo Jensen