Når store favoritter skal vise forskellen mellem dem og de undertippede modstandere, kan det ofte være svært at sætte sig igennem fra start. Hvis der så yderligere lige skal nogle afstemninger på plads i forsvar og organisation på grund af flere nye folk i opstillingen, så kan det godt blive en lidt tornet vej til sejren.
Det endte dog 4-1 (2-1) over serie 1 klubben Bredballe IF og dermed er Middelfart klar til endnu en tur i bowlen, nu med lodtrækningen til 3. runde, hvor de seks øverste klubber fra Superligaen i sidste sæson indtræder. Middelfart er et af fire fynske hold, der er blandt de 32 sidste.
Marienlyst, B1913 og OB er de andre tre fra Fyn, så chancerne for et lokalopgør til den ene eller anden side af Lillebælt er pænt store. Kolding kom videre med sejren over falmede Esbjerg, FC Fredericia spiller torsdag mod Viborg og Vejle har en kamp mod Vordingborg, der mest er kendt for Gåsetårnet og Morten Olsens tid på ungdomsholdene for længe siden.
Middelfart valgte at spare flere navne fra de seneste kampes startopstillinger eller først give dem spilletid i 2. halvleg. Det gav en lidt hakkende start og problemer med at få det tempo i spillet, der kunne rive det jyske hjemmehold op i defensiven, mens de stadig havde luft i lungerne og et sensationelt resultat i udsigt.
En debutant på banen
Nyheden om den sidste blå aktivitet, inden transfervinduet lukkede tirsdag aften, var ankomsten af Denis Fazlagic fra Kolding IFs rækker. Der er tidligere i denne sæson kommet både Mathias Høgsholt og Benjamin Zjajo fra samme klub, så afstanden over Lillebælt er kortere på flere måder.
Denis er en rutineret mand med sin force i offensiven og med mange kampe for Fredericia og Kolding. Han kan tilføre Middelfart noget power og rutine i kampen om at komme længere op i tabellen. Denis startede på bænken mod Bredballe IF, men der blev hurtigt brug for hans bidrag. Der var sæsondebut til Casper Radza og Oliver Skolnik, der har siddet ude i august med skader.
Middelfarts opstilling: Casper Radza – Jonas Skytte, Mads Jørgensen, Oliver Skolnik, Mathias Madsen – Benjamin Zjajo – Andreas Eriksen, Matthias Præst, Casper Johansen, Marcus de Claville – Nicolai Frederiksen
Den opmærksomme læser vil desuden notere, at assistenttræner Casper Johansen føjede endnu en kamp til sin lange rekordliste. Calles næste afskedskamp er endnu ikke planlagt, men der er måske en fast ekstraindtægt til blomsterhandleren.
Som i den sidste kamp i Kolding startede kampen uheldigt for Middelfart. Modstanderne kom på igen på 1-0 efter fire minutter og så skulle Middelfart pludselig til at jagte en udligning i stedet for et beroligende føringsmål. Bredballe stod dybt og sparkede væk og Middelfart havde svært ved at sætte gode målchancer sammen.
Andreas Eriksen, der havde fået en startplads på højrekanten, måtte humpe ud efter ca. en halv time. Så blev der plads til debutanten Denis Fazlagic, der hurtigt fandt ind i et godt samarbejde med Jonas Skytte, og de to kombinerede fint i flere situationer.
Efter 38 minutter kom udligningen så efter flere tilløb. Nicolai Frederiksen, der var blandet ind i meget i løbet af kampen, fandt Matthias Præst med en præcis aflevering på tværs i feltet. Præst huggede resolut til bolden, der blev sat fladt ind til 1-1 uden chance for Bredballes ellers udmærkede keeper, der reddede sit hold flere gange.
Halvlegen gik mod 45 minutter på det fint fungerende stadionur og de fleste havde vel affundet sig med 1-1 ved pausen. Nye gode kombinationer på højrekanten mellem Fazlagic og Skytte gav sidstnævnte mulighed for at lægge en præcis bold mod bagerste stolpe.
Her fik Nicolai Frederiksen presset sig foran og bugseret bolden over stregen med maven eller noget andet, inden Bredballeforsvaret sparkede væk. Men linjedommeren var vågen og markerede for mål. 2-1 og nu så det hele mere normalt ud fra et Middelfart synspunkt. Nu var det Bredballe, der ikke satte Radza på de store prøver i halvlegen, der skulle jagte et mål.
Viste forskellen
I 2. halvleg blev det mere tydeligt, som kampen skred frem, at der var fire rækker til forskel på de to hold. Middelfart fik mere tempo i spillet og Bredballe begyndte vel også at blive lidt trætte og havde nok svært ved at se, hvordan de skulle vende kampen.
Efter en times spil valgte Letort og Thinggaard at skifte deres trænerkollega, Casper Johansen, ud til fordel for Jacob Linnet, der kom ind og krige på midten. Marcus de Claville gav plads for Jonas Villemoes på kanten.
Middelfart tilspillede sig flere gode muligheder i de første tyve minutter, men det blåklædte hjemmehold og deres keeper sloges godt for det. Vi skulle frem til det 66. minut, før den næste Middelfartscoring kom. Denis Fazlagic stemplede for alvor ind med en god bold til Nicolai Frederiksen, der kunne sætte sit andet mål på kontoen denne solbeskinnede aften i bydelen Hældager tæt på Bredballe i Vejle Øst.
Med føringen 3-1 i bagagen var det ikke nødvendigt at bruge unødigt mange flere kræfter på den opgave. Bredballe sloges godt for sagen og skal have ros for deres kampvilje, der også skaffede dem en hurtig føring. Det gav lidt ekstra stemning på den overdækkede hovedtribune, der ikke er verdens største, men humøret var højt langt hen i kampen.
Peter Kristensen afløste Jonas Skytte kort efter målet til 3-1 og han kunne sammen med resten af holdet efter 78 minutter betragte Mathias Madsens nærgående hjørnespark ramme en Bredballeforsvarer og suse i nettet. Mads Jørgensen ville vist gerne have haft det mål, men det blev noteret som selvmål.
Slutcifrene forblev 4-1 selv om bl.a. Peter Kristensen havde et godt forsøg på 5-1 uden held. Men det vigtigste var på plads. Kampen blev vundet uden at bruge kræfter på omkamp eller lignende og bortset fra Andreas Eriksens slag over foden kom alle uskadte fra kampen.
Så kan der siges det ene og andet om kampens forløb og holdets indsats, men denne type kampe mellem hold på forskelligt sportsligt niveau er ofte svære af flere grunde og ikke kun fordi storfavoritterne ikke anstrenger sig nok. Opgaven blev løst rimelig sikkert og vi er videre.
Trænertrioen Letort, Thinggaard og Johansen får en svær opgave at løse, når startopstillingen til lørdagens kamp mod Thisted FC skal udpeges. Der er mange, der byder sig til, når sæsonens første turneringssejr skal i hus.
Tekst: Leo Jensen