Middelfart Boldklub og MG&BK har aldrig fejret så minderige triumfer i pokalturneringen gennem årene, at et enkelt pokalrun har skrevet historie. Tidligere sluttede årets pokaleventyr endda ofte i de indledende fynske runder eller der blev opnået en enkelt førsterunde kamp i den landsdækkende turnering.
Efter Middelfart blev fast inventar i Danmarksturneringen er der flere gange blevet nået en 3. runde kamp, mens der så vidt vides aldrig er blevet spillet en 4. runde/ottendedelsfinale med Middelfart som deltager blandt de på det tidspunkt 16 tilbageværende hold.
Vejen mod finalen, der næste år spilles på Brøndby Stadion, kan være mere eller mindre begunstiget af lodtrækningstilfældigheder. I denne 2. runde med 26 kampe er den nedre halvdel af Superligaen/seks hold fra sidste sæson med, mens den øvre halvdel med de aktuelt helt store klubnavne først indtræder i 3. runde, hvor 32 hold er med i bowlen, når der trækkes.
En stor lille klub i skyggen af en større
Bredballe IF, der har hjemme på den østlige side af motorvejen nord for Vejle Fjord ved lokaliteten Hældager, har mere kendte naboer. Adressen er Nørremarksvej, der fører direkte til storebror på de kanter, Vejle Boldklub. Historisk set har ingen lokale klubber været i nærheden af VBs sportslige niveau, men Bredballe IF har dygtigt formået at leve side om side med en af de mest vindende klubber i pokalturneringen.
Seks gange i perioden 1958-81 vandt VB pokalfinalen og kun én gang har de tabt. VB har også fem mesterskaber og herunder to gange the double – mestre og pokalvindere samme år. Det er snart længe siden, der er hentet titler til traditionsklubben i Nørreskoven, men lokalt er de røde trøjer og drømmen om en stor fodboldkarriere stadig en magnet for de unge i Vejleområdet.
Bredballe IF, der har et stort ungdomsarbejde, satser på at give de unge så god en oplevelse, at de der ikke bliver søndagshelte på Vejle Stadion, vender tilbage til Bauhaus Park, hvor Bredballe spiller deres kampe. Aktuelt er de bedste seniorer i serie 2, men der er en fin fødekæde med flere højtrangerede hold i de underliggende ungdomsrækker.
Bredballe IF, der definerer sig som breddeklub, er i øvrigt en klub, der rummer flere slags idræt, ude og inde, og e-sporten har også en base her tæt på Vejle Fjord og den kuperede østjyske natur.
Seriøst arbejde
Pokalturneringen er den korteste vej til Europa, skæmter de mindre hold og deres trænere ofte med, når der skal spilles i det, der officielt hedder Sydbank Pokalen. De fleste ved godt, at vejen dertil ar brolagt med Superligahold, der som regel rydder bordet, når der spilles kvart- og semifinaler.
For serieholdene er det en fest at komme langt og måske få et stort klubnavn på besøg, selv om det betyder sportslige hug. For mellemholdene fra divisionerne under Superligaen er det ofte en udekamp på et lidt ubelejligt tidspunkt i starten af turneringen eller en hjemmekamp mod en storfavorit, hvor der spares lidt på kræfterne inden weekendens kamp om point.
Men der er selvfølgelig altid lidt prestige på spil og det er ikke sjovt at blive slået af 100 procent motiverede mindre hold, der bliver båret frem af de lokale ved banderne og med udsigten til at blive cafeteriets helte i flere år frem i tiden, når gamle dage bliver vendt endnu en gang.
Så opgaven for Middelfart bliver at tage opgaven seriøst, prøve at lukke spændingen ud af kampen så tidligt som muligt og cruise resultatet hjem og dermed spare kræfter til lørdagens kamp om point mod Thisted FC. Det lyder så simpelt, at det næsten ikke kan gå galt. Men selvfølgelig kan de lokale helte ramme en ekstra god dag og give os problemer. Bredballes kvaliteter kender vi ikke så meget til, men vi skal også først og fremmest vinde kampen på egne evner og viljen til at vinde.
Så kommer der måske besøg af en af de store drenge i klassen i næste runde eller en god lodtrækning mod en mindre prominent modstander, der giver mulighed for at nå 4. runde for første gang i klubbens historie. Det er vel også værd at gå efter.
Kampen på BAUHAUS PARK – Hældager, Nørremarksvej 157, 7120 Vejle Ø – hvis gps’en skal stilles – fløjtes i gang kl. 17.15 af dommer Stefan Fyhn. Vejrudsigten siger tørt og sommervejr på den pæne side af 20 grader.
Tekst: Leo Jensen