Når Kolding IF og Middelfart mødes for første gang siden pinsen juni 2019 i en kamp om point, er det en kamp om at komme op over og væk fra den streg, der markerer nedrykning til 3. division. Dengang i 2019 rykkede Kolding op i 1. division med resultatet 1-1 og Middelfart måtte nøjes med at glæde sig over at give oprykkerne kamp til stregen. Weekenden efter slog vi i øvrigt den anden oprykker det år, Skive, med hele 4-1. Men oprykningstoget var kørt.
Nu skriver vi 2021 og både Kolding og Skive returnerede i sidste sæson til 2. division og ligger lige nu på de to pladser under stregen – lige under Middelfart – der i den sidste ende koster en nedrykning. Kolding har så en kamp til gode, da deres kamp i sidste runde blev fløjtet af, da jydernes Ahmed Daghim faldt om under kampen mod FA 2000 og måtte indlægges. Han er dog heldigvis blevet frisk igen, melder klubben.
Hårdt at vende skuden
Det er ikke første gang, at en klub oplever, at det tager tid at bearbejde den skuffelse, en nedrykning er og skal have lidt tid til at komme i gang igen ovenpå nedturen. Det var selvfølgelig ikke ventet i den ambitiøse klub, der havde en god første sæson oppe i de højere luftlag og bl.a. arbejder med store stadionplaner, at det kun blev til to år i NordicBet Ligaen i denne omgang.
Der blev skiftet træner i KIF i forårets løb og nogle spillere er forsvundet og andre er kommet til siden nedrykningen. De tre første kampe har givet nul point og nul mål, så der må forventes en trodsreaktion hos de hvidblusede, der med en tomåls sejr kan passere Middelfart på bedre score. Vi har kun har tabt én af de første fire kampe, men uafgjorte kampe rykker for lidt i tabellen.
Middelfart kommer fra to uafgjorte hjemmekampe, der ret beset skulle have givet seks point. Vi orker ikke længere at ærgre os over den vanvittige afslutning mod Brabrand i aftenkampen, hvor en tomåls føring blev formøblet i de sidste ti minutter og dermed 3-3. Og i lørdags mod AB var det endnu en slapper i forsvaret, der et kvarter før tid førte til udligningen til 1-1 og det unødvendige pointtab.
Det er den slags dyre fejl, holdet forhåbentlig lærer af og undgår frem over, for med sejre havde vi i stedet ligget nr. 4 og nydt en flot sæsonstart. Nu er vi involveret i bundkampen og kan vi hente en sejr på Autocentralen Park i Kolding på denne sidste fredag i august og dermed sidste sommermåned, hvor den seneste blå sejr i Kolding ligger tilbage i 2015, vil det naturligvis være det bedste svar på de seneste skuffende pointtab.
Spørgsmål om tid
’Når vi kun får ét point i hjemmekampene, må vi se at vinde noget ude’, konstaterede en skuffet træner Jens Letort i minutterne efter AB kampen. Men evalueringen gik også på, at indstillingen og spillet har været til sejr i flere kampe, men større og mindre fejl i defensiven har kostet dyrt. Modsat kunne vi også have scoret nogle flere mål og dermed vundet, så det er holdets samlede indsats, der skal evalueres på.
Jens Letort og hans assistenter er sikre på, at holdet har fat i noget af det rigtige og kan indsatsen fortsætte i en opadgående kurve – her er FA 2000 kampen udenfor beregning – vil den forløsende første sejr til Middelfart også snart komme. Og meget gerne på naborivalernes hjemmebane. Det kunne blive optakten til en god weekend med lidt mere afstand til bunden og meget mere selvtillid før opgaverne i september.
Meget af det, der har været trænet i og lagt vægt på i træningsoptakten i juli, har også vist sig forstået af truppen og brugbart. Holdets ’nye’ udtryk med mere vægt på boldbesiddelse, mere tempo og hårdt arbejde er slået igennem, men så har der været afgørende udfald, der har kostet. Det skal der rettes op på, så kommer sejrene.
Det er også forhåbningen, at truppen snart bliver lidt bredere med flere af de skadede spilleres retur til holdkortet. Der er blevet trukket hårde veksler på flere af stamspillerne. Der skal en bred og kampklar trup til at klare os gennem programmet, hvor der er blevet færre ’bløde’ kampe med koncentrationen af de bedste hold i én 2. division. Så hvert eneste point – og selvfølgelig tæller sejre endnu mere – er vigtigt og svært at opnå.
Kolding IF må forventes snart at komme i gang og har vel også stadig lidt ekstra tempo og hårdhed med fra den stærkere række, der kan komme dem til gode. Og foran et sejrssultent hjemmepublikum, der starter weekenden med fodbold og feststemning, og i et lokalopgør med masser af prestige på spil, vil der uden tvivl blive investeret alt. Det skal Middelfart formå at spille sig klogt, sikkert og tålmodigt ud af og forsøge at vende til et pres på hjemmeholdet, som vi kan udnytte.
Sebastian Tornhøj Nielsen passer fløjten i fredagskampen, der starter kl. 19.00. Vejrudsigten siger frisk vind, risiko for lidt regn og ca. 18 grader i det østjyske. Kom så de blå.
Tekst: Leo Jensen