Det er en ny modstander, Middelfart Boldklub står overfor i sæsonens første udekamp i 2. division lørdag eftermiddag. Kunstgræsset i Frederiksberg Idrætspark lægger underlag til kampen mod Frederiksberg Alliancen (FA 2000), der både er stiftet i år 2000 (eller meget tæt på i 1999) og har postnummeret 2000. Snedig brug af detaljerne.
FA 2000 blev etableret som en sammenslutning af klubberne Dalgas (stiftet 1922), FKIF (Frederiksberg Kammeraternes IF stiftet 1930) og B72 (overraskende nok stiftet 1972). Det er medlemsmæssigt en af Danmarks største klubber med sine over 2000 medlemmer og bygger på traditionelle foreningsværdier med plads til alle – og dermed også eliten.
De blåklædte FA 2000 spillere debuterede i foråret 2000 i KBUs serie 2 og nappede en oprykning til serie 1 allerede den første sæson. Så gik udviklingen lidt i stå og klubben spillede både med om oprykning og nedrykning gennem ti år, men nåede dog at slå sig frem til den landsdækkende pokalturnering i 2008.
I 2011 kom den eftertragtede oprykning til Københavnsserien så efter 17 kampe uden nederlag. Og succesen fortsatte. Året efter spillede de sig op i DS og 2012 bød også på det første lokalopgør på Frederiksberg, da FA mødte FB – Frederiksberg Boldklub – og vandt 2-0. Fire sæsoner i DS, en nedrykning og tilbage i DS året efter.
I 2019 kom så forløsningen for FA 2000 så med oprykning til 2. division og dermed blev Frederiksbergs gamle traditionsklub FB (Preben Elkjærs barndomsklub) overhalet. FB ligger pt i Københavnsserien. Første sæson gav en fin femteplads i Kvalifikationsspillet og i sidste sæson blev det en endnu finere 6. plads i Oprykningsspillet i østrækken og dermed kvalifikation til den nye 2. division.
Ingen nemme point
Middelfarts spillere og trænere er klar over, at der ikke findes lette kampe i årets 2. division. Cremen fra de to tidligere geografisk opdelte 2. divisionsrækker er sat sammen og det skulle borge for mange tætte opgør. Så heller ikke et hold som FA 2000, vi aldrig har mødt før og som vel stadig er lidt grønne trods den blå spilledragt i divisionssammenhæng, skal på nogen måde undervurderes.
Blandt 1. rundes fem 1-0 kampe – Middelfarts 1-1 var rundens eneste uafgjorte og mest målrige kamp – var AB mod FA 2000. AB vandt på et straffespark lige efter pausen og i den forbindelse fik FA udvist en spiller. En mand mindre var det selvfølgelig svært at etablere et pres for en udligning, så FA 2000 må formodes at være pointsultne.
Middelfart slap fra yderligere skader i lørdagens kamp mod Fremad og har stadig en håndfuld spillere uden for eller tvivlsomme, men kan stille et slagkraftigt mandskab til slaget på kunsten på Frederiksberg.
Middelfart fik vist, at formen er på plads og den nye formation blev prøvet og bestod. Kan den spilleglæde og energiske indsats mod et godt hold som Fremad fastholdes og krydres med nogle flere mål, bør der ligge mange point forude.
Tæt program
Nu kommer så tre kampe på 8 dage, hvor Brabrand er gæster på Middelfart Stadions græs onsdag aften kl. 18.30 og AB kommer til byen næste lørdag kl. 14.00. Begge er hold, vi har krydset klinger med mange gange. Der var blå spioner i hovedstaden søndag, da AB og FA 2000 spillede, og gjorde notater og iagttagelser, der nu skal omsættes til point.
Når dertil lægges, at august måned rundes af med en fight night fredag den 27. i Kolding, så bliver det spændende at se, hvor vi står efter de første fem kampe. Der er også stadig et åbent transfervindue i godt 14 dage endnu og måske venter der noget nyt den vej, hvis det rigtige viser sig. Truppen er relativ smal, når der er fem skader på én gang, men der skal jo også være et perspektiv med at hente flere og nye folk ind. Det er en spændende tid, vi går ind i.
Dommer i kampen mod FA 2000 er Philip Warburg og der fløjtes i gang kl. 13.45. Frederiksberg Kunstgræs er beliggende på Sønderjyllands Allé.
Tekst: Leo Jensen