Middelfart Boldklub har skrevet en 1-årig kontrakt med 29-årige André Bjerregaard, som kommer til klubben efter et ophold i Skive IK. Tidligere i karrieren har André repræsenteret AC Horsens, KR Reykjavik og Hvidovre IF.
André Bjerregaard er en stærk og pågående angriber, som altid leverer en helhjertet arbejdsindsats. Han er ligeledes en rutineret herre, idet han i karrieren har spillet mere end 200 kampe i Superligaen og 1. division.
-”Vi har igennem den seneste periode været på jagt efter en ny angriber, hvilket heldigvis nu er kommet på plads. André har de sidste måneder stået i toppen af listen, så det er glædeligt at vi nu er kommet i mål med en kontrakt. André skal byde ind med rutine og hans velkendte power og arbejdsindsats, og så skal der nok komme mål fra hans fødder. I vores samtaler har André været meget dedikeret til projektet i Middelfart, så vi har store forventninger til André i den kommende sæson”, udtaler Søren Godskesen om tilgangen af Bjerregaard.
-”Jeg har fulgt Middelfart fra sidelinjen de seneste sæsoner og synes at holdet har set stærkt ud. Især da jeg med Skive mødte Middelfart i juni 2019, hvor vi fik en lektion på Middelfart Stadion. Jeg vil gerne være med til at forløse endnu mere af det store potentiale i Middelfart, og jeg glæder mig til at komme i gang på mandag. Jeg er stadig sulten og brænder for fodbolden, og ser frem til en spændende sæson i den nye landsdækkende 2. division”, udtaler André Bjerregaard om skiftet til Middelfart.
Kontrakten mellem Middelfart og André Bjerregaard løber til 30. juni 2022.
Yderligere oplysninger:
Søren Godskesen, tlf. 20129858