Som altid ved en sæsonafslutning er der spillere, der har nye planer for deres fremtid. Nogle har kontraktudløb, andre får et godt tilbud et andet sted fra og så er som regel også nogen, der trapper ned eller stopper fodboldkarrieren.
En af de mest markante spillere i Middelfart Boldklubs trup er anføreren og gennem mange sæsoner topscorer for de blå nordvestfynboer, Casper Johansen, også kendt som Calle. Fra sommeren 2014 har Calle trukket den blå Middelfarttrøje over hovedet, først i MG&BK regi og fra 2015 i Middelfart Boldklub. Casper har pt. spillet 203 kampe i den blå trøje og scoret 92 mål.
Casper Johansen, der snart fylder 33, har spillet i 16 sæsoner med kontrakt, startende i AC Horsens, hvor han nåede Superligakampe. Siden er turen gået forbi Kolding FC, FC Fyn og Holstein Kiel, inden stoppestedet blev Middelfart. Alle steder er der blevet lavet mange mål og det er også blevet til landskampe på fire årgange ungdomslandshold fra U18 til U21.
Casper Johansen: Det har været nogle fantastiske år i Middelfart. Efter at vi i den første sæson svævede i nedrykningsfare og reddede os i den sidste kamp ved en motorvejsudfletning nord for Køge, er det gået den rigtige vej sæson for sæson.
’Det har været en utrolig spændende udvikling for holdet og klubben og for mig personligt. Vi har lagt lag på i hver sæson, haft en række placeringer lige under oprykkerne og jeg har både været topscorer og anfører gennem årene’, forklarer Calle.
Casper fortsætter: Jeg har heldigvis selv kunnet vælge slutdatoen og det gjorde jeg for noget tid siden. Nu skal familien og den civile karriere have førsteprioritet. Jeg skal ikke længere afsted til fodbold hver aften og i weekenden. Derfor er et trænerjob heller ikke aktuelt nu.’
’Det er selvfølgelig på en måde vemodigt, at det nu er slut. Men jeg kan også mærke, at det er tiden. Kroppen er mere slidt, end da jeg startede her. Jeg har heldigvis været forskånet for alvorlige skader i min karriere. Jeg er egentlig glad for, at der er noget på spil i sidste runde, så det ikke bare bliver en ligegyldig feriekamp sidst på sæsonen, der runder det hele af’, uddyber Calle.
Casper Johansen runder selv af: Hvis det mål, jeg scorede i Holbæk, var det sidste for Middelfart, så er jeg glad for, at det var et sejrsmål. Jeg vil selvfølgelig også gerne score mod Frem i afskedskampen. Men der er mange højdepunkter, jeg vil tænke tilbage på med glæde. Jeg har fået Middelfart Boldklub ind under huden, og de mange gode år i klubben, vil jeg altid have med mig.
Sportschef Søren Godskesen forklarer det sådan: Når en markant kulturbærer stopper i en klub, vækker det altid nogle specielle følelser. Syv sæsoner i samme klub som senior er ikke så almindeligt længere. Nu har Middelfart to år i træk sagt farvel til klubikoner. Sidste sommer var det Kristoffer Gjettermann og nu Calle. Tiden med de to i klubben kan sammenlignes med et godt ægteskab, der har holdt, fordi begge parter befandt sig godt i det.
’Casper Johansen blev via sine mange mål og lederegenskaber til træning og kamp klubbens ansigt udadtil. Når medierne omtalte Middelfart Boldklub, var Calle ofte i overskriften eller nævnt på anden måde. Han har altid været vellidt af spillere, trænere og ledere for sit store bidrag til den sportslige succes, trivslen i klubben og sin altid værdige optræden. Calle bliver savnet’, slutter Søren Godskesen.