Middelfart Boldklub har vist sig som yderst leveringsdygtige i spændende afgørelser i dette forår med flere sidste øjebliks eller overtidsafgørelser. Igen i knald eller fald kampen på Riisvangen mod tredjeplacerede Aarhus Fremad blev afgørelsen trukket længst muligt ud. Og igen blev det 2-1 (1-1) i en fantastisk vigtig kamp.
Tre minutter inde i overtiden headede indskiftningsspilleren Jonas Andersen med sit første mål for Middelfart sejren og de livsvigtige tre point hjem og så brød jublen løs på den hårdt prøvede Middelfart bænk. Nu ligger afgørelsen for egne fødder i sidste runde mod Frem, der med den blå sejr og eget nederlag mod B93 blev overhalet af Middelfart, der dermed indtog 5. pladsen.
Fremads overtag i 1. halvleg
Middelfart stillede til dagens kamp i følgende opstilling: Casper Radza – Hanus Sørensen, Niclas Vemmelund, Mads Jørgensen, Emil Lyng – Peter Kristensen, Martin Conley, Jacob Linnet, Esben Petersen – Nicolai Frederiksen, Frederik Høgh
I 1. halvleg havde værterne et klart spilovertag, men Middelfarts gameplan indbød til det og langt hen i halvlegen havde Aarhus Fremad kun haft to store chancer. Et skud over mål og en chance, hvor Niclas Vemmelund var tilbage og blokere skuddet.
Middelfart havde også deres muligheder, hvor bl.a. Frederik Høgh havde en flot afslutning, som Fremads keeper desværre parerede glimrende. Det var derfor en streg i regningen, da Middelfarts tidligere bomber Søren Andreasen scorede til 1-0 for hjemmeholdet med tre minutter til pausen.
Assistent Thomas Thinggaard: Vi fulgte gameplanen næsten til punkt og prikke og havde indstillet os på at gå til pausen med 0-0 og gode muligheder for at justere nogle ting og så sætte mere tryk på i 2. halvleg. Det var derfor meget ærgerligt at se Fremad score på et meget simpelt opspil, hvor vi ikke var helt på plads.
Heldigvis fortsatte Middelfart med at spille og i halvlegens sidste minut blev den altid pågående Nicolai Frederiksen kantet i Fremads felt og dommeren bedømte det til et straffespark. Peter Kristensen bød sig til og tog sparket og udlignede til vigtige 1-1 ved pausen. Alt var stadig åbent.
Uafgjort .. nej, vi vandt
I halvlegspausen blev der tid at justere på nogle detaljer og ideen var stadig at være lidt afventende og tro på, at Middelfart kunne spille sig til den afgørende chance på omstillinger eller dødbolde eller hen mod slutningen af kampen, når modstanderne måske var lidt møre.
Det var under alle omstændigheder vigtigt ikke at tabe denne kamp. Og taktikken lykkedes langt hen ad vejen – med desværre uden mål. Fremad havde flere opspilsfejl, der gav Middelfart muligheder uden at få den helt store chance, der kunne afgøre kampen og sende de tre point mod Fyn.
I det 65. minut foretog Middelfart en tripleudskiftning, da Martin Conley, Esben Petersen og Nicolai Frederiksen blev taget ud. Ind kom Matthias Præst, Casper Johansen og Jonas Villemoes. Middelfart fik gradvist mere spil og efter 83 minutter blev en kontrolleret slutspurt sat ind.
Thomas Thinggaard: Vi snakkede på bænken om, at Fremad så lidt slidte ud og vi godt kunne tillade os at lægge mere tryk fremad uden at åbne helt op bagude. Vi valgte at lade Jonas Andersen komme ind og afløse Frederik Høgh og Oliver Skolnik kom ind i forsvaret for at lægge tryk på med nogle indlæg i feltet.
Og sandelig! Efter tre minutters overtid lagde Emil Lyng et helt perfekt indlæg ind i hovedet på Jonas Andersen, der med største selvfølgelig steg op pandede sejrsmålet ind til 2-1 og satte den fynske delegation i Aarhus i ekstase.
Nu skulle de sidste overtidssekunder trilles færdig og så var der højt humør fra slutfløjt og hele vejen hjem til Fyn. Det var i øvrigt den anden 2-1 sejr over Fremad i foråret (en testsejr i marts ligeledes på 2-1) så nu betragter vi 3-4 uheldet fra november som revancheret.
Perspektiver
Et kig på stillingen viser, at vi mangler en kamp, der spilles søndag mellem rækkens nr. 4, Thisted, og nr. 8, VSK Aarhus. En Thistedsejr vil gøre tingene ulig nemmere at overskue. Dermed er Thisted også sikret i Top 6. Middelfart har aktuelt et point ned til Frem på 6. pladsen, så uafgjort er nok til at holde dem på afstand.
Ved uafgjort mellem Middelfart og Frem skal Brabrand vinde over nedrykkede FC Sydvest og forbedre deres målscore med 6 mål i forhold til Middelfart for at komme forbi. Får VSK ét point i Thisted, skal de forbedre deres målscore med 4 mål mod nedrykkede SfB-Oure i forhold til Middelfart for at komme forbi.
Så tingene ser absolut bedre efter dagens dejlige resultat i Aarhus. Middelfart spiller i øvrigt (næsten) aldrig uafgjort, så en hjemmesejr på Middelfart Stadion grundlovsdag vil fjerne enhver tvivl. Nu skal sejren over Fremad nydes i weekenden og mandag starter forberedelserne til sæsonens sidste finalekamp. Vi glæder os.
Tekst: Leo Jensen