Det vil være svært at bruge vendingen ’det er som enhver anden kamp’ om kampen lørdag eftermiddag på Riisvangen Stadion i det nordlige Aarhus. Det kan i bedste fald blive en fin matchbold til turneringens sidste kamp hjemme på Middelfart Stadion om en uge – og det kan i værste fald blive skriften på væggen om en fremtid i 4. division, hvis Middelfart ikke får point med hjem.
Assistenttræner Thomas Thinggaard: Vi skal som fodbold- og konkurrencemennesker betragte det som en stor oplevelse at få lov at spille kampe som de to afgørende finaler her i foråret under maksimalt pres. Opgaven bliver at ramme det rigtige spændingsniveau, så vi kan vise, hvorfor vi skal være i Top 6, når turneringen slutter.
Hvis og hvis og hvis
Programmet fortæller os, at de tre hold, der slås om 6. pladsen og måske også om 5. pladsen, Middelfart, VSK Aarhus og Brabrand, der alle har 37 point, har svære udebaneopgaver. Udover Aarhus Fremad – Middelfart spilles Thisted – VSK Aarhus søndag og allerede fredag aften spilles Jammerbugt FC – Brabrand.
Det sidste hold i ligningen er Frem, der med 39 point på 5. pladsen ikke er sikre endnu. Frem møder lørdag hjemme B93, der måske ikke længere kan nå førstepladsen, hvis Jammerbugt vinder aftenens kamp. Men ender ovennævnte kampe med fire udesejre, er det pludselig Frem, der er bagerst i feltet.
Sammenholder vi så med sidste runde, hvor de vigtige kampe er Middelfart – Frem, VSK Aarhus – SfB-Oure og Brabrand – FC Sydvest, ses vigtigheden af en Middelfart sejr mod Fremad. Og samtidig ses det, hvor fatalt det var at tabe kampen mod SfB-Oure.
Men sådan er det og Middelfart har stadig afgørelsen i egne hænder og fødder, med mindre et par af forfølgerne går målamok i de sidste kampe. Jeg har i denne opgørelse taget det for givet, at Aarhus Fremad er sikker i Top 6, selv om deres forspring på 6 point til stregen godt kan hentes. De har dog en fin målscore, der rækker.
Hvad skete der
På spørgsmålet om hvordan det kunne gå så galt mod allerede nedrykkede SfB-Oure sidst giver Thomas Thinggaard følgende bud:
’Vores hold har det nok generelt bedst med at være undertippet og ikke skulle leve op til en tyngende favoritværdighed. Vi spiller en rimelig godkendt 1. halvleg, hvor vi hurtigt kommer foran, men desværre ikke følger op med et par mål mere, så kampen bliver lukket. SfB har ikke et skud på mål i 1. halvleg, så det slår ekstra hårdt, da de så scorer til 1-1.’
Thinggaard fortsætter: Udligningen slår os ud af kurs og koncentrationen svigter i nogle situationer efterfølgende, hvor vi ser fejl, vi ellers ikke har begået i foråret. Vi har lagt meget vægt på sikkert forsvarsspil og havde holdt modstanderne nede på maksimalt ét mål i ti kampe. Nu svigtede det og så faldt det hele lidt fra hinanden.
Hvad sker der så, hvis vi kommer bagud mod Fremad, der kan spille frit og frisk til, som SfB også gjorde, da de opdagede, at der var muligheder på dagen. Her mener Thomas Thinggaard, at vi ikke går i panik. Vi har også prøvet at være bagud her i foråret, som mod Brabrand og Holbæk, og komme tilbage og sejre.
Thomas Thinggaard: Der er ikke fare for, at vi undervurderer opgaven mod Fremad, der har spillet som et tophold i flere kampe i foråret, men bestemt ikke er usårlige. Vi synes også, vi har noget til gode fra efterårets sidste kamp, hvor vi hentede deres 3-1 føring for så alligevel at blive slået på et mål i overtiden, hvor vi følte os lidt bortdømt i situationen.
Dommer Thomas Meulengracht Ledet leder kampen, der fløjtes i gang kl. 14.00. Vi får efter alt at dømme de bedste forhold til kampen. Tørvejr, ingen vind og udsigten for Aarhus siger 21 dejlige sommergrader lørdag eftermiddag.
Tekst: Leo Jensen