Som vejrprofeterne havde forudset, startede pinsen vådt, blæsende og køligt. Det var også situationen på Middelfart Stadion lørdag eftermiddag, da det blå hjemmehold tog mod de hvidblusede modstandere fra SfB-Oure. Publikum var mødt frem i et pænt antal trods de ugæstfri forhold og tog plads på de våde stole i håbet om tre vigtige point til Middelfart i kampen for at holde sig i Top 6.
Trænerduoen Letort & Thinggaard havde valgt følgende opstilling i kampen: Casper Radza – Hanus Sørensen, Niclas Vemmelund, Mads Jørgensen, Oliver Skolnik – Peter Kristensen, Martin Conley, Casper Johansen, Jonas Villemoes – Matthias Præst, Nicolai Frederiksen.
På skadeslisten stod bl.a. Lasse Thomsen, Mads Steenberg og Frederik Stendal.
God start
Middelfart lagde tungt pres på de allerede nedrykkede modstandere fra starten af kampen, hvor regnen og blæsten spillede en rolle. Efter nogle pæne opløb kom føringsmålet så efter 9 minutter. Minuttet forinden havde et angreb på Svendborgmålet affødt flere skudchancer og blokeringer, og det udløste et hjørnespark.
Bolden blev clearet ud af feltet, hvor Casper Johansen lagde et skarpt indlæg på tværs af feltet. Fra modsatte side blev indlægget mødt af Nicolai Frederiksen, der på ægte forwardmaner stod klar foran mål og ekspederede 1-0 føringen ind.
En drømmestart og Middelfart fik en ny stor chance efter 13 minutter, men stille og roligt kom SfB mere med i kampen, dog uden at producere farlige målchancer eller skud indenfor Radzas målramme. Matthias Præst havde en fin mulighed omkring den halve time, der havde fortjent en bedre skæbne. Men Middelfart fik ikke nok ud af spilovertaget.
Halvlegen løb ud og de fleste sad nok med en relativ tryg fornemmelse af kampens slutresultat, da det så ud til at Middelfart kunne stramme grebet om bundholdet med lidt mere fokus i pasningsspillet.
De tre våde chok
Middelfart skiftede ud i angrebet fra 2. halvlegs start. Målscoreren og den pågående forward Nicolai Frederiksen havde pådraget sig et gult kort i 1. halvleg og kunne måske på den våde bane blive involveret i noget mere med kort.
Frederik Høgh kom ind og kunne syv minutter ind i halvlegen måske have afgjort kampen, da han helkiksede helt fri og tæt på foran mål. Forinden havde Jonas Villemoes haft et godt skud lige uden om. Men SfB-Oure havde foretaget en angrebsudskiftning, der skulle vise sig at få stor betydning.
Efter 54 minutter var der ikke tilstrækkelig fokus i Middelfartforsvaret, der lod modstanderne relativt ugenert komme frem til en afslutning tæt under mål, hvor den indskiftede Elias Lamnaouar udlignede til 1-1. Første chok på Svendborgs første forsøg inden for målrammen.
Tilskuerne stirrede vantro på måltavlen og i det delvis opklarende vejr ledte hjemmefavoritterne efter en ny føring. Middelfart havde svært ved at sætte noget farligt sammen og efter 62 minutter foretog Letort en tripleudskiftning. Ud gik Hanus Sørensen, Martin Conley og Matthias Præst.
Ind kom Emil Lyng, Jacob Linnet og Esben Petersen for at lægge nyt tryk på. Men allerede to minutter efter kom dagens chok nr. 2. Uafklaret forsvarsspil og individuelle fejl gav Elias Lamnaouar, søn af Middelfarts massør, Mustapha Lamnaouar, en ny chance og bolden blev ekspederet over hovedet på Casper Radza.
Bagud 1-2 og hvad så? Men en ny livgivende chance kom i det 69. minut, hvor et frispark uden for feltet lå godt for frisparkseksperten Mads Jørgensen. Utageligt blev bolden hamret forbi muren og op i krydset. Et drømmemål til 2-2 og nu måtte Middelfart da kunne knække bundholdet.
Men nej. Dagens ration af livsfarlige boldtab foran eget felt var ikke opbrugt og igen var sydfynboerne nådesløse i udnyttelsen af fejlen. Dagens tredje chok for Middelfart efter 75 minutter og 3-2 på mål af gæsternes Fridtjof Rosenbaum. Træner Letort opildnede sine folk fra bænken og publikum kunne ikke tro deres egne øjne.
I forårets 10 kampe har Middelfart maksimalt lukket ét mål ind pr kamp. Nu havde bundholdet scoret tre gange på tyve minutter. Letort satte Jonas Andersen i frontlinjen og tog Jonas Villemoes ud. Resten af kamoen var et tungt pres på SfBs mål, hvor hver eneste afbrydelse i spillet blev trukket til det maksimale af et udehold, der øjnede en helt uventet triumf.
Der var flere fine kombinationer og indlæg i det overbefolkede Sfb felt. Chancerne kom også. Men dels stod modstandernes keeper Peter Harring en fin kamp, dels var Middelfarts afslutninger for upræcise eller der blev tøvet for længe, så modstanderne kunne nå tilbage og tackle eller blokere forsøgene.
Det blev mere og mere pinefuldt for folk på stadion med med blå sympatier, efterhånden som stadionuret viste, at tre dyrebare point var på vej ud af byen med en modstander, der ikke kunne bruge dem til noget særligt.
Middelfart skal nu håbe på, at mandagens resultater mager sig i en grad, så vi stadig selv har mulighed for at afgøre slutplaceringen. Men der skal godt helt andre helt andre takter til på Riisvangen i Aarhus mod Fremad i næste runde og i afslutningen mod Frem om små 14 dage.
Tekst: Leo Jensen