Vejrudsigten for pinsen er ikke den mest lovende for dem, der håber på at se pinsesolen danse i weekenden. Til gengæld er der sikkert nogle fodboldspillere og tilhængere, der vil danse af glæde uanset vejret, hvis resultaterne falder rigtigt ud. I Middelfart mødes to fynske hold med forskellig udsigt til næste sæson.
Middelfart Boldklub kigger opad i tabellen, hvor en placering i Top 6 som ofte nævnt i disse spalter er det store mål for sæsonen. Lige nu er vi på den rigtige side af stregen og tre point i 24. runde vil hjælpe rigtig godt i den rigtige retning.
Modstanderne fra SfB-Oure FA ved allerede, hvor deres næste sæson foregår. Oprykkerne fra sidste år skal tilbage til DS efter ferien og øve sig på at blive divisionshold igen. For dem vil et godt resultat i lokalopgøret selvfølgelig være et mentalt løft ovenpå en svær sæson med få sejre.
Det gyldne snit
I fodboldsammenhæng anses et pointgennemsnit på to pr kamp over en sæson for værende ret godt. Det vil normalt sikre en pæn placering. Middelfart har et efterslæb fra efteråret på den konto, hvor det blev til 16 point i 13 kampe og en deraf følgende 8. plads i tabellen.
I forårets foreløbige 10 kampe er det blevet til 21 point efter syv sejre og tre nederlag. Holder vi et gennemsnit på to point pr kamp i foråret, kræver det altså minimum fem point mere af de ni point, der er tilbage at spille om.
Det vil give i alt 42 point og det kan vise sig at være nok, hvis ikke holdene under os tager hele puljen i de sidste runder. I det lys vil tre point i lørdagens kamp være et stort skridt i den rigtige retning. Så vil der være to muligheder, ude mod Aarhus Fremad og hjemme i sidste runde mod Frem, for at sikre de sidste nødvendige point.
Vi skal så vente til mandag og 2. pinsedag på resultaterne for de hold, der ligger i forfølgerfeltet. Brabrand på 7. pladsen (et point efter Middelfart) møder Frem på 5. pladsen (et point foran Middelfart). VSK som nr. 8 (tre point efter Middelfart) møder Næsby, der har brug for point i bundkampen. Dalum (fem point efter), der stadig har en teoretisk chance for Top 6, møder B93 lørdag.
Der er den lille krølle på lørdagsprogrammet, at Jammerbugt FC med en sejr over FC Sydvest kan sikre sig oprykningen, hvis B93 sætter point til, eller sikre sig en matchbold til næste runde, hvor de møder Brabrand. Jo, der kan opstilles mange regnestykker for de sidste runder.
God blå statistik
Det klogeste for Middelfart er at koncentrere sig om det, vi har direkte indflydelse på, dvs. kampen mod Svendborg, som de hvidblusede var kendt som i mange år før fusionen med naboerne på fodboldakademiet i Oure.
Middelfarts træner Jens Letort: SfB-Oure er faktisk et hold med mange spillemæssige kvaliteter. De kan godt lide at have bolden meget og spiller god, teknisk fodbold. De er dog ofte blevet ramt af lidt manglende fysik og deres målscore på 27-65 siger noget om, hvor deres store problem ligger.
SfB-Oure har bl.a. spillet to målrige kampe mod FC Sydvest. 3-3 ude og 4-4 hjemme. Uheldigt kun at få to point for syv mål. I sidste runde blev det 1-3 hjemme mod Brabrand. Klubben skiftede træner for et par runder siden.
En god kending af det sydfynske fodboldflagskib, Thune Holm, afløste Chris Margaard, der startede i klubben efter oprykningen fra DS sidste sommer. Det har dog ikke haft den ønskede virkning og SfB-Oure FA kommer fra fire nederlag på stribe efter sejren over Holstebro.
Sidst de to klubber mødtes, var i efteråret 2020, hvor Middelfart vandt med sikre 3-0 på mål af Simon Smidt og Peter Kristensen i 1. halvleg og Frederik Høgh i 2. halvleg. Ellers skal vi tilbage til 2016 i grundspillet, hvor Middelfart vandt 3-1 hjemme på mål af Casper Johansen, Kristoffer Gjettermann og Jacob Rittig. I Svendborg vandt Middelfart 1-0 på mål af Mathias Damgaard.
Det var de første Middelfartsejre siden 2010, hvor Svendborg i årene efter havde vundet fem af syv kampe. Nævnes kan også en pokalsejr på Høje Bøge for et par år siden, hvor Rasmus Fink afgjorde kampen for Middelfart med scoringen til 1-0 i overtiden mod det daværende tophold fra DS.
En god afslutning
Middelfart har efter den suveræne start på sæsonen med fem sejre nu spillet fem runder med to gange 2-1 sejre over et par af kandidaterne til at følge SfB-Oure ned i DS, FC Sydvest og Holbæk, mens det er blevet til tre gange 0-1.
To snævre afgørelser mod topholdene, Jammerbugt FC og B93, hvor vi manglede lidt power på nogle pænt store målchancer, og det irriterende nederlag mod Dalum på en dag, hvor intet rigtigt ville lykkes. Nu venter vi på en afslutning med effekt og dermed opfyldning af målsætningen.
Det er i øvrigt de to hold i rækken med færrest uafgjorte kampe, der mødes lørdag. Middelfart med én uafgjort (1-1 ude mod FC Sydvest) og SfB-Oure med to, de to nævnte også mod FC Sydvest. Pudsigt sammentræf. Så kampen vil statistisk set finde en vinder.
Jens Letort får det sidste ord: Middelfart er selvfølgelig favoritter i denne kamp. Hjemme på eget græs og vi skal med meget mere på spil også være de mest sultne og gå efter sejren mod et hold, der må være mærket af en hård sæson uden mange succeser.
Dommer Nils Heer fløjter op kl. 14. Husk at købe billet og hav coronapasset med. Der er reserverede stole klar. Vejret siger 11 grader, overskyet, måske lidt regn og en jævn vind. Tag hellere paraplyen med.
Tekst: Leo Jensen