Næsten umærkeligt har foråret sneget sig ind på os og allerede lørdag tager vi hul på den traditionelt gode sidste forårsmåned, maj, med udsprungne bøgetræer og ofte næsten sommerlige temperaturer. Maj måned er også måneden med alle de store fodboldfinaler og afgørelserne i ligaerne rundt omkring. Når maj løber ud, har Middelfart Boldklub kun én kamp tilbage i denne sæsons 2. division.
Så det er nu i maj, de afgørende slag skal slås for at sikre placeringen i den her i spalterne og andre fine steder ofte omtalte Top6 og dermed adgang til næste sæsons tredjebedste række i dansk fodbold. Efter en tid med høje bølger omkring en måske kommende europæisk Super League for en række pengestærke klubber – men eksempelvis uden sportslig kvalifikation og nedrykning – der dog hurtigt faldt til ro, kan vi nu vende os mod den intense kamp især i midten af 2. division pulje 1, hvor primært syv hold slås om fire pladser i det ’gode selskab.’
Vi skal finde målet
Lørdag gælder FC Sydvest – Danmarks sydligst beliggende divisionsklub. Begge hold leder lige nu efter point og mål. FC Sydvest har i de seneste fire kampe scoret ét mål og opnået det ene point, de fik efter 0-0 hjemme på Bankarena i Tønder i sidste runde, hvor de mødte de nærmeste forfølgere, Holbæk. Nordvestsjællænderne, som Middelfart møder ude om 14 dage, ligger á point med sønderjyderne på de to øverste pladser i nedrykningsfeltet på de fire hold, der skal i DS efter ferien.
Oprykkerne fra SfB-Oure og Holstebro i bunden har ikke meget at hænge deres håb på efterhånden, henholdsvis 12 og 16 point efter en frelsende placering. Så det ligner en kamp for FC Sydvest at hænge på og måske hente Næsby, der lige nu ligger to point foran på den rigtige side af stregen. Der er 8 point op til Dalum, der med et par vigtige 1-0 sejre har hægtet sig på midterfeltet.
I det midterfelt, på en livgivende 5. plads, ligger Middelfart, der efter to gange 0-1 – hjemme mod Dalum og sidst ude mod B93 – leder efter nye point og mål for at holde skansen overfor de fire nærmeste forfølgere, der udover Dalum (to point efter) tæller de tre århusianske hold, Aarhus Fremad, VSK Aarhus (begge á point med Middelfart) og Brabrand (ét point efter) på pladserne 6-8. Lige foran i tabellen ligger Frem med tre point mere end Middelfart og Thisted FC er fem point foran på 3. pladsen.
Årets oprykning til NordicBet Ligaen fra vestrækken ligner et kapløb mellem topholdet Jammerbugt FC, Middelfarts næste modstander på udebane, og modstanderne fra sidst, B93. Så der er flere forskellige mål og streger at gå efter i denne sæson for de 14 hold, som før nævnt.
Med seks kampe tilbage begynder det også at ligne, at det er supervigtigt at få nogle sejre hevet i hus i det hektiske opløb frem mod afslutningskampen 5. juni mod netop Frem. Sidste runde skal helst ikke blive et neglebidende opgør, hvor vi er afhængige af andre holds resultater.
Tilbage på sejrssporet
Efter den flotte indledning på foråret med fem sejre på stribe og målscoren 13-3 skal Middelfart finde sejrsrytmen igen. FC Sydvest kender vi fra en del opgør de seneste sæsoner, hvor det i seks indbyrdes kampe er blevet til tre sejre til Middelfart og tre uafgjorte. Senest i november sidste år, hvor kampen sluttede 1-1 efter et føringsmål til Middelfart i 1. halvleg ved Kim Elgaard og en hurtig udligning af Jes Bekkes tropper i 2. halvleg.
Til kampen mod FC Sydvest sidder Nikolaj Leth og Martin Conley begge ude med karantæne. Niclas Vemmelund er tilbage i truppen.
Træner Jens Letort: FC Sydvest er en modstander, vi kender ret godt fra træningskampe og turneringskampe. Jeg tror også, det igen bliver en svær modstander. Jeg mener, holdet er bedre end resultaterne viser. Holdet har flere både unge og erfarne spillere med fart frem ad banen og de er selvfølgelig også klar over, at der skal point på kontoen nu med det program, der har tilbage.
’Vi må nok indstille os på at skulle skabe kampen, men må ikke bare buse på, for FC Sydvest vil formentlig lure på en omstilling eller to, der kan give dem et resultat. De vil nok også satse på deres standarder. Vi skal holde øje med bl.a. Marco Hansen, der scorede sidst imod os, og vores tidligere spiller, Martin Hedeager, kender også vejen til målet. Deres træner Jes Bekke kender en del til vores hold trods lidt udskiftninger siden hans tid i Middelfart. Modsat har jeg også trænet flere af deres folk, så det går nok lidt lige op’, siger Jens Letort.
’Vi skal tilbage til tanken om de nu seks finaler, vi mangler i denne sæson og tilbage på sejrssporet. Vi slap lidt med skrækken trods de to nederlag. De andre resultater har heldigvis passet, så vi holder stadig 5. pladsen. Vi kan selv afgøre, om vi skal slutte over stregen. Det rygstød skal vi bruge til de næste afgørende kampe’, slutter Jens Letort.
Dommer Allan Staal fløjter op kl. 14.00 på Middelfart Stadion til en kamp, der ifølge vejrudsigten skal spilles i moderate 8 graders varme, skyet vejr med let vind og sandsynligvis ingen eller meget lidt nedbør.
Tekst: Leo Jensen